Da folkets frelse var kongens ansvar

Frederik den 3. bliver født i 1609 ind i en verden, hvor det religiøse landskab er stærkt præget af konflikter og kampe mellem lutheranere, katolikker og calvinister.

I Danmark i 1609 er man stadigvæk alvorligt bange for, at den position, man har opnået med den lutherske reformation, skal blive rullet tilbage og katolikkerne skal vinde frem igen. Man holder meget hårdt fast på den evangeliske lutherske lære og ønsker ikke at have hverken katolikker og calvinister eller andre religiøse retninger i landet og holder dem fysisk ude.

Frederiks far, Christian den 4., sørger for, at Frederik og alle hans andre søskende får en ren luthersk opdragelse helt fra den allertidligste barndom. Frederik den 3. er mest kendt for at være Danmarks solkonge, der gjorde alle indbyggere i landet til hans undersåtter, da det lykkes ham at indføre enevælden, som bliver stadfæstet med Kongeloven i 1665.

En nok noget mindre kendt side af kongen, som kommer frem i biografien, er, at Frederik personligt var meget optaget af tro, teologi og filosofi. Før han bliver konge, lykkes det ham, da svenskerne lider tilbageslag i Trediveårskrigen, som hertug at blive udnævnt til ærkebiskop af Bremen i 1635. Det er en opgave, som han tog meget alvorligt, fortæller Lars Christensen:

“Selv om han ikke var teolog og ikke skulle prædike, men havde en hofprædikant, så tog han ikke desto mindre meget seriøst, at han havde den titel, og at han havde det ansvar for at holde fast i den lutherske tro i en kaotisk tid, og han fik indført, at der blev holdt luthersk gudstjeneste som standard efter hans indsættelse i 1637.”

Da Frederik bliver konge fortsætter hans store interesse for tro og teologi:

“Han læste tunge værker på latin og disputerede, som man jo kaldte det dengang, med teologer på et meget højt niveau på latin. Han arrangerede debatter, hvor han satte teologer med forskellige retninger op mod hinanden. De skulle diskutere med hinanden på latin, mens han og et indbudt publikum hørte på, og ind i mellem blandede han sig selv i debatterne. Til trods for det benhårde lutherske fokus, så inviterede han faktisk også katolikker til at optræde i debatterne. Formodentlig fordi han havde en videnskabelig nysgerrighed og håbede vel på, at lutheranerne gik af med sejren. Men at han alligevel ville høre på andre argumenter under den stringente danske lutherske ortodoksi, var ret usædvanligt,” fortæller Lars Christensen.

Kongen som kirkens overhoved i enevælden

Efter Reformationen bliver kongen kirkens overhoved i følge den nye lutherske kirkestruktur. Den position bliver udbygget og stærkt formaliseret ved enevældens indførelse: “Som enevældig bliver kongen jo den almægtige over for alle i samfundet. Der er ingen over og ingen ved siden af kongen, og det gælder også i forhold til kirken, hvor han så bliver det absolutte overhoved og bestemmer alting inden for kirken.

Under enevælden bliver kirken en fuldstændig statskirke, fordi det er kongen, der bestemmer suverænt, hvem der skal være biskopper, og i det omfang han gider blande sig i det, også hvem der skal være præster ude i sognene. Hvis nogen fedter for kongen på den rigtige måde, eller måske for hans nærmeste folk, så kan de nemmere komme til embeder.

Kirken var med til underbygge det enevældige apparat ved loyalt at vogte statens interesser. Man brugte meget aktivt de lokale præster som statens forlængede arm. Både til at holde undersåtterne på dydens smalle sti, men også til at forkynde nye love og fortælle om indførelse af nye skatter,” forklarer Lars Christensen.

Folket frelse er kongens ansvar

Under enevælden bliver folkets frelse også kongens ansvar. Frederik den 3. vogtede derfor over befolkningens religiøse og moralske habitus for, at den ikke skulle gøre noget, som kunne nedkalde Guds vrede over folk og fædreland. Det gjorde tvang nødvendig. Men hvordan fungerede det i praksis, når kongen skulle sørge for at ingen syndede?

“Man uddelegerede opsynet til præsterne, fordi de jo var i alle sogne. Som en del af deres ansvarsopgaver skulle de holde øje med, at sognebørnene opførte sig ordentligt. Gjorde de ikke det, så blev de udsat for forskellige restriktioner, bøder eller de skulle stå oppe foran alteret om søndagen og bekende, hvad de havde gjort forkert, som hvis de for eksempel havde været i seng med naboen. Det var den måde, man anvendte til at disciplinere folk i den rette tro,” siger Lars Christensen og fortsætter:

“I anden halvdel af 1600-tallet var der en stor syndsbevidsthed. Under Københavns belejring i 1659 laver man faktisk en ekstra bededag for at afvende Guds vrede. Det var kommet Frederik den 3. for øre, at der var så meget druk, hor og syndighed i den belejrede by og ikke mindst om søndagen, at man risikerede at nedkalde Guds vrede og derfor måske tabe krigen. Derfor indførte man en ekstra bededag, så folk kunne vende sig mod Gud og bede i stedet for at opføre sig syndigt. Det handlede både om folkets og rigets frelse.”

Enevælden begrundet i Bibelen

Enevælden var ikke bare bygget på suveræn politisk magt, men havde også en religiøs legitimitet. Den teologiske professor Hans Wandal, der fik bispeembedet over Sjælland i 1688, skrev et værk på over 1100 sider med titlen Jus Regium, hvori han redegjorde for, hvorfor enevælden var begrundet i Bibelen og hvilke rettigheder, det gav kongen:

“Wandal finder bibelsteder primært fra Det Gamle Testamente, som viser, at kongemagten var givet af Gud. Israelitterne havde ønsket sig en konge, og det gav Gud i skikkelse af Saul og senere David. Det er med til at legitimere, at kongemagten er givet direkte fra Gud. Det giver jo unægtelig også et vist pres. Hvis man sætter sig op mod kongen, så sætter man sig ikke bare op imod en person, der har en stor magt, man sætter sig også op mod selveste Vorherre. Det er Gud, der legitimerer al magt,” forklarer Lars Christensen.

Er der stadig levn fra enevældens tid i dag, hvad angår forholdet mellem stat og kirke?

“Ja, vi har jo en kirke, hvor det stadig er monarken, der er dens overhoved. Monarken skal tilhøre den luthersk-evangeliske kirke. I min optik har vi stadigvæk en form for statskirke, fordi det i sidste ende er Folketinget og regeringen, der bestemmer over kirkens anliggender. Da man for nylig afskaffede Store Bededag, så kørte regeringen sammen med et folketingsflertal jo bare hen over folkekirken. Det vil jeg mene er en arv fra enevælden. Folkekirken er den dag i dag ikke selvstændig og kan derfor heller ikke selv bestemme en lang række anliggender, hvis regeringen og Folketinget vil noget andet. Det er klart en arv fra den ordning, som Frederik den 3. fik indført. Jeg er ikke sikker på, at det var sådan, han tænkte, det skulle være, men sådan blev det,” lyder det fra Lars Christensen.

Titel: Frederik 3. Fra afmagt til enevælde
Forfatter: Lars Christensen
Omfang: 659 sider
Pris: 280 kr.
Udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag