Dyk dybt i Ordet

Benny Lund Majland
Aalborg

I Udfordringen i uge 7 i artiklen ”Profetiske udfordringer til Danmark” står der: ”Jesus sagde, at Han i flere byer ikke kunne gøre sine mirakler på grund af vantro, og Han revsede de byer, som ikke troede.” Der er ikke her en kildehenvisning, men man kan hurtigt i Mathæusevangeliet og Lukasevangeliet finde de steder, hvor Jesus revsede Galilæas byer.

Læg mærke til, hvad der står i Matthæus kap 11 v 20: ”Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: ” Læg mærke til, at i forhold til om byernes tro er udslagsgivende for, om Han kunne gøre mirakler, er det det stik modsatte, der står i Bibelen.

Jeg skriver ikke dette for at sætte skribenten i dårlig lys, men for at opfordre alle til ikke bare at stole blindt på det, som en profet, præst eller anden broder eller søster fortæller. Undersøg hvad der står i Skriften!

I Danmark har vi pt. primært 1992 versionen (1992) og Biblen på hverdagsdansk (BPH).
Det er vigtigt at søge Åndens vejledning, når man læser. Forskellige versioner siger nemlig forskellige ting. Et par eksempler:

Til menigheden i Laodikea i Johannes Åbenbaring Kap 3 v16

”Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.” (1992)
”Men fordi du er som lunkent vand, har jeg til hensigt at spytte dig ud.” (BPH)

Læg mærke til at der er forskel på, hvor konsekvent dette udsagn er, og bed om, at Ånden må lede jer til den rette forståelse.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I forbindelse med verdensdommen før den anden og endelige død i Johannes Åbenbaring Kap 20 v12:

”Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne.” (1992)

”Dernæst så jeg de døde stå foran tronen, både de rige og de fattige. Mange bøger blev åbnet, og en ganske særlig bog blev åbnet. Det var livets bog. De døde blev bedømt efter deres gerninger, i overensstemmelse med, hvad der stod i bøgerne.” (BPH)


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Flere forskelle her. Det, jeg bider mærke i, er dog, at ”dømt” er udskiftet med ”bedømt”. For mig er det at gå fra en straf til en vurdering, som ikke nødvendigvis har en konsekvens. Igen må man her bede om Åndens vejledning.

Nogle gange for at grave dybere kan man også prøve en hjemmeside som www.biblehub.com, hvor man kan finde de forskellige engelske parallelle oversættelser, hvoraf den oprindelige King James bibel er meget anerkendt. Man kan også finde den oprindelige græske eller hæbraiske grundtekst, som de fleste bibler bygger på. Her er det dog værd at bemærke, at King James biblen er baseret på en anden grundtekst end hovedparten af biblerne.

Min pointe er, at det er vigtigt at søge dybt i ordet for at finde ud af, hvad det er, Gud vil sige. Hvis man skal finde visdom i det, man læser, skal det også læses med Gudsfrygt og Åndens vejledning. Så vi må på knæ og bede.