Et profetisk ord, der gik i opfyldelse

Af Jørgen Vium Olesen. Grundlægger af Forlaget Scandinavia

Vi var en gruppe unge kristne, der ønskede at købe et hus i Københavns centrum for at hjælpe unge narkomaner og andre, der var kommet ud på et skråplan. Vi kunne ikke blot sende dem ud på gaden igen, når de havde givet deres liv til Jesus.

Vi fandt et hus i Knabrostræde, et gammelt møbellager. Det kostede 300.000 kr. med 50.000 kr. i udbetaling.

Udbetalingen blev givet af en ældre dame. Huset blev købt.

Jeg var netop blevet færdig som arkitekt og blev spurgt, om jeg ville udarbejde tegningerne til myndighederne.

Jeg bad om Guds vejledning og fik et ord fra bespisningsunderet: ”Giv I dem noget at spise”. Jeg havde spurgt Herren: Hvad er din vilje?

Soli Deo Gloria i Knabrostræde, København. I dag bruges huset af Ungdom Med Opgave.

Nu følte jeg det, som om Gud spurgte mig: Hvad vil du gøre med denne store skare af unge i København, som har brug for åndelig føde?

Jeg gik i gang med tegningerne. Nygift med min elskede Tone, så det tog sin tid at få tegningerne klar til godkendelse. Men da alt var sendt, ventede vi spændt på svar.

Det kom – med et meget klart nej til, at dette hus kunne bruges som et ungdomshus. Alle afdelingerne i magistratens 4. afdeling sagde nej. Grunden var overbebygget, huset var en brandfælde, der var for lavt til loftet, ingen flugtveje m.m.

Vi havde købt huset. Havde jeg hørt galt: ”Giv I dem noget at spise”? Katastrofe! Her stod vi med håret i postkassen.

Da vi var sammen i Unge Kristnes komite, var der stor forvirring.

”Vi skulle aldrig havde købt det hus” – ”Var det ikke det, jeg sagde”. Til sidst var der kun et, vi kunne gøre: bede sammen.

Da vi bad, fik vi et profetisk ord: ”Træd frem for myndighederne med frimodighed, så vil jeg være med jer”.

Få dage efter ringede én af bygmestrene fra magistraten 4. afdeling. ”Kan I komme op til et møde?”

Her fik vi at vide, hvad der skulle til for at få huset godkendt som et ungdomshus: Branddøre, brandsluser, brandisolering osv. Jeg rettede tegningerne, og huset blev godkendt og er i brug den dag i dag, 50 år efter.

Når profetiske ord ikke går i opfyldelse, er det måske fordi vi ikke hører rigtigt. Eller måske overhører vi Guds stille røst, der siger noget andet end det, vi så brændende ønsker.