Tidligere minister Jann Sjursen fylder 60 år
Når man siger navnet Jann Sjursen, forbindes han først og fremmest med sin tid som formand og meget aktiv politiker i ”Kristeligt Folkeparti”, som det hed tidligere.
Efter tre årtier i politik og mange spændende jobs, kunne Jann Sjursen d. 20. oktober fejre 60-års fødselsdag.
Født ind i partiet
Jann Sjursen er vokset op i Indre Mission med to forældre, der var med i partiet, der dengang hed Kristeligt Folkeparti. Som barn var han med til at hænge valgplakater op i lygtepæle og med to forældre, der var aktive i partiet, blev Jann Sjursen det også. Derfor var det ingen overraskelse, da han i 1990 som 26-årig blev formand for partiet. Tre år senere blev han energiminister i regeringen ledet af socialdemokraterne med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister.
Grøn minister
Jann Sjursen ville markere sig som en grøn minister, og den nye energiminister satte lighed mellem begrebet bæredygtig vækst og det kristne livsgrundlag.
Det blev dog en kort tid som minister for Jann Sjursen. Ved Folketingsvalget i 1994 fik partiet med 1,9 pct. af stemmerne akkurat ikke nok opbakning til at opnå genvalg.
Valgnatten har Jann Sjursen siden til Kristeligt Dagblad beskrevet som en af de længste nætter i sit liv. I 2002 stoppede Jann Sjursen som formand for partiet, og fem år senere måtte han også melde sig ud. Det skete, da han ikke kunne se sig selv som en del af et parti, som bevægede sig i en blødere retning rent politisk.
Politiker i det civile
Jann Sjursen er uddannet folkeskolelærer, men det blev ikke det fag, han vendte tilbage til, da han meldte sig ud af Kristendemokraterne. Han så stadig sig selv som politiker, men bare i det civile. Det er siden blevet til jobs indenfor områder, som han har brændt for. Han har haft arbejde som generalsekretær for den katolske hjælpeorganisation Caritas, formand for Rådet for Socialt Udsatte, landsleder i organisationen Tuba, der tilbyder terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug, og i foreningen bag Folkemødet.
Jann Sjursen har også været sekretariatschef for Foreningen af kristne folkeskoler. For tiden holder han en pause fra arbejdslivet. Privat er Jann Sjursen gift med Kirsten Hagelskær Sjursen og har tre børn og to børnebørn.