Modig forsvarsadvokat hædres med Stefanusprisen

Advokat Aiman Umarova modtager årets Stefanuspris for sin indsats for menneskerettigheder i hjemlandet Kasakhstan. Foto: Privat/Stefanusalliansen.

Aiman Umarova er sikker på, at den bilulykke, hun var ude for, skyldtes mægtige fjender i Kasakhstan. For så farligt er det for en advokat at arbejde for menneskerettighederne i hendes hjemland.

Alligevel fortsætter Umarova kampen for trosfrihed og andre grundlæggende rettigheder i hjemlandet. Forsvarsadvokaten har allerede fået international anerkendelse. I 2018 blev hun tildelt prisen International Women of Courage Award, som USA’s udenrigsministerium hvert år uddeler til kvinder, som har vist lederskab, heltemod og offervilje.

Nu får Aiman Umarova også Stefanusprisen for sin mangeårige indsats. Prisen, som er på godt 110.000 norske kroner, uddeles af Stefanusalliansen i Oslo den 13. maj. Afsløringen af årets modtager af Stefanusprisen skete i tilknytning til FN’s Internationale dag for retten til sandheden om menneskerettighedskrænkelser og for værdighed for ofrene den 24. marts. Datoen blev valgt, fordi det er årsdagen for drabet på ærkebiskop Oscar Romero i El Salvador i 1980.

I livsfare

Prisuddelingen sker præcis fire år efter, at nogen forsøgte at tage livet af Aiman Umarova. I maj 2020 svigtede bremserne på hendes bil, så hun kørte galt og kun med nød og næppe kom ud af bilen, før den blev overtændt af flammer. ”Bremserne på bilen var skåret over, og jeg fortalte politiet, hvem, jeg troede, stod bag og hvem, der ville mig ondt, men de gjorde ingenting,” siger Umarova i en YouTube-video efter ulykken.

Trods den skræmmende oplevelsen har hun dog ingen tanker om at stoppe med arbejdet. ”Jeg vil altid risikere livet for menneskerettighederne. Mange af mine klienter er fængslet af dommere, der optræder som marionetter i et dukketeater,” siger hun.

De stemmeløses stemme

”Aiman Umarova har i mange år givet en stemme til de stemmeløse, talt de svagestes sag og forsvaret dem. Hun har opbygget et betydeligt netværk, som gør det samme. Umarova har mødt modstand fra myndighederne, men har valgt at fortsætte sit arbejde, som også kommer især kvinder og børn til gode,” siger biskop Ingeborg Midttømme, der er leder af Stefanusalliansens priskomite.

Også Stefanusalliansens generalsekretær har udtalt sig om prismodtageren: ”Aiman Umarova er et sandt forbillede. Hun bruger sin stilling som advokat til at tjene andre,” siger Ed Brown ifølge en pressemeddelelse. Han peger på, at Umarova også har engageret sig i menneskerettighedsspørgsmål i nabolandet Kina, hvor uigurerne systematisk bliver undertrykt:

”Hun er ikke bare en modig menneskeretsforsvarer i sit eget land, men er også gået imod stormagten Kina, når hendes egne myndigheder ikke har vovet at beskytte mennesker, som er flygtet fra grusomhederne i Xinjiang-provinsen. Jeg glæder mig til at møde hende og give hende en hilsen under prisuddelingen,” siger Ed Brown.

Ifølge Stefanusalliansen har prisvinderen udtalt: ”Jeg er overvældet over at blive værdsat af folk i et land langt væk fra mit eget.” Umarova bliver den 10. vinder af prisen, som er blevet uddelt hvert andet år siden 2005. Blandt de tidligere modtagere af prisen er biskop Thomas fra den koptisk-ortodokse kirke i Egypten, Tim A. Peters, som fik prisen for at hjælpe flygtninge fra Nordkorea, Victor Biak Lian fra Burma, kirkeleder Samuel L.S. Salifu fra Nigeria, advokat Asma Jilani Jahangir fra Pakistan, Mine Yildirim og Aykan Erdemir fra Tyrkiet, Saad Salloum og fader Ameer Jaje fra Irak, Nguyen Bac Truyen fra Vietnam og filmskaberen Wagma Feroz fra Pakistan.

Udfordrer magten

Aiman Umarovas klienter er ifølge Helsingforskomiteen profilerede medlemmer af oppositionen i Kasakhstan, repræsentanter for etniske og religiøse minoriteter samt børn og kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb og vold. Ved at repræsentere disse personer i retssystemet er Umarova blevet sit lands ledende menneskeretsadvokat, og dette engagement er blevet en udfordring for magthaverne.

Nogle af hendes klienter er mennesker, som uretmæssigt bliver forfulgt på grundlag af love mod ekstremisme og terrorisme. Blandt klienterne er mennesker på flugt fra folkemord i Xinjiang-provinsen. En af dem er Sayragul Sauytbay, som fra eksil har bidraget til at dokumentere grusomhederne. Umarova forsvarede også menigheden New Life Church i byen Almaty, hvis pastorer mødte falske anklager om, at de brugte manipulation og hypnose for at indsamle penge.

Desuden har Umarova ledet kampagner for at sprede information og skabe opmærksomhed om brud på menneskerettighederne. Hun har startet den frivillige organisation Human Rights Lawyers, som består af advokater, som forsvarer menneskerettighederne. Hun er mentor for en gruppe forsvarsadvokater, der – ligesom hun selv – er villige til at risikere livet ved at tage de sager, som kun få eller ingen andre vover at tage.