Dengang jeg hørte fra Gud
Du tager til den ene gudstjeneste efter den anden. Men faktisk er du bare en snylter af andres oplevelser med Gud. Heldigvis er hemmeligheden til at stoppe snylteriet ikke så hemmelig. Og løsningen er universal og genial – jeg gør det selv.
For jeg må indrømme, at jeg selv har været en snylter. En snylter er en organisme, der lever afhængigt af og på bekostning af en anden organisme, ved at suge næring fra denne. I kristne sammenhænge bruges ord som ’kirkegænger’ også i stedet for snylter.
Det kan nemlig nogle gange være svært at se forskel. Og selvom jeg ser mig selv som én, der oprigtigt søger efter Guds daglige vejledning i mit liv, så er jeg mange gange gået i fælden, og har levet som snylter.
For der er selvfølgelig intet i vejen med at høre prædikener og høre om andres oplevelser med Gud. Det kan inspirere og man kan lære meget. Problemet opstår, når man bliver afhængig af andres åndelige oplevelser. Ligesom en snylter, så bliver man afhængig af, om de mon i dag har noget spændende eller indsigtsfuldt at berette om.
Da jeg for mange år siden var på bibelskole, skulle vi bruge en time alene om morgenen sammen med Gud. Vi måtte selv om, hvordan vi gjorde det. Jeg gik lange bønneture og læste i Bibelen.
I den tid blev jeg fortrolig med tungetale og oplevede, at Gud talte ind i mit liv på flere forskellige måder. Der var liv dér! Sidenhen har jeg tænkt på, at hvis der findes et universalt princip til at leve et åndeligt liv, så skal det virke på tværs af kulturer. Det gør en times tid med Gud. Uanset hvor du er, kan du vælge at bruge tid med Gud.
Lad være med at leve af andres åndelighed. Det tilfredsstiller dig ikke i længden. Du skal selv opleve Gud, for at blive virkelighed tilfredsstillet. For Gud ønsker, at tale direkte ind i dit liv og til din situation. Men det er svært, hvis du hele tiden prøver at høre Gud gennem andre. Gå til kilden.
Har du ikke tid til en time med Gud? Det tror jeg gerne. Derfor bliver du nok nødt til at skære noget af det væk, som tager din tid nu. For der findes ikke noget vigtigere, end at sidde ved Jesu fødder, for at lytte og tale. Det handler dybest set om prioriteter. Og jeg kan garantere dig, at en times tid med Gud hver dag vil forandre dit liv.