Mit destruktive stenhjerte
Hvor kommer det fra? Trangen til at vælte, rive ned, ødelægge og den slags?
Jeg husker det, fra da jeg var barn, og jeg ser det igen og igen i de mindre børn, der er i min omgangskreds eller på den skole, hvor jeg arbejder… Trangen til at rive ned, og den sære tilfredsstillelse ved at gøre det.
Det er da vildt charmerende, når babyen på halvandet klukker af grin, mens tårnet af klodser væltes igen og igen lige så hurtigt som far eller mor får bygget det op. Det er knap så fredfyldt, når det er storebrors legoborg, der er splittet ad, efter få minutters uopmærksomme forældre.
På skolen ser jeg tit (når vejret altså tillader den slags aktiviteter), at en klasse har knoklet i bedste samarbejdsånd med at bygge en superflot snemand eller lignende, hvorefter en anden klasse med største iver straks tramper det hele ned, under høje jubelråb og på trods af højlydte og grådfyldte protester fra byggeholdet.
Måske har du oplevet det, når børn iler hen til det flotte sandslot på stranden og kaster sig ned lige i midten som en altødelæggende meteor?
Jeg tror, vi alle har oplevet det. Enten trangen til at ødelægge, eller den lidt pinlige tilfredsstillelse over at udføre ødelæggelsen.
Mine barndoms udfordringer var måske ikke så meget ødelæggelse af andres ting, men mere ord, som jeg på spidsfindig vis ofte kunne vende imod andre, til egen fordel.
Som jeg voksede i alder, voksede jeg (heldigvis) også i empatisk forståelse for andre mennesker og andres ting. Jeg begyndte at bekæmpe trangen til at gøre eller sige noget, der kunne gøre andre kede af det.
Den hævngerrige bemærkning, jeg var fristet til at fyre af, blev oftere holdt tilbage, og den sladder, jeg brændte efter at fortælle videre, formåede jeg i højere grad at lade være usagt, men det var en lang, sej kamp fyldt med nederlag.
Jeg kæmpede i årevis og havde ofte dårlig samvittighed over mine manglende fremskridt. Mit ego ville ikke ret gerne gå glip af en chance for at hævde sig.
Jeg kan ikke præcis sige, hvornår det blev lettere, men pludselig kiggede jeg tilbage og opdagede, at noget var forandret. Først tænkte jeg, at jeg endelig havde fået taget mig sammen, men så gik det op for mig, at det var en forvandlingens gave fra Gud.
Jeg er ikke en helgen, og langt fra perfekt, hverken i ordvalg eller gerninger, men noget blev vendt om. Før var der en trang til selvhævdelse eller ødelæggelse, og en sjælden gang kunne jeg overvinde den, nu er der en trang til at bygge op, og kun engang i mellem falder jeg i, og river ned.
Gaven og æren er Guds.
Løftet til os alle er i Ezekiels Bog 36:26: “Jeg vil forandre jer indefra ved at give jer et helt nyt hjerte, der længes efter at gøre det rigtige, og en ny ånd i jeres indre, så I lærer at tænke på en helt ny måde. Jeg vil tage jeres gamle og stædige stenhjerte ud og give jer et nyt og lydigt hjerte.”
