25 kirker i Aarhus stod sammen om drive-in gudstjeneste

Den særlige Corona-tid fik 25 fri- og folkekirker til at gå sammen om en særlig gudstjeneste i anledning af påsken.

Parkeringspladsen ved Agro Food Park i Skejby var fuld af biler til drive-in gudstjeneste påskedag.

Påskefejringen fik 25 fri- og folkekirker i Aarhus til at se bort fra deres forskelligheder og gå sammen om en drive-in-gudstjeneste påskesøndag.

Fælles for alle kirker er påsken særlig betydningsfuld. Derfor trodsede 25 fri- og folkekirker i Aarhus deres forskelligheder og stod sammen om en drive-in-gudstjeneste.

– På trods af vores kirkelige forskelligheder, som ikke er ligegyldige, er vi jo på bundlinjen i familie, siger Henrik Højlund, der er præst i Aarhus Bykirke. Han prædikede påskens budskab til drive-in-gudstjenesten, mens Arvid Asmussen og band ledte lovsang.

Droppede diskussionerne

530 biler fandt vej til den fælleskirkelige gudstjeneste på Agro Food Park i Aarhus.
Et sted mellem 1.600 og 1.800 personer var med til gudstjenesten i deres bil, mens flere tusind seere fulgte med derhjemme via live-stream på Facebook og Youtube.

Arrangørerne af drive-in-gudstjenesten var Baptistkirken, Citykirken Aarhus, Euro Life, Haven, Kasted Kirke, Metodistkirken, Saralystkirken, Tilst kirke, Aarhus Bykirke og Aarhus Vineyard. På kun en uge stablede de ni kirker en fælleskirkelig gudstjeneste på benene og blev bakket op af i alt 25 kirker.

– Den korte planlægning gjorde, at vi måtte droppe diskussionerne, koncentrere os om det væsentlige og have tillid til hinanden, siger Jürgen Galonska om samarbejdet. Han er én ud af tre præster i Citykirken Aarhus.

Prædikede til biler

Siddende i hver sin bil hilste de mange fremmødte på hinanden med smil og øjenkontakt igennem bilruderne og et højlydt dyt. Selvom den corona-venlige gudstjeneste vakte følelsen af fællesskab, synes Henrik Højlund alligevel kun gudstjenesten var en halv løsning.

– Biler er så mærkelige at prædike for, forklarer Henrik Højlund.

– Selvom de kan dytte, er det slet ikke det samme som at se mennesker i øjnene under en prædiken.

Mange store og små drive-in gudstjenester hittede i påsken

Med 30-40 meter til den nærmeste bil fra scenen var Henrik Højlund ikke i stand til at se nogle af de mange fremmødte i øjnene, mens han prædikede. Men med storskærme og god lyd i radioen gik Henrik Højlunds prædiken klart igennem hos de mange kirke-bilister.

Drive-in-gudstjenesten vakte stor begejstring blandt de fremmødte, og arrangørerne er tilfredse. Alligevel synes Henrik Højlund ikke umiddelbart, at successen skal gentages.

– Det er en misforståelse at tro, at vi samler flere til en gudstjeneste ved at gå sammen, mener Henrik Højlund, der har sit bagland i Indre Mission.

– Der er ingen tvivl om, at alene fire af de 25 kirker tilsammen ville kunne samle flere til fire separate gudstjenester. Men i anledning af påsken skulle der ske noget særligt, for påsken er ganske særlig.