Afslutter stor kampagne i Tanzania og forbereder en ny i Pakistan
”Mennesker, der kom langvejs fra, fortalte, hvordan de var blevet frelst på vore kampagner for mange år siden, men nu behøvede lægedom, og Jesus helbredte dem – blinde, krøblinge og meget mere,” skriver Hannah og Egon Falk i et bedebrev.
Hannah og Egon Falk fortæller, at de har bedt til frelse med 2.012 mennesker, som efterfølgende har ladet sig registrere for opfølgning hos de lokale kirker.
”Når vi tænker tilbage på sidste uges kampagne i Runzewe – ikke langt fra grænserne til Rwanda og Burundi, bliver vore hjerter ikke kun fyldte, men de flyder over af glæde. Folk kom til vore undervisnings-seminarer om morgenen og ”forstyrrede”, fordi de ikke kunne vente til eftermiddags-kampagnen med at få deres liv i orden med Gud,” skriver Hannah Falk.
Nu er Egon Falk på vej til Quetta i det sydvestlige Pakistan for at prædike evangeliet på kampagnemøder og afholde seminarer for pastorer og prædikanter. I mellemtiden vil teamet fra New Life Outreach forberede den næste kampagne i Kagongwa i Tanzania den 12.-17. september. Man kan læse mere på nlo.dk’s hjemmeside.