Hvordan får børn og unge et godt liv i vækstsamfundet?

Vækst, velstand og velfærd. Disse tre ord er uomgængelige, hvis man vil beskrive, hvad der kendetegner og former det moderne samfund.

Tidligere dominerede kristendommen vores kulturs tankesæt og grundlæggende værdier. Nu er det den økonomiske tænkning, der er blevet den store ’masterhistorie’, som former vores måde at tænke og leve på.

Ikke mindst er økonomisk vækst blevet et universelt mål, som meget få politikere og meningsdannere stiller spørgsmålstegn ved.

Ønsket om vækst påvirker imidlertid ikke kun de politiske beslutninger.

Det præger samfundet på alle niveauer og sætter sig også i den pædagogiske tænkning og praksis omkring børns opvækst.

Problemet er, at mange børn og unge ser ud til at mistrives i det vækstsamfund, vi har bygget op. Har den kristne kirke et svar på denne udfordring?

Grådighed og vækst

Hele tænkningen om økonomisk vækst henter sin kraft fra menneskets konstante lyst til at række ud efter mere af det, vi allerede har – eller netop ikke har. Kort sagt: Vores grådighed.

Grådighed regnes i kristen tradition som en af de syv dødssynder. Alligevel har grådighed tilsyneladende fået et positivt fortegn i den vestlige verden.

Som superkapitalisten Gordon Gekko siger i filmen Wall Street fra 1987, da han indrammer sin grundlæggende livs- og forretningsfilosofi: ”Greed is good.”

Selvom de færreste nok vil udtrykke sig så direkte, er grådigheden netop et fundament for den økonomiske vækst i samfundet.

For fortsat vækst lever af menneskets ønske om hele tiden at stræbe efter mere velstand, mere nydelse og flere oplevelser.

Kapitalismen og kristendommen

Men hvordan er idéen om konstant økonomisk vækst i det hele taget blevet så afgørende?

Umiddelbart er det faktisk ikke helt logisk, at livsanskuelserne i de herskende kulturer i den vestlige verden – den græske og den jødisk-kristne – skulle føre til, at penge og vækst ville blive så dominerende begreber, som de er i dag.

Den tyske økonom og sociolog Max Weber (1864-1920) har forsøgt at give forklaringen på, hvorfor det alligevel er sådan.

Hans bud er, at det var den protestantiske etik i de vestlige samfund, der banede vejen for det, som han kalder ’den kapitalistiske ånd’.

Kapitalismen vandt for alvor frem i en tid og kontekst, hvor den kunne koble sig op på kristne idealer om at udleve et godt og fromt liv i dagligdagen.

På den baggrund kom der i tiden omkring den industrielle revolution et ideal om den pligtopfyldende arbejder.

Dette ideal overlevede sekulariseringen af samfundet og betyder, at mennesker generelt er motiverede for at leve i et samfund, som er båret af lønarbejde, konkurrence og konstant effektivisering.

Accelerationen og problemet

Den kapitalistiske ånd har præget samfundet i et par århundreder og har gradvist overtaget den dominerende rolle, som kristendommen har haft, i forhold til at præge vores holdninger og verdensanskuelser.

Derudover er tempoet i den teknologiske og sociale udvikling blevet øget. Den tyske sociolog Hartmut Rosa (1965-) betegner ligefrem vores samfund som et ’accelerationssamfund’.

Selvom udviklingen har betydet positive perspektiver for mennesket, er den også et problem, fordi det moderne menneske føler sig domineret af stadig større krav fra accelerationssamfundet.

Mange føler sig ganske enkelt fanget i et hamsterhjul, som de ikke tør træde ud af.

Når det gælder børn og unges generelle trivsel i dag, er der meget, der tyder på, at det samme gør sig gældende hos dem:

En del formår selvfølgelig at få hjulet til at køre. Men mange oplever, at de ikke kan leve op til kravene om at være succesfulde i samfundets sociale og økonomiske konkurrence. Nogle bukker under for stress. Andre opgiver helt at deltage.

Accelerationssamfundet har betydet større velstand, men mennesket betaler en høj pris.

