Børn skal kunne fritages fra Pride-arrangementer

”Under regnbueflaget kræver aktivister og organisationer definitionsmagt på vor allesammens forståelse af køn og seksualitet – kamufleret som kærlighed, tolerance og inkludering,” skrev en norsk politiker i et debatindlæg i Nettavisen for to år siden.

Truls Olufsen-Mehus, en lokalpolitiker fra Kristelig Folkeparti, forklarer i indlægget, hvorfor han ikke længere går med i pride-paraderne i Norge. For det er problematisk at takke nej til pride, som Udfordringen også kunne beskrive det i en lederartikel fra august 2022: En kristen pædagog i en børnehave valgte, at hendes gruppe ikke skulle deltage i et pride-arrangement.

Efterfølgende fik hun den kolde skulder, hendes børn fik ikke is og pølser som de andre, der havde været til pride – og hun selv frygtede at miste sin stilling.

Må forældre takke nej?

Problemet er stadig så aktuelt i Norge, at Dagen.no tager det op i en lederartikel med titlen ”Rett til Pride-fritak bør være selvsagt”. ”Foreldre må kunne forutsette at skoler ikke presser barn til å delta i aktiviteter som strider med deres overbevisning,” hedder det i lederen. For at sikre retten til at sige nej har nogle forældre fremstillet et skema med titlen «Fritak fra aktiviteter som er støtende og direkte fravikende fra vår religion og livssyn».

Dette skema, som deles på de sociale medier blandt ”Samfundsengagerede pakistanere” og flere kristne grupper, henviser til skoleloven. Her hedder det nemlig, at skolen skal vise respekt for elevernes og forældrenes religiøse og filosofiske overbevisninger og sikre retten til ligeværdig oplæring. Skoleloven åbner specifikt for muligheden for, at forældre kan bede deres børn fritaget for dele af undervisningen ud fra hensyn til egen religion eller livssyn, hvis noget opleves som stødende eller krænkende. Og man behøver ikke engang angive nogen begrundelse for ønsket om fritagelse, fastslås det i lederen.

Pride er blevet normen

Der har været Pride-markeringer i flere årtier, men de sidste fem år er de vokset enormt. ”Det, som før var en politisk markering for en interessegruppe, er blevet en folkefest,” fastslår Dagens leder. Nu er Pride nemlig blevet normen, så man ikke længere behøver at forklare, hvorfor man deltager i den. Derimod skal man nu forklare sit eventuelle fravær i en prideparade.

Hvis nogen skulle være uenig med arrangøren, foreningen Fri, på vigtige punkter, lyder svaret som regel, at det ikke er noget problem. Selve bredden i tilslutningen viser jo, at man ikke behøver være enige om mere end det vigtigste, som ifølge Fri er ”Retten til at leve trygt og være sig selv”.

Reaktion på pub-angreb

Især angrebet mod London Pub i Oslo for et år siden har betydet, at mange nordmænd gerne vil markere deres solidaritet med seksuelle minoriteter. Men man bør holde tingene adskilt, lyder advarslen i Dagen: Man må kunne fastholde et absolut nej til vold og trusler uden at gå på kompromis med egen overbevisning om køn, seksualitet og samliv. Samtidig gælder det, at:

”Pride udtrykker et grundlæggende ja til den seksuelle revolution og et grundlæggende nej til for eksempel traditionel kristen etik om køn, seksualitet og ægteskab. En tilsvarende oplevelse vil mange muslimske forældre have,” fastslås det i lederen i Dagen.no.

Køn bliver en følelse

Truls Olufsen-Mehus skrev i sit debatindlæg, at køn bliver reduceret til en følelse, og at mange deltager i paraderne for ikke at fremstå som politisk ukorrekte mørkemænd.

– Køn bliver nedgraderet til en følelse, og en tredje kønskategori introduceres. Børn skal lære om ”kønsmangfoldighed” allerede i barneskolen.” Men dette begreb omhandler en realitet, som ikke findes i virkeligheden, for der er bare to køn, fastslår politikeren. I øvrigt kan det skæve projekt ikke forstås uden kurser.

”For skatteydernes penge tilbydes børn og unge kurser i normkritik med gratis rejser og ophold. Et skævt virkelighedsbillede påduttes børn i læreplanerne fra børnehaven til de videregående uddannelser og gennem kurser i ”Rosa kompetence” til de fleste offentlige arbejdspladser,” skriver Truls Olufsen-Mehus i sit engagerede debatindlæg fra 2021.