Det rigtige gudsbillede?

Jeg mødte engang en kvinde, som havde den opfattelse af Gud, at han ikke ville hende noget godt. Det gjorde et stort og trist indtryk på mig.

Jeg tror, at det indre billede, vi har af Gud, er fundamentalt vigtigt for vores tro og for, hvordan vi ser på os selv. Dette er i hvert fald min oplevelse. Vi kan måske være præget af en uheldig tankegang om, at vi meget let kan gøre Gud vred, eller at han kan være skuffet over os, – eller at jeg forsvinder i mængden af mennesker og udfordringer i verden, så Gud