Venstre sidebanner eksempel

Jeg har lukket meget af for min omverden

Kære Poul Henning

Jeg har lukket meget af for min omverden. På en måde har Covid-19 situationen passet mig fint.

Jeg skal ikke åbne mit hjem, og der forventes heller ikke, at jeg aktivt er med her og der. Nu er foråret kommet, og Covid-19 nedlukningen løsnes op. Jeg holder mig fortsat meget for mig selv.

Problemet er, at jeg er blevet fanget så meget i mine tanker, at jeg næsten er gået helt i stå. Jeg kan sidde i timer og tænke over de samme små detaljer fra mit liv. Jeg kæmper med en del skuffelser og uopfyldte drømme.

Jeg husker andres og egne fejltagelser ganske godt. Min nærmeste siger, at jeg er blevet mere nærtagende. Jeg beder, men synes ikke rigtig, jeg kommer igennem til Gud. På forhånd tak for gode råd.

Kærlig hilsen Bo

Kære Bo

Tak for dit skriv. Det lyder som om, at du er understimuleret. Når livets indhold i nuet indskrænkes, opstår der en risiko for, at vi kommer til at overdrive gamle minder og uopfyldte drømme.

En frisk sø har som bekendt både et tilløb og et afløb. Vi er alle kaldet til at modtage og give videre.

Det er meget risikabelt at trække sig fra fællesskabet med andre mennesker. Det kan opleves som at ”tisse i bukserne”. I nuet føles det måske varmere og nemmere, man skal ikke forholde sig til andre mennesker og deres problemer.

Man skal ikke lytte og være empatisk interesseret i andre mennesker. Man skal ikke afbrydes i egne tankebaner. Man undgår at blive uenig men nogen, når man ikke møder nogen.

Vi er ikke kaldet til døde gerninger; de har sit udgangspunkt i vores ego fremfor Gud. Jeg tænker, at din løsning er mere fællesskab.

Problemer er blot, at det bliver koldt, trist, farveløst og kedeligt. Man kan kun fortælle gamle historier. Gud har skabt os til nye historier i fællesskab med Ham og hinanden. En skrøbelighed kan være, at man lytter efter sin indadvendte personlighed og ikke til Helligånden.

Apostlenes gerninger i bibelen var ikke fyldt med indadvendte disciple bag lukkede døre.

Tværtimod møder vi en menighed fyldt med frimodighed og kraft. Udgangspunktet var ikke personlighed, men Helligåndens fylde og kraft. Den første menighed var præget at et stort samfundsengagement og et udadgående liv så kraftigt, at menigheden voksede og fik ”yndest hos folket”. Det er de tomme kar, der kan fyldes.

Helligåndens fylde medfører, at troen fødes, og livet udfolder sig med ny frisk frugt. Alle kristne har igen og igen brug for ny kraft og en ny fylde. En ny sang. Den nye sang opstår lettere i menighedens midte end blot derhjemme.

Alle kristne er kaldet til levende og forudberedte gerninger i nuet. Vi er ikke kaldet til døde gerninger; de har sit udgangspunkt i vores ego fremfor Gud. Jeg tænker, at din løsning er mere fællesskab i menigheden, i familien, på arbejdet, på vejen – kort sagt over alt hvor du færdes.

”Var Herren ikke kommet mig til hjælp, havde jeg snart fået bolig i tavshedens land. Når jeg sagde: Min fod vakler, så støttede din trofasthed mig, Herre. Når urolige tanker tog til i mit indre, så gjorde din trøst mig glad.” (Salme 94:17-19)

At erkende, at ens liv leves i ”et ensomt overlevelsesgear” fremfor ”et fællesskabets overflodsgear” er strålende. Erkendelse går forud for et råb til Gud. Bønnen – hjælp! – er en udmærket bøn. Jeg vil opmuntre dig til at bede sammen med andre.

Tomme kar går forud for en ny fylde. En ny fylde af Helligånden vil sætte dig i bevægelse. Små skridt er også skridt. Du har et stort kald som både lys og salt. Må Gud rigt velsigne dig i fællesskabets midte.

Kærlig hilsen
Poul Henning