Mission Afrika skriver mindeord for Johannes Ettrup Larsen
”Frivillig medarbejder i Mission Afrika Johannes Larsen er afgået ved døden 62 år gammel.
Johannes blev født og voksede op i Villerslev i Thy, og allerede som stor dreng hørte han klart Jesu kald til efterfølgelse og tjeneste. Noget der fulgte ham hele livet, og som han levede og døde på.
Som ung arbejdede han på soldaterhjem og sømandshjem, ligesom han gik på Børkop Højskole. Det var naturligt for ham at blive missionærmedhjælper i Indre Mission, hvilket han var fra 1985 -1987.
Han begyndte på teologi i Århus og drømte om at blive præst. Han måtte imidlertid opgive studiet, men han opgav aldrig at vidne om troen på Jesus Kristus. Selv til det allersidste, hvor kræften ramte ham, vidnede han stærkt om himlen og det, der ventede ham.
Johannes prøvede mange ting arbejdsmæssigt, han var blandt andet selvstændig med taxafirma, og sent i livet blev han uddannet it-supporter. Et job han var glad for. Det var også som it-supporter han gav en hånd med på Mission Afrika-kontoret i Højbjerg.
Men det var især SAT-7 projektet der optog ham. Han var med på en Mission Afrika rejse til Cypern i 2018, og efterfølgende var han ude at holde møder og fortælle om SAT-7. Til sin 60 års fødselsdag ønskede han også penge til SAT-7 fremfor gaver, og det samme ønske havde han til sin begravelse den 3. december 2021.
Johannes var gift med Karin Larsen og sammen fik de tre døtre, Kirstine og tvillingerne Berit og Solveig. De er alle tre gift og udover børn og svigerbørn efterlader Johannes også syv børnebørn og sin elskede Karin.
Ære være Johannes Larsens minde,” slutter nekrologen fra Mission Afrika.