Lektor Leif Andersen stopper på MF efter 25 års ansættelse

Leif Andersen

Efter 25 års ansættelse på Menighedsfakultetet går den 71-årige lektor i Praktisk Teologi Leif Andersen på pension den 31. maj.

– Dermed siger Menighedsfakultetet farvel til en original kollega og teologisk kapacitet med et helt særligt blik for tro og tvivl samt formidling af evangeliet i både samtale og forkyndelse, skriver MF i en pressemeddelelse.

Banebrydende bøger

I 1987 udkom Leif Andersens banebrydende bog om lidelsens problem med titlen ”Gud, hvorfor sover du?” Bogen er nu blevet oversat til både norsk, svensk, finsk, lettisk og russisk. Efterfølgende har Leif Andersen skrevet en række praktisk-teologiske bøger, som afslører hans unikke evne til både at se dybt ned i Bibelen og teologien og til ærligt og livsnært at formidle evangeliet ind i samtiden.

En af de mere originale bøger er ”Ateistisk andagtsbog” (første udgave udkom i 2001). Leif Andersen beskriver nemlig sig selv som en ”ateist af natur”, der kun er kristen, fordi han er stødt ind i Jesus og har fundet ham troværdig.

Teksten og tiden

Leif Andersen bliver af mange betegnet som en gudsbenådet formidler, og hans tobindsværk: ”Teksten og tiden – en midlertidig bog om forkyndelsen” opfattes som en grundbog for teologistuderende – ikke bare på Menighedsfakultetet. Leif Andersen beskrives som en ærlig forkynder, også når det gælder troslivets paradokser og menneskelivets genvordigheder.

Samtidig formår han at stille skarpt på evangeliets hovedperson midt i det kaos, et menneskeliv kan være. Det er også kommet lærebøger i sjælesorg fra Leif Andersens hånd. Det er ”Kroppen og ånden I+II”, som udkom i 2016 og 2017.

Leif Andersens nye bog, ”Den tredje tvivl. Hvordan troen bliver til, og hvorfor det giver mening at holde fast i den,” udkommer 1. juni.

Ny bog om tvivl

Den 1. juni udkommer Leif Andersens nyeste bog med titlen Den tredje tvivl. Hvordan troen bliver til, og hvorfor det giver mening at holde fast i den. Bogen udgives af Bibelselskabet. Forlaget skriver om Den tredje tvivl: ”Bogen er skrevet som et essay i en personlig stil, der inddrager kunst, romaner, tegneserier og digte”.

Leder i dansk kirkeliv

Før sin ansættelse på Menighedsfakultetet var Leif Andersen generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende, lærer på Indre Missions Bibelskole, rejsepræst i Indre Mission. Han har desuden været en flittig skribent i blandt andet Kristeligt Dagblad og medlem af Bibelselskabets Spørg om Bibelen-panel.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Leif Andersen bor i Hvidovre sammen med sin kone, teologen Eleonora Andersen, med hvem han har fire børn. Foruden teologien interesserer han sig for billedkunst og samtidslitteratur, herunder tegneserier som fx ’Steen og Stoffer’.

Afskedsreception

Der bliver afholdt afskedsreception for Leif Andersen på Menighedsfakultetet onsdag den 31. maj. Her lancerer han sin seneste bog: ’Den tredje tvivl’, som på dagen kan købes til intropris.