Tórður og Berntsen
Tórður var i sine bedste arbejdsår, den dag ulykken skete. Den efterlod ham uarbejdsfør, han bevægede sig rundt ved hjælp af to krykker. Invalidepensionen og indtægten fra konens arbejde var ikke nok til at holde kreditorerne fra døren, og familien måtte flytte hjem til deres ældste datter og svigersøn.
Situationen tog hårdt på denne stolte færing, han blev bitter. Han orkede især ikke de kristne, selv om konen havde tilknytning til en af menighederne.
En dag rygtedes det, at udlejeren af deres hus havde besøg af en dansk prædikant, som bad for syge. Straks fik Tórður en god ide, han ville opsøge prædikanten for at provokere.
Som sagt så gjort! Tórður slæbte sig fra vejen op ad den smalle og stejle sti til huset og derfra op ad trapperne til øverste etage. Straks startede han med at provokere prædikanten, som han beskyldte for at være kommet til Færøerne for at skaffe sig penge ved at manipulere folk.
Det eneste svar Tórður fik fra den i Danmark velkendte prædikant Hans Berntsen, var spørgsmålet, ”kunne du tænke dig at komme af med krykkerne”.
Da fik Tórður sin næste ide. ”Selvfølgelig”, svarede han – overbevist om, at ingenting ville ske, hvis Hans bad en bøn for ham. Godt tilfreds stillede han sig ud på gulvet, og Hans lagde sine hænder på ham og bad om helbredelse, i Jesu navn!
Da bønnen var overstået, og Tórður tog sine første skridt, fik han sit livs chok. ”Jeg var ikke i stand til at bevæge mig som før bønnen,” fortalte han. ”Et eller andet var sket”. Chokeret tog han krykkerne under armen, forlod huset, gik ned ad stien – og kørte hjem.
Flere familiemedlemmer var hjemme, da Tórður pludselig stod i stuedøren. De undrede sig, for de havde ikke hørt den velkendte lyd af hans faste følgesvende, krykkerne. ”Hvad er der sket,” spurgte Mia, hans kone. Da brast det for Tórður. Grædende tog han sin kone i armene og dansede en glædesdans rundt på stuegulvet.
Nogle måneder senere var Tórður gæst i en tv-udsendelse, hvor han fortalte om sin oplevelse og afleverede sine krykker til mig, som dengang arbejdede som læge på sygehuset.
Få dage efter fik Tórður brev fra socialkontoret med besked om, at pensionen var inddraget. De havde i fjernsynet hørt om helbredelsen. Men det generede ikke Tórður, som kort efter fik et godt og trygt kommunalt arbejde. I otte måneder gik Tórður imellem os, uden at vi vidste, at han ikke havde mødt Jesus som sin personlige ven. Da en ivrig evangelist en dag spurgte Tórður om hans frelsesoplevelse, svarede Tórður kort og godt: ”Jamen, jeg er ikke frelst”.
Efter en enkelt forklaring og en bøn til Jesus oplevede Tórður frelsesunderet lige så enkelt og gennemgribende, som han oplevede helbredelsen. Halleluja!
