Mariager Højskole holder kursus om ’udfordringer i livskriser’
Mariager Højskole inviterer til et 4-dages kursus om ”udfordringer i livskriser” med bl.a. den norske præst og forfatter Jens-Petter Jørgensen og Karen Margrethe og Poul Kirk.
Kurset ”Udfordringer i livskriser” afholdes fra søndag aften den 2. juli til fredag morgen den 7. juli 2023.
’Ærlighedsteologi’
Jens-Petter Jørgensen har skrevet bogen ”Stærk nok til at være svag”. I bogen opmuntrer han os til at tale sandt om både Gud og eget liv. Jens-Petter Jørgensen er et kendt ansigt i både Dansk Oase og i mange frikirker i Danmark. Han er nordmand og har tidligere været ansat i norsk KFS, været lærer ved IM’s bibelskole i Oslo, medstifter og leder af den norske Oase-bevægelse og journalist ved avisen Vårt Land.
Siden 1997 har han undervist ved Ansgar Teologiske Høgskole i Kristiansand. Jens-Petter Jørgensen skal undervise om ærlighedsteologi som modsætning til herlighedsteologi eller elendighedsteologi ved det 4-dages kursus om ”Udfordringer i livskriser” på Mariager Højskole, skriver højskolen i en pressemeddelelse.
Lidelsen hos Paulus
Også Karen Margrethe og Poul Kirk – tidligere forstanderpar på efterskolerne i Mariager – skal undervise på kurset. Poul Kirk vil undervise om lidelsens problem ifølge Paulus, som vil være en gennemgående skikkelse i hele ugen. Paulus har nemlig om nogen noget at sige os i udfordrende livsperioder, som det blandt andet fremgår af det kendte citat fra 2. Korintherbrev: ”Når jeg er magtesløs, da er jeg stærk”.
Ud af skyld og skam
Karen Margrethe Kirk har i mange år arbejdet med sjælesorgen – bl.a. om forskellen mellem skyld og skam – og om vejen ud af skammens skygge.
Mange søger højskolen
– Mariager Højskole oplever en vækst på deres lange kursus med omkring 70 elever, men vi ønsker også at tilbyde korte kurser, som kan møde forskellige behov og inspirere alle generationer. Igen i år afholder vi derfor den populære Sommerhøjskole først i august, et ugekursus om Israel i november, UngVinter og UngSommer, og et nyt retrætekursus bliver afholdt i uge 23, fortæller forstander Leif Petterson, og tilføjer:
– Vi glæder os over at være til velsignelse for hele det kirkelige landskab i Danmark, både på det lange bibelskoleophold og på vores korte kurser.
Vi mærker en søgning fra ung til gammel efter det kristne fællesskab, Guds Ord, og at erfare Jesus skabe udvikling i livet. Da skolen allerede er fyldt godt op, er der et begrænset antal pladser på de korte kurser, og derfor er tilmelding i god tid nødvendig.
Korte Kurser
Foruden ”Udfordringer i livskriser” den 2.-7. juli 2023 holder højskolen ”Retrætekursus” den 5. -9. juni 2023. Prisen for et kortkursus er 3.995 kr. oplyser højskolen. Man kan læse mere på www.mariagerhojskole.dk