Selvdisciplin II
I forlængelse af min forrige artikel om selvdisciplin, ønsker jeg at fortsætte i samme spor for at holde de mulige hjul i gang, der er blevet inspireret til at rotere hos læseren. Samtidig er det en lektie til mig selv, da det at skrive er, for mig, en form for meditation, og det at granske de dybeste afkroge af sjælen en nødvendighed.
Hvis du spørger mig, så handler det om at holde nøje øje med sjælens krumspring og at råbe vagt i gevær, når man fornemmer at man er på afveje. Hvis den nok største apostel kunne sige:
”Det gode jeg ønsker at gøre, gør jeg ikke. Det onde jeg ikke ønsker at gøre, det gør jeg.”, kalder det på ydmyghed.
Og netop ydmyghed er en vigtig del af selvdisciplin, hvis man ikke ønsker at blive kastet af hesten.
Ydmyghed er ikke harmløshed. Ydmyghed er at besidde en vis form for magt, men sådan at man kontrollerer den.
Derfor er ydmyghed en styrke, et tegn på selvbeherskelse. Hovmod står for fald, står der i Ordsprogenes bog, og jeg tror, vi er rigtig mange, der igennem livet i længere eller kortere perioder følte, at vi havde alt under kontrol, sikre på at intet kunne ramme os, ja, at ikke engang Israels Gud kunne tillade sig at irettesætte os!
Men ak, højt at flyve, dybt at falde. Jerikos mure faldt. Gudskelov har vi en Far, der smider alt til side og løber os i møde, så snart vi vender os til Ham igen.
Et eksempel på den lige beskrevne ydmyghed finder vi i kampsportens og selvforsvarets verden. Et eksempel er karateudøvere, som nok uden tvivl kan slå fra sig, men hvor selvbeherskelse og ydmyghed er altafgørende.
Jeg har altid haft en dyb respekt og fascination af de asiatiske kampsportsformer. Elegancen i de uendelige gentagelser år efter år er simpelthen inspirerende. Som den romerske digter Ovid sagde det: ”Dryppende vand udhuler ikke stenen igennem kraft, men igennem gentagelser.”.
Ydmyghed kombineret med udholdenhed kreerer en formidabel styrke, der forandrer.
Som ringe i vandet vil forandringen, der sker med én selv, påvirke de nærmeste, kirken, lokalsamfundet, landet, ja, verden. Vi startede med sjælens selvransagelse, og vi slutter med den her, med påmindelsen om, at vi er jordens salt.
Og for at saltet ikke mister sin kraft, vil jeg citere den troende amerikanske skuespiller Denzel Washingtons råd til en stor gruppe afgangsstudenter:
”Det første I skal gøre, inden I går i seng, er at sætte jeres morgensko langt under sengen. På den måde starter I dagen på knæ. Og når I er dernede, sig tak for alle ting”.
