Vi kan ikke sætte Gud på en formel

Hej Poul

Tak for i går, det var en glæde at høre dig tale. Det kom meget tæt på den situation, jeg nu er i. At jeg er værdifuld for Gud, og at min identitet ikke ligger i, hvad jeg kan eller ikke kan, men at min identitet ligger i Gud. At jeg er lige værdifuld for Gud med eller uden sygdom. Jeg har været igennem seks hårde år med bipolar lidelse med både depressive og hypo-maniske perioder.

Jeg har modtaget behandling med både medicin og ECT. Jeg er ved at komme op igen efter en depression. Jeg har fortsat svært ved at finde ord, og mange ting tager længere tid. Det var så godt at have fornemmelsen af, at det er ok at være, som jeg er. Der er ikke mange kristne steder, hvor jeg har hørt det, jeg hørte fra dig i går.

Jeg har oplevet folk sige noget i retning af: “Hvis du tror nok på Gud, så vil Han helbrede dig”, eller “det er aldrig Guds vilje at være syg, så vi skal bare bede, og så skal det forsvinde”. Når jeg møder de holdninger, føler jeg mig ikke accepteret eller værdisæt. Der er blevet sagt til mig, at jeg ikke må sige højt, at jeg er bipolar. Jeg må slet ikke tale om det overhovedet, fordi ord har kraft, og så giver man ikke plads til helbredelse, men det stik modsatte.

Jeg har fået at vide, at jeg ikke skal acceptere det, fordi det vil Jesus ikke gøre, og derfor er det ikke bibelsk. I går var første gang i de sidste par år, hvor jeg var blandt kristne og ikke følte, at jeg skulle skamme mig over min sygdom eller være bange for, hvis nogen skulle komme og snakker med mig om det.

Jeg kan mærke dybt i hjertet, at det er nu, “vi” går i gang, og jeg tror ikke, jeg var klar før, og selvom jeg ikke føler mig helt klar nu og helt ærligt bliver lidt nervøs, så er der samtidigt en følelse af fred, tro og ro på, at det er godt at være her nu. Tak for dit kompliment. Komplimentet var meget mere end “bare” en kompliment. Gud har brugt det til at sætte noget i gang, en proces, der giver helbredelse dybt i sjælen, hvor der ligger sår, der skal plejes og heles.

Kærlig hilsen
Den anonyme

Kære ven

Tusind tak for samtale og dette skriv. Det gør mig ondt at høre, hvad du har oplevet fra andre kristne. Når den kristne kultur fører dig eller andre ud i den virkelighed, at vi skal have mundkurv på, når det gælder sygdom, er ”kæden hoppet af”. At du oveni psykisk lidelse også skal føle skam, frygt og skyld over, at du er syg – altså!

Naturligvis skal vi bede for og med hinanden, men Gud er ikke en menneskestyret automat. Heldigvis er Gud større end vores matematik og hver gang virkende helbredelsesformler som: Tro + bøn + faste = helbredelse. Vi skal ikke dyrke sygdom eller hænge fast i ord, men ærlig kommunikation er bibelsk.

Vi er i samme båd

Vi er i samme båd og har i særdeleshed brug for støtte, forståelse, en favnende kultur og forbøn, særligt når vi gennemgår lidelse og er syge. Vi er ét Kristi legeme og skal være særligt opmærksomme på de dele af legemet, der lider. I løbet af livet møder vi uden undtagelse lidelse og sygdom. Gud har givet os mange løfter, også om helbredelse.

Vi skal tro, bede og faste for sygdom, men vi skal også se virkeligheder i øjnene. Det er naturligvis svært, for hvornår skal vi holde ud i bøn, og hvornår skal vi acceptere lidelse og sygdom. Generelt kan vi sige, at Guds første prioritet er at ligedanne os med Kristus. Guds næste prioritet er at velsigne os med et godt helbred og liv. Vi vil alle af natur gerne undgå sygdom og lidelse, men bibelens livsvilkår er både et herligheds- og et lidelseskald. Gud fjerner ikke bare al lidelse og sygdom, men vil forme og danne os fra dag til dag. Paulus ville gerne af med sin ”torn i kødet”, det kom han ikke, men lærte noget dybere om Guds nåde og at være magtesløs.

Genetik er et vilkår

Et menneske med Downs syndrom er genetisk født med et ekstra kromosom i kroppens celler. Nogle mennesker er født med en IQ på 20, 50, 80, 100, 120, 150, det er genetik. Naturligvis kan Gud helbrede alt, men generelt set må vi acceptere genetik.