I virkeligheden minder det lidt om Disney-figuren Joakim von And: I sin konstante jagt efter at se pengetanken vokse ender han som en ensom, paranoid og gnaven gammel (m)and, som ikke er i mental balance.

Opdragelse som en dannelsesrejse

Hvordan skal den kristne kirke forholde sig til den udfordring, som samfundet stiller den opvoksende generation over for?

Her kan man med fordel gribe tilbage til det gamle billede med at betragte livet som en rejse.

Selvom rejsemetaforen er blevet lidt fortærsket af deltagere og coaches i diverse realityshows, er den stadig god til at beskrive de udfordringer, der kendetegner opdragelse og dannelse.

Den beskriver nemlig noget, der har med en retning og en proces at gøre. Og den kræver tid.

I den græske mytologi er digtet Odysseen og hovedpersonen Odysseus et klassisk eksempel på en beskrivelse af et menneskes individuelle dannelse gennem mødet med ydre udfordringer på en lang rejse.

Fra Bibelen kender vi beretningen om Israels udrejse fra Egypten, der også er begyndelsen på Guds kollektive dannelsesarbejde med et helt folk.

Det at skelne mellem den individuelle og den kollektive dannelse giver god mening, når kirken skal svare på, hvordan den hjælper børn og unge til at få et godt liv i vækstsamfundet.

Den individuelle dannelse er forældrenes ansvar

Når det gælder den individuelle dannelse, må kirken fastholde, at det er forældrene, der har det primære ansvar for børnene.

Det er dem, der opdrager børnene i hjemmet, og det er dem, der vælger – eller fravælger – daginstitution og skole til barnet.

Og det er i hjem, institution og skole, det daglige arbejde foregår, når man, bevidst eller ubevidst, lærer børnene, hvordan man i praksis forholder sig til den kapitalistiske ånd i samfundet.

I dette arbejde kan man med fordel trække på den kristne tradition for arbejde med de klassiske dyder i børneopdragelsen.

Ikke for at skabe ’dydsmønstre’ i den lidt nedladende betydning, som man ofte bruger ordet.

Det handler derimod om at lade de dyder, som udgår af de kristne idéer om forvalterskab, næstekærlighed og håb, være bærende i opdragelsen.

Konkret kan det fx handle om at skabe træningssituationer, hvor børn får lov til at øve sig i at praktisere ansvarlighed over for naturen (forvalterskab), indgå i inkluderende fællesskaber (næstekærlighed) og deltage i aktiviteter, hvor man er med til at forbedre andres livsvilkår (håb).

Selvom det først og fremmest er forældrene, der har ansvaret for sikre, at børnene får en sådan træningsbane, kan kirken også spille en vigtig rolle:

I børne- og ungdomsarbejdet kan den således arbejde bevidst med at skabe rammer, som kan understøtte dette arbejde.

Den kollektive dannelse er knyttet til forkyndelsen af evangeliet

Når det gælder den mere kollektive dimension, må man fremhæve kirkens hovedopgave: Forkyndelsen af evangeliet.

Kernen i dette evangelium er Jesu død og opstandelse. Men forkyndelsen må også have en etisk dimension, der konkretiserer budskabet og taler til den tid og det samfund, vi lever i.

Derfor er der i dag behov for en forkyndelse, der på en meget praktisk måde adresserer livet og dagligdagen i vækstsamfundet.

Dette er ikke en enkel opgave, for det at tale om etik indebærer næsten altid en risiko for at glide over i en farisæisk indstilling til livet og ens næste.

At denne risiko eksisterer, ændrer imidlertid ikke på, at kirkens forkyndelse nødvendigvis må understøtte arbejdet med at danne en ny generation til noget langt større og bedre end en plads i væksttænkningens hamsterhjul.

I virkeligheden er kirken måske det eneste fællesskab i dag, hvor der findes tilstrækkelig stærke rødder til at fortælle en anden masterhistorie end den økonomiske.

Så meget desto mere må historien fortælles!

Torben Mathiesen er uddannet lærer, har en diplomuddannelse i ledelse og en master i humanistisk organisationsteori. Han er forfatter til bogen ”Vi dør uden dannelse”.