Efter velhaverliv og fængselsdom fandt Kurt tilbage til Gud og glæden

Det intense Guds-nærvær, Kurt Henriksen oplevede, da han fandt tilbage til Gud efter i årevis at have været på afveje fra barnetroen, ville han ikke være foruden.

Penge og magt havde erstattet kirkegang og tro. Han havde langt mere, end langt de fleste, men ”eventyret” viste sig at være lidt af et mareridt – og endte brat. I dag glæder dét ham, for han var aldrig rigtig glad, mens grådighed og arbejdsnarkomani var de dominerende brikker i hans liv:

– Jeg har haft en virksomhed, som gik konkurs, fordi to af mine ansatte lavede bedrageri. Som chef var det mit ansvar, og jeg fik en ubetinget dom på 2½ års fængsel. Men Gud hjalp mig og førte mig igennem det, så opholdet blev væsentlig kortere.

– Dengang gik jeg fra den ene dag til den anden fra at være velhavende til fattig, forgældet og fængslet, beretter den tidligere direktør Kurt Henriksen.

Han blev løsladt i 2014. Senere blev han pedel på soldaterhjemmet ved Høvelte Kaserne. Siden 2019 har han været ansat som administrator på Bethesda, Københavns Indre Mission.

– Da jeg kom længere væk fra oplevelsen, kunne jeg bagefter se Guds plan med det, som skete undervejs. Gud sørgede for, at jeg blev hjulpet på bedste vis, selvom det ikke skete, som jeg bad om. Gud gjorde det meget bedre og sørgede bl.a. for, at jeg kunne afsone med fodlænke en stor del af tiden. Jeg forstår godt, hvorfor jeg havnede i fængsel, selvom næsten alle forinden troede, at jeg højst ville få en betinget dom på tre måneder, siger Kurt Henriksen.

Gud føles til tider mest nærværende, når alting er værst – og vi er samtidig ofte netop da mest tilbøjelige til at åbne os for Gud.

– I dag kan jeg nogle gange ligefrem savne det særligt stærke og intense nærvær, jeg havde med Gud undervejs, mens tingene så værst ud, fortæller han.

Kurt Henriksen kommer i dag også i Lindehøj Kirke.

– Jeg har faktisk aldrig haft det bedre end nu … selvom jeg stadig skylder penge væk. Jeg har ikke længere behov for at foretage mig en hel masse ting for at tjene mange penge! Dengang jeg var rig, var jeg aldrig rigtig glad, siger Kurt Henriksen.
Han havde tidligere så travlt, at han ofte ikke havde tid til at mærke og bearbejde sine følelser.

Fængslet

Da politiet i sin tid ringede til ham, og livet vendte så brat, var Kurt Henriksen meget langt fra Gud … og han var så rig, at han end ikke skænkede det en tanke at bede til Gud om en Mercedes Benz – som i sangen af samme navn: ”Oh, Lord won´t you buy me a Mercedes Benz”… Hans CLS til halvanden million var en selvfølge og blot en af de fem biler, han havde. Udover huset på 530 kvadratmeter, heste, swimmingpool, båd …

Han var en del år forinden helt holdt op med at komme i kristne sammenhænge. Barnetroen var forsvundet under jagten på alverdens verdslige ”goder.”

Bøn i baglandet

Kurt Henriksen er vokset op i en kristen familie i Vallensbæk syd for København. Familien boede dengang i et missionshus, hvor forældrene var pedeller, som han selv senere blev det i en periode efter fængslet. Hans far arbejdede også i en slagterforretning, hvor hans mor var medhjælper.

Inden anholdelsen var hans søskende temmelig bekymrede over Kurts ekstravagante og umådeholdne livsstil. De bad derfor Gud gribe ind – uden at forestille sig hvordan.

