En forfatters brydekamp med kristendommen
Forfatteren Henrik Pontoppidan – en af dansk litteraturs helt store – blev bredere kendt, da hans roman ”Lykke-Per” blev filmatiseret i 2018. Så i dag er der mange, der kender præstesønnen, Lykke-Per, som er hovedperson i romanen.
Lykke-Per er imidlertid ikke den eneste præstesøn eller præst i forfatterskabet, og Anders Raahauge har i sin bog ”Pontoppidans præster” sat sig for at se på disse præsteskildringer. Bogen er imidlertid todelt. Således gennemarbejdes Pontoppidans forfatterskab for præsteskikkelser i første del, mens anden del viser, hvordan Pontoppidan går fra en tydelig inspiration fra Friedrich Nietzsche til i de senere værker at være påvirket af Søren Kierkegaard.
Henrik Pontoppidan var selv præstesøn og kæmpede hele sit liv mod den kristendom og den Gud, som på hans tid var blevet sat ud på et sidespor, hvis ikke helt afskediget. Men Pontoppidan kunne ikke vriste sig løs, og i hans skildringer af præsterne skinner der en respekt for den alvorlige og lidenskabelige præst igennem, samtidig med at han svinger svøben over de præster, der er styret af tidsånden og behovet for popularitet.
I ”Det forjættede land” formuleres det således: ”Hvordan kan man tage præster alvorligt, der ideligt mikser og bikser med deres tro som vinder blæser” (s. 26), og ”tingede og tuskede med de himmelske ting og stadig søgte at underbyde hinanden med hensyn til den pris, for hvilken de falbød salighedens glæder fra deres forretning” (s. 41).
Påvirkningen fra Nietzsche ses ifølge Anders Raahauge tydeligst i novellen ”Ørneflugt”, som er en omvendt ”Den grimme ælling”. Her vokser en ørneunge op i andegården. Raahauge tolker denne andegård som præstegården. Men lige meget hvor meget ørnen forsøger at hævde sin ørnenatur, hænger den fast i sin opvækst i andegården og mangler modet til at løfte sig på sine ørnevinger.
Da en tilfældighed alligevel løfter den mod himlen, vælger den dog at vende hjem til andegården, men skydes ned, da den antages for at være en ørn, der vil gå på rov i andegården. Meget oplagt ser Raahauge denne novelle som et forstudie til ”Lykke-Per”, der heller aldrig helt formår at løsrive sig fra sin andegård – præstegården.
I sin søgen efter spor efter Kierkegaard tager Raahauge bl.a. fat på Kierkegaards ”Sygdommen til døden”, som ifølge forfatteren også kan spores i ”Lykke-Per”.
Fortvivlelsen er ifølge Kierkegaard enten ikke at ville være sig selv eller at ville være sig selv. Den første form er ifølge forfatteren passiv, mens den anden form er trods, og denne trods ses tydeligt hos Lykke-Per, ”han vil ikke overtage et skænket selv, men skabe sit eget selv, han vil ”selv konstruere det”. Derfor er denne fortvivlelse stoisk, siger Kierkegaard” (s. 147).
”Pontoppidans præster” er et uvurderligt studie i Pontoppidans forfatterskab og er både relevant for den, der er fortrolig med forfatterskabet og ønsker en ny vinkel på det, og den, der kunne have lyst til at fordybe sig i forfatterskabet for første gang.
Anders Raahauge:
Pontoppidans præster
211 sider. 250 kr.
Forlaget Fønix
