Slut med den falske julestemning

Nu har jeg slettet de sidste julefilm fra min tv-boks. Jeg nåede ikke at se dem alle, men efter jul er det begrænset, hvor meget julestemning man kan klare.

Af Henri Nissen Ansvarshavende redaktør.

Man kan holde julestemningen kørende frem til nytår, men så går den ikke længere.

I modsætning til resten af familien holder jeg ellers meget af at se julefilm hele december måned. Og der er jo nogle gode film imellem. Men efterhånden må jeg give min kone ret i, at de fleste julefilm er meget forudsigelige. Der går sjældent mere end fem minutter, før heltinden støder ind i en tilfældig mand, og min kone udbryder: ”Nå, det er så ham, hun skal have til sidst.”

Et andet problem er, at de smiler så urealistisk meget. Det er dejligt med et smil, og jeg ville ønske, at jeg smilede mere selv, men kan man stole på folk, der hele tiden smiler…?

Det var sikkert også en god idé at fortælle om en travl forretningsmand og julehader, der vender hjem til den hyggelige barndomsby for så at blive indfanget af julestemningen. Men når man har set 10 julefilm over det samme koncept, så bliver det lidt banalt.

Så selv om jeg oprindeligt var glad for disse uskyldige film, hvor personerne hverken bander eller horer som i andre moderne film, så kan det også blive for meget. Jo, det handler om fred og gaver og om glæden ved at give, julemelodier og hele den skønne julestemning.

Men når man fjerner Jesus-barnet fra ligningen, så har man kun en tom skal tilbage. Den ægte julestemning, som kommer af at fokusere på Jesus og den fantastiske mulighed for frelse og fred i mennesker, – dét løfter os derimod op og giver mening.

Derfor er det selvfølgelig også for galt, når de moderne TV-julekalendere efterhånden helt mangler det oprindelige kristne indhold. Og det er ikke nogen trøst, at man istedet fylder noget andet overnaturligt ind. For det er ikke altid helt uskyldigt, det, der kravler ind i tomrummet.

Vi kan til gengæld glæde os over, at vores bøn for politikerne har virket. Statsministeren vovede at citere det kristne budskab indirekte i sin nytårstale:

”Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!”

Det er jo dét, julen handler om.