Nu kalder Katrine Daugaard sig kristen

Katrine voksede op i et venstreorienteret miljø, og da hun begyndte at uddanne sig som musiker, fortsatte hun i dette miljø. Nu er hun imidlertid politisk skiftet fra rødt til blåt:

”Jeg har spillet og undervist i musik i 20 år, inden jeg ved valget sidste år blev valgt ind i folketinget for Liberal Alliance. Jeg er den eneste professionelle musiker på Christiansborg og – tror jeg – den eneste uddannede musiker, der har været i folketinget.”

Kristen slægt

”Min familie kom oprindelig fra Bornholm og var en del af det indremissionske miljø derovre.” Katrine Daugaards far gjorde imidlertid oprør mod sin indremissionske baggrund, og derfor lå det i luften i hjemmet, at man i hvert fald ikke var kristne.

”Med den indgang til tro og kristendom i mit barndomshjem blev det også min holdning og tilgang til trosspørgsmål. Jeg havde imidlertid ikke reflekteret over eller taget egentlig bevidst stilling til det. Men for efterhånden 15 år siden blev min mor kristen. Hun læste mange kristne bøger, som hun så begyndte at give videre til mig. Det var især Sørine Gotfredsens bøger, der fangede mig.”

Præst fremfor psykolog

”Jeg blev meget optaget af, hvad jeg havde defineret mig som og begyndte at spørge mig selv, om det, jeg mente, overhovedet var rigtigt.” Nogen tid efter, at Katrine Daugaard begyndte at tumle med disse tanker, ramtes hendes familie for fem år siden af en tragedie:

”Den eneste, jeg dengang følte, det var rigtigt at tale med, var en præst. Det virkede lidt mærkeligt, for jeg kommer fra en psykologfamilie, hvor det er meget almindeligt at arbejde med selvudvikling, men jeg kunne mærke, at det var en præst, jeg havde brug for. Det var jo ikke mig som sådan, der var noget galt med. Det var livet, der havde ramt os. Senere fik jeg også hjælp af en psykolog til at komme ud af den choktilstand, som familietragedien havde hensat mig i. Men når det kommer til det eksistentielle – alle de følelser, som kan være svære, når ulykken rammer – synes jeg i lige så høj eller måske i højere grad, en præst kan hjælpe.”

Tror på en mening

”Faktisk har jeg altid troet, der var en mening med alting. Så på den måde kan man godt sige, at jeg altid har troet. Spørgsmålet er bare, hvad man kalder det.
Jeg tror også, at der har været en mening med den tragedie, vi har oplevet i vores familie. Det er bl.a. derfor, jeg er gået ind i politik. Jeg ønsker at ændre nogle ting, som jeg ser er helt galt i vores land og i vores system – som jeg også selv har mødt. Derfor har jeg valgt at bruge min personlige tragedie til at gøre noget godt. Om man så kalder det for mening eller for tro – for mig handler det i hvert fald om noget større og noget helligt.”

De såede frø

”Da tragedien ramte mig, var jeg stadig ikke medlem af folkekirken. Jeg var godt nok blevet døbt og konfirmeret som 13-årig, men det var mere et oprør mod min far og en anledning til at få konfirmationsgaver, end det var, fordi jeg troede på det. Jeg gjorde det dog også, fordi det betød rigtig meget for mine bedsteforældre, at jeg blev døbt og konfirmeret, og jeg ville gerne gøre dem glade. Det er også dem, jeg altid har talt tro med. Når jeg kom med alle flosklerne imod kristendommen, havde jeg både mine bedsteforældre og min mor, der tog alle samtalerne med mig. Selvom jeg ikke dengang tog det ind, har det jo alligevel ligget i baghovedet.”

”Det er jo på ingen måder sådan,
at jeg er ekspert i kristendommen og i tro.
Det er jeg virkelig ikke, men jeg holder af at gå i kirke
og lige så stille at lære at være i troens rum.”

Katrine Daugaard beskriver, hvordan hun tidligere var meget sort-hvid, men at hun ved at åbne sig for trosperspektivet har fået mange flere nuancer på livet.