Psykisk lidelse sker for hver tredje

Vi er hver især unikke med genetik, opvækst og svære oplevelser. En bipolarlidelse er en sygdom, som kan behandles med medicin. Jeg beder for dig og håber, at du også får kompetent hjælp, for det er en specialistopgave.

At ældes, er et livsvilkår

De fleste mennesker kommer med alderen til at bruge læsebriller. Et mindre barn har en akkommodationsbredde på 20 D, hvilket er et mål for øjets brydende kraft. Efter 50 årsalderen, er denne bredde faldet til 1-2 D. Naturligvis kan Gud helbrede det, men vi må også med alderen acceptere, at det ydre forgår, mens det indre bygges op. Toppunktet for vores legeme og hjerne er ca. 20-25 år, derfra går det biologiske set langsomt ned ad bakke, til vi dør og modtager et  herlighedslegeme i himlen.

Gud bruger sundhedsvæsenet

Den forventede levetid er stigende. I år 1900 var gennemsnitsalderen 50 år, i dag er den 81 år. Det faktum skyldes bedre levevilkår med bl.a. sanitet og arbejdsforhold, men ikke mindst sundhedsvæsenet. Jeg talte med en på 75 år, der var hjerteopereret som 50-årig. Her blev der udtrykt taknemlighed til Gud for lægekunsten. Uden det lægelige indgreb ville personen formentlig være død.

Guds tale og lægekunst

I min første bog omtaler jeg en skiulykke. Jeg var i bøn og oplevede, at Gud gav mig et syn. Jeg så en ulykke for mig og hørte ordene: ”Denne sygdom er ikke til døden, men for at vi skal se Guds herlighed.” Få minutter efter kom nogle folk løbende og fortalte om en 11-årig dreng, der var kørt ind i et træ. Han var bevidstløs, det blødte ud af ørene.

Han blev fløjet til Oslo og var ind og ud af hospitaler i et år. I dag har han kun lidt føleforstyrrelse på den ene kind og er i fuldt virke med fin uddannelse, arbejde og familie. På ulykkesdagen i Norge samledes vi i en stor flok og råbte til Gud for ham, min oplevelse blev en trøst og støtte for os alle og i særlig grad familien. Mange blev efterfølgende samlet til bøn verden over. Historien blev bragt på tv, og Gud og lægerne reddede drengen.

Et kundskabsord

Til en gudstjeneste fik jeg et kundskabsord til et ægtepar: Gud ville give dem et barn! De havde i flere år ikke lykkes med det. Jeg besøgte dem, og vi bad til Gud. Elleve måneder senere fik de en datter. Nogle i familien hørte om det, de kom til mig med det samme behov. Vi bad, og der skete ingenting. De fik senere et adoptivbarn.

Det er blot et eksempel på, at vi ikke kan sætte Gud på en formel. Vi kan have mange ”hvorfor” spørgsmål, men skal lære at hvile i Guds almægtige favn og vores unikke rejse.

Accept af sygdom og lidelse

Min hustrus arbejdsevne blev i 2011 på grund af sygdommen fibromyalgi nedsat til en tredjedel. Vi har selv og med mange andre troet, bedt og fastet. Susanne er fortsat syg med smerter og træthed. Vi har oplevet mange tab, men vi har accepteret virkeligheden. Tabet medførte imidlertid en dybde i Gudslivet og en helt særlig frugt i Susannes tjeneste.

Nick Vujicic kom igennem mange trængsler, fordi han var født uden arme og ben. Mange betragtede ham som mentalt udviklingshæmmet. I mange år har Nick rejst rundt i verden og holdt foredrag. Han har også skrevet en bog, som er oversat til dansk: ”Et liv uden grænser”. Eksemplet og bogen er en stor opmuntring, når vi kan overvældes af negative ”hvorfor” tanker.

Må Gud give os nåde

Menneskesindet er som et isbjerg; der er 90% under vandoverfladen, vi ikke ser eller forstår. Ydmyghed, Åndens frugt og Guds visdom har vi brug for, idet hvert menneske og hver situation er noget særligt, som ikke bare kan løses med nemme og hurtige ”formler”. Lad os derfor se på Kristus, favne hinanden og droppe vores frugtesløse ”hvorfor” spørgsmål.

Kærlig hilsen
Poul Henning