Spildt arbejde, siger Jesus
”Spildt arbejde”, siger Jesus. Det er bestemt aldrig sjovt at få at vide, at det, man har brugt tid og kræfter på, er spildt arbejde! Det burde absolut gøre, at man ikke vil bruge mere tid på den slags.
Men så let går det ikke! For når det drejer sig om bekymringer, er vi på en løbebane i livet, hvor vi ikke bare kan løbe væk.
Det første offer er glæden
Bekymringer siver ind ad livets sprækker, selv hos det mest afbalancerede menneske. Det er drønirriterende, men kommer til os uanset, hvem vi er. Hver gang vi lader vores liv og vores tanker dirigere af bekymringer, så hvisker Jesus: ”Spildt arbejde!” – og det har vi brug for, fordi bekymringer har en ødelæggende kraft. Det første offer er glæden. De 2, bekymringer og glæde, bor ikke på samme adresse.
Hvem styrer?
Typisk Jesus! Han lader ikke kun den røde lampe blinke med sit ”Spildt arbejde!”; han har både en forklaring og en løsning med. Forklaringen er ikke til at tage fejl af, men svær at indrømme overfor sig selv, og for Gud. Forklaringen er ret enkel og forståelig for den, der tør tage den til sig: At du og jeg ikke er verdens centrum, at du og jeg ikke har styr på ret meget, hverken i verdens gang eller i vores eget liv.
Derfor kommer bekymringerne til os! Hvordan vil det gå med helbredet, med mennesker vi holder af, med en verden med krig og uretfærdighed!
Korsets kærlighed
Brug en kort pause til helt ærligt at tænker på 3 ting, der lige nu bekymrer dig! Tog det lang tid? Nej vel! Heldigvis er det Gud, der har styr på livets gang!
Heldigvis er det Gud, der har det store overblik over verdens gang og også i dit og mit liv. – og heldigvis har Gud gennem Jesus Kristus gjort det klart for os, at han omslutter os med kærlighed.
Ingen ugebladskærlighed, men korsets kærlighed. Jesus har taget kampen op mod ham, der sender bekymringerne ind i vores liv. Jesus har vundet. Jesus har en enkel løsning. ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (vers 33).
Bøn er fast arbejde
”Fast arbejde”, siger Jesus. At søge Guds rige som det første – lyder godt og fromt. Men hvad betyder det? Det betyder, at Jesus siger: ”På med vanten! Jeg har fast arbejde til dig!” Der er ikke noget, bekymringerne hader så meget, som et bedende hjerte! Bekymringer kan ikke kureres med medicin, høj musik og lange forklaringer, men bøn og lovprisning holder bekymringerne fra døren.
Når vi er åbne for fællesskabet med Gud, flygter bekymringerne ud ad bagdøren. I Guds nærhed åbnes vores øjne for al den godhed, vi har været og stadig er udsat for. Hvornår takkede du sidst Gud for mennesker i dit liv? Hvornår sagde du sidst tak for en god oplevelse? Hvornår bad du sidst for en, du ikke bryder dig om?
”Fast arbejde”, siger Jesus. Med Jesus som chef er al ledighed hørt op. Hen ad vejen viser han hver enkelt af os, hvilke konkrete opgaver han har lagt hen til os. Når Jesus er chefen, så står han med hele ansvaret. Der er så mange ting, vi ikke skal klare. At være frelst er at være befriet for det store ansvar. Det har Jesus taget samtidig med, at han har tusind opgaver til os. Alt sammen er det ”tilgift”!
Hvil – en åndelig knuser
”Hvil”, siger Jesus. Når vi er trætte, når modgangen bliver enorm, ensomheden for slem eller nu orker vi ikke mere, ja, så har Jesus sandelig også en løsning. ”Kom til mig, jeg vil give jer hvile!” Alle laurbærblade visner. Dem kan man ikke hvile længe på uden at få ondt i ryggen. Men man kan hvile på Jesu fuldbragte værk.
Jesu hvile er en ganske enorm åndelig knuser, hvor vi hører og mærker, at uanset hvad, så er du og jeg elsket med en evig kærlighed, og det kan intet af det, der møder os, rokke ved. Amen
Søndagens tekst: Matt. 6, 24-34
Om ikke at bekymre sig
24 Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både Gud og materialismen.
25 Det er derfor, jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad og drikke og tøj at tage på. Er livet ikke mere end maden og tøjet?
26 Se på fuglene! De hverken sår, høster eller samler forråd, men jeres himmelske Far sørger for dem. Er I ikke mere værd end dem?
27 Kan nogen af jer mon ved at bekymre sig lægge bare én dag til sit liv?
28 Hvorfor bekymrer I jer for, om I har tøj at tage på? Se på blomsterne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. 29Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem.
30 Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille!
31 Lad derfor være med at bekymre jer for, hvordan I skal få noget at spise og få tøj på kroppen.
32 Lad de gudløse om det. Det er jo det, de går op i. Jeres himmelske Far ved godt, at I har brug for de ting.
33 Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får I alt det andet i tilgift.
34 Lad altså være med at bekymre jer for, hvad der vil ske i morgen, for morgendagen skal nok komme med sine problemer helt uden hjælp. Dagen i dag har problemer nok i sig selv.
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk