Dybden i det trivielle

Jeg elsker at løbe. Det er en følelse af tilstedeværelse gennem fodsålerne, vinden og åndedraget. Fokus bliver fjernet fra mit indre lerkar af hele vaser og potteskår og bliver erstattet af indtryk udefra i form af smil fra næsten, fårenes bræen og duften af faldet løv, der sammen med min krops fysiske udtryk skaber en sjælelig symbiose, der frier mig for mig selv – for at vende tilbage i mig selv.

Ja, jeg løber typisk den samme rute. Og selvom ruten er smuk, udfordrende og giver mig energi, kan jeg godt blive ramt af kedsomhed. Det bliver mondænt. Trivielt. Men her er det, hvis du, kære læser, spørger mig, måske vigtigt at holde fast.

Trivielt kommer af ordet trivium. Det er latin og betyder bl.a. ”hvor tre veje mødes”. Landbyen og de små omkringliggende erhvervsbygninger og huse lå lidt spredt i fortiden. Her var det så oplagt at få en sludder for en sladder mellem præsten, smeden og bageren.

Var der da noget forkert i, at de mødtes sådan? Bestemt ikke. Men at ordet trivielt stammer herfra, og at ordet ikke har en positiv klang, vidner om noget i hændelsen, jeg synes man kan udlede som værende tom snak.

Oblaten var tør, mineralerne manglede, brødet var muggent. Det var ikke, at de mødtes, der var trivielt, men det de mødtes om. Formen kan være af guld, men indholdet kan være af rust.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ser nedgørende på small-talk. Jeg finder det nødvendigt, at denne eksisterer, og erkender, at det skaber sammenhold og værdi. Men hvis de dybere emner aldrig bliver berørt, ja, så kan det let gå hen i ”ånds-ødsleri”.

Men vigtigst med det jeg vil sige, er det, jeg startede med: det handler om fokus. Når jeg løber, kan jeg vælge at fokusere på det trivielle: den samme rute, det samme grus, de samme træer. Eller, jeg kan vælge at kigge nærmere, mærke dybere.

Vejret er foranderligt, træet bliver nøgent og derefter grønt. Vandet i bækken, der passerede for ganske få øjeblikke siden, kommer aldrig igen det samme sted. Der er en usynlig, men mærkbar kraft gennem alle disse fænomener – kraften er den samme, fænomenerne er foranderlige. Jeg bliver ramt af det store i det små, og jeg erkender, at det er ikke disse, der er trivielle, men mit syn på dem.

Derefter løber jeg videre i glæde, for netop gentagelsen, omringet i det under overfladen foranderlige, men i essensen det samme, gør mig i stand til at fornemme Ham, der altid er den samme – igen, igen og igen.