Begyndte fornyligt at bede

Vejen frem til en tro har været en gradvis proces for Katrine, og det tog tid, inden hun begyndte at kalde sig selv for kristen. Det er også fornyligt, at hun er begyndt at bede: ”Jeg gør det ikke hver dag på et bestemt tidspunkt, men jeg gør det, når jeg fx tænker ’nej, han skal lige have en bøn med’, eller ’i morgen skal jeg et eller andet særligt’. Altså småting.”

Når hun skal definere sin tro, siger hun, at hun tror på Jesus og på Helligånden, og at hun er meget optaget netop af Helligånden: ”Men det er jo på ingen måder sådan, at jeg er ekspert i kristendommen og i tro. Det er jeg virkelig ikke, men jeg holder af at gå i kirke og lige så stille at lære at være i troens rum.”

Troen og tvivlen går hånd i hånd

”Jeg synes stadig, det kan være svært at sige, at jeg er troende. For det at tro er for mig lige så meget i forbindelse med at tvivle. Jeg synes, at de to ting går hånd i hånd. Det er fx i forhold til tro og tvivl, at jeg er blevet mere nuanceret i mit liv. For før var jeg skråsikker. Du kunne sige et eller andet, og så vidste jeg med det samme, hvad jeg syntes om det. På den måde har troen gjort mig meget mere ydmyg.”

Værdipolitik fremfor Excel-ark

Katrine Daugaard påpeger, at de faktisk er flere kristne i Liberal Alliances folketingsgruppe: ”Vi har i en årrække været meget optaget af at tale værdier fremfor Excel-ark. I hele den snak kommer vi også ofte ind på kristendommen. For vi mener ikke, det er tilfældigt, at det er de kristne lande, der er de mest frie og rige i verden. På trods af, at det er vores politik, at vi gerne vil have adskilt folkekirken fra staten, så betyder det ikke, at vi synes, at kristendommen er ligegyldig. Vi mener, den er meget fundamental for hele den vestlige verden.”

Ændret socialpolitik

Selvom Katrine Daugaard er partiets kirkeordfører, er det ikke hendes rolle her, hun fremhæver, men derimod et af hendes andre ordførerområder, nemlig socialordførerskabet:

”Jeg har fået ændret vores socialpolitik, så vi nu er et andet sted, end vi var tidligere. Før har vi ikke italesat socialpolitikken så meget, også fordi de i sidste valgperiode til sidst kun var tre mand. Så det var begrænset, hvad de kunne kaste sig over. Men nu er vi 14, og der er flere kræfter til at varetage området. Det har betydet, at vi har måttet definere, hvad vi vil på socialområdet. Fx var vi med i noget, som hedder ”Barnets lov” eller ”Børnene først”, en aftale omkring hele handicap- og anbringelsesområdet. Dér er jeg kommet ind og har sagt, at det er helt forkert den vej, vi var gået. Jeg har først skullet ændre vores egen politik, og vi har derefter – hvilket man ellers meget nødigt gør – måttet gå ud af aftalen. For vi mener, at den har gjort borgernes retssikkerhed endnu dårligere, end den var.”

Kæmper for retssikkerhed

I det hele taget har Katrine Daugaard gjort et stort arbejde for at belyse, hvor ringe, hun mener, retssikkerheden er for de udsatte borgere:

”Det er egentlig kommet som et stort chok for alle i gruppen, at tilstandene er så slemme. Så vi har brugt enorme ressourcer på at finde ud af, hvad der er op og ned på det område. Det har været en øjenåbner for os om, hvordan det er at være socialt udsat i Danmark, og det har fået os til at rykke os på området.”
Katrine forklarer i den forbindelse også, hvad hensigten med partiets noget udskældte kampagne ved sidste valg var:

”Det handlede jo ikke om fx at sige til den skleroseramte, at han skal rejse sig, for det kan han godt. I stedet var hensigten at påpege, at den handicappede er meget mere end sit handicap.”

Artiklen er en del af serien ’Tro & Politik’