’Jordskælvet i Uzzijas dage’ ramte Jerusalem
Fund bekræfter, at et jordskælv, som i Bibelen bruges til datering af andre begivenheder, også ramte kongebyen.
Nu har arkæologer for første gang fundet bevis for et bibelsk jordskælv, som ramte Jerusalem i kong Uzzijas tid for 2800 år siden. Jordskælvet er omtalt flere steder i Bibelen.
Pressemeddelelsen fra Israels antikmyndighed og regeringens pressekontor starter med et bibelcitat, som beskriver det voldsomme jordskælv.
«Gennem den dal skal I undslippe, for den når hele vejen til Atzal. I skal flygte, som man flygtede for jordskælvet på kong Uzzija af Judas tid. Da skal Herren, vores Gud, komme, og han har sine hellige med.» (Zak. 14, 5)
Første jordskælvsfund i Jerusalem
Flere steder i Israel er der gjort fund, som bekræfter jordskælvet. Men det er først nu, at man har gjort tilsvarende fund i Jerusalem fra det meget omtalte jordskælv.
Fundet blev gjort i Davids By (Ir David) et stykke nedenfor Møgporten og Houlda-portene. Det er i dette område, man antager, at David havde sit palads. Her ligger også Hizkija-tunnelen, som fører vand til Siloadammen.
– Arkæologer fra Israels antikmyndighed (IAA) og Davids By Nationalpark fandt et lag med kar, krukker, lamper og kogeudstyr. Det blev alt sammen knust, da bygningen faldt sammen.
Ifølge arkæologerne var der ingen tegn på, at det var en brand, som forårsagede ødelæggelsen. Det måtte være et jordskælv, som skete i Israel i løbet af 700-tallet f.Kr. i kongedømmet Juda, skriver IAA.
Bibelen kan forklare de ødelagte lag
– Vi blev meget overraskede over de ødelagte lag, for vi ved, at Jerusalems eksistens fortsatte helt til babylonernes ødelæggelse 200 år senere.
Vi spurgte os selv, hvad der kunne have ført til disse dramatiske lag med ødelæggelser. Vi forsøgte at tjekke, om der var nogen referencer til dette i de bibelske tekster.
Det er interessant, at jordskælvet, som er omtalt i Amos’ Bog og Zakarias’ Bog, skete på den tid, hvor bygningen, som vi udgravede i Davids By, var braset sammen. Kombinationen af fundet og den bibelske beskrivelse ledte os til den konklusion, at jordskælvet, som ramte Israels land, da kong Uzzija var Judas konge, også ramte Jerusalem, fortæller arkæologerne Joe Uziel og Ortal Chalaf.
Datering via jordskælvet
I profeten Amos’ Bog kan man læse: «Denne bog indeholder de budskaber, som Herren åbenbarede for fårehyrden Amos fra landsbyen Tekoa to år før jordskælvet. Det var, mens Uzzija var konge i Juda, og Jeroboam, søn af Joash, var konge i Israel.» (Amos 1, 1)
Jordskælvet midt i 700-tallet var det kraftigste og mest ødelæggende jordskælv i gammel tid. Det er bekræftet ved fund i blandt andet Hazor, Gezer, Tel Agol og Tell es-Safi/Gath.