Virus eller faste?

Af Tina Varde, Journalist

”Gud, du må styre, hvornår og hvis jeg skal faste igen.” Sådan gik jeg og tænkte i bøn – inspireret af en teolog, jeg lige var stødt på, som har et stærkt fokus på bøn og faste.

Bønnen kom, mens jeg gik og overvejede, om jeg skulle skrive en artikel om ham. Kort efter fik jeg pludselig meget voldsom kvalme. I skal slippe for detaljerne omkring de næste timer, dage faktisk. Og først syv dage senere forsvandt den manglende appetit.

”Jeg har fået virus,” ringede jeg og fortalte min mor med en spand i hånden. Jeg holdt mig væk fra mine forældre i dagene efter, for jeg ville jo ikke smitte dem – og aflyste også et interview af samme årsag.

Min mor havde et stykke tid forinden dette skete, været igennem en tilsvarende tilstand i et par dage. Derfor var jeg straks overbevist om, at jeg bare var blevet smittet, da jeg var forbi mine forældre med en lille opmuntringsbuket til hende. Normalt plejer mine forældre at smitte hinanden, men min far var sluppet.

På syvendedagen interviewede jeg faste-præsten. Det var faktisk først, da jeg fandt lappen med mine noter om ham – og jeg ringede og talte med ham, at det gik op for mig, at det måske slet ikke var virus. Indtil da havde jeg undervejs fuldstændig glemt alt om bønnen. Jeg koncentrerede mig kun om, hvordan jeg skulle tackle tilstanden – ved at prøve at lytte til kroppens behov. Kamillete, lidt frugt, hvile…

Med hensyn til min mors virus, fortalte hun mig – da jeg pludselig kom i tvivl om, hvor vidt det overhovedet var en virus – at hun var overbevist om, at det var nogle østers, hun havde spist, der var årsagen til hendes ”tur”. For hun havde hørt om andre, der havde reageret på netop den slags, hun havde indtaget. Og min far deler ikke hendes glæde ved den spise, så det giver mening, at han derfor ikke fik ”virus.”

Virus eller ej – jeg har haft godt af begrænset mad i en periode, kan jeg mærke. I forvejen stod den i kølvandet på julen – som så ofte tidligere på ”sukkerfri januar” med hensyn til slik, kager og andre fristelser.

Sikke meget tid man får tilovers, når man ikke skal handle så meget ind og bruge tid i køkkenet.