Kirken i en coronatid

I bogen ”På Herrens mark”, som er redigeret af Thomas Baldur, kommer ti skribenter med hver deres vinkel på, hvordan coronakrisen og nedlukningen har påvirket og udfordret kirken, og hvordan vi som kristne kan lære af en sådan krisetid og blive inspireret til at søge nye veje og samtidig få øjnene op for og dermed større taknemlighed for nogle af de værdier, der findes i den gudstjeneste, vi kender.

Udover at være særdeles aktuel og relevant, udmærker ”På Herrens mark” sig ved, at dens mange tanker om kirken i en coronatid ikke fremstår som endegyldige forklaringer, men åbner for videre overvejelser.

Det vil være umuligt her at præsentere alle de pointer, bogen viser, men jeg vil pege på to vinkler. Den ene er betydningen af digitale gudstjenester under nedlukningen.

Her indtager Niels Peter Gadegård Gubs og Jesper Fodgaard to forskellige positioner, uden af den grund at modsige hinanden. Gadegård Gubs pointerer således, at en digital gudstjeneste aldrig kan erstatte det nærværende fællesskab i Guds hus, mens den anden taler om erfaringen af, at nedlukningen har afsløret nye ”hellige steder”.

Flere bidragsydere har endvidere observeret, at kristne har reageret forskelligt på de lukkede kirker. Mens nogle nærmest har oplevet det som en befrielse ikke at skulle ud ad døren søndag formiddag, men har kunnet ”gå til gudstjeneste” hjemme iført nattøj, har andre hungret efter Guds hus.

Anne-Mie Skak Johanson viser, at de digitale gudstjenester har lettet vejen til kirken for dem, der normalt ikke sætter deres ben der, men påpeger også, at disse med tiden må ledes ind i et forpligtende kristent fællesskab.

Samme Skak Johanson kommer med den for mig at se mest øjenåbnende og nye vinkel i bogen på, hvordan coronakrisen kan sige os noget i kirken. Hun taler således om klagen som missional tjeneste.

Med det mener hun den kristnes kald til at lægge røst til den lidendes klage ind for Gud og, som hun skriver, er det ”noget helt andet end den løsningsorienterede retorik, som ofte præger mission” (s. 88).


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Noget af den samme fokus på at blive i omstændighederne vendt mod Gud i stedet for eller samtidig med, at man gør en hel masse, ses hos Vibeke Frandsen, der skriver om, hvordan erfaringen af at det kontroltab, vi alle har oplevet under nedlukningen, kan fører til en oplevelse af Guds kraft, når vi erkender vores magtesløshed. Dermed kan coronatiden så at sige ”tvinge” os ind i Guds arme.

Bogen har altså to hovedperspektiver: Hvordan kan vi agere som kirke under en nedlukning, og hvad lærer coronatiden os om vort indre liv med Gud?

Med andre ord peger bogen både på et ydre og et indre perspektiv på lærdommen ved den krise, vi står i nu. Bogen kan anbefales til alle, om man er præst eller almindelig kirkegænger og hverdagskristen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Thomas Baldur (red.): På Herrens Mark
176 sider. 200 kr. Prorex