Kurt Henriksen er uddannet elektronikmekaniker, cand. merc. og projektleder. Han var i ungdomsårene ansat i en IT-virksomhed. I 1991 startede han selv en – og nogle år senere havde han kunder som Mærsk og B&O… Arbejdsugen tog på det tidspunkt efterhånden fuldstændig overhånd – samtidig med, at han havde fem børn.

Det siger sig selv, at dét gik hårdt ud over både familie og åndeligt liv. Sidstnævnte blev i øvrigt også belastet på grund af en overdreven drukkultur, der herskede på en læreplads, han fik efter folkeskolen – som elektronikmekaniker i en radioforretning.

”Jeg tror, Gud sendte en engel til mig.
Cellen blev fyldt af et lys, der var så stærkt,
at jeg ikke kunne åbne øjnene”

Vidnesbyrd

Ved en andagt på soldaterhjemmet ved Høvelte Kasserne fortalte han i 2015 sit vidnesbyrd, som (siden blev bearbejdet og bragt i en artikel i det kristne magasin Nyt Liv – og senere kom med i bogen ”Veje til Jesus.” Blandt andet fortæller han her om nogle af sine chokerende oplevelser og indtryk i den første tid i fængslet. Et lille udpluk af hans vidnesbyrd fra denne sammenhæng:

”Jeg var så chokeret, at jeg i flere dage ikke var i stand til at spise noget. Fængslet var langt værre, end jeg havde forestillet mig, at det kunne være i Danmark. Cellen var uhumsk med madrester og ekskrementer og en rædselsfuld stank. I de danske fængsler er der ikke bedre forhold for fanger, der er anklaget for økonomisk kriminalitet, end for andre. … jeg skulle være i cellen 23 timer i døgnet. Når jeg var på gårdtur, var det sammen med de hårde kriminelle. Når der opstod slåskamp under gårdturen, var det ikke sådan, at fængselsbetjentene greb ind. Det troede jeg, at de ville gøre. Men de så bare på, indtil det var forbi.
Mens jeg var der, var der en af fangerne, som blev banket så slemt, at han røg på intensiv. På gårdturene gjaldt det om hele tiden at bevæge sig og ikke stå stille. Ellers var det dig, der fik bank.
På grund af isolationen gik der ti dage fra fængslingen, til jeg fik det første brev fra min kone. Alle breve skulle rundt om politistationen og læses der først. Jeg følte mig helt utrolig ensom.”

Efter en uge i Vestre Fængsel blev Kurt overført til Blegdamsvejens Fængsel. Her fik han opgaven som vaskemand i vaskekælderen. På dette tidspunkt var han rystet i sin grundvold. Hans overmod var erstattet af en dybtgående oplevelse af ensomhed, frygt og hjælpeløshed.

En dag, da han var alene i vaskekælderen, faldt han på knæ og råbte i bøn til Gud om hjælp. Og Gud greb ham. Det blev starten på et fornyet liv med Jesus. Den fængselsdom, som i begyndelsen føltes så uretfærdig, har han for længst sluttet fred med, fordi den bragte han så tæt på Gud igen.

I fængslet oplevede han mange gange et stærkt Gudsnærvær, der fyldte ham med fred – og ofte fortalte han andre fanger om Jesus.

En enkelt gang blev han dog virkelig bange. En satanist flyttede ind i en celle over for hans. Det fortæller han også om i sit vidnesbyrd i bogen:

”Han begyndte med at bygge et satanisk alter op med knogler og sataniske symboler, og så satte han satanisk musik på. Jeg kunne mærke åndskampen ude på gangen. Da var jeg bange; ikke for ham, men for Satan.
Jeg satte et kors op på min dør, og så gik jeg ind i cellen og bad til Gud. Gud svarede på en måde, som jeg ikke kan forklare. Jeg tror, Gud sendte en engel til mig. Cellen blev fyldt af et lys, der var så stærkt, at jeg ikke kunne åbne øjnene, og så blev luften fyldt af den mest fantastiske duft af roser. Så fik jeg fred. Dagen efter blev jeg flyttet fra afdelingen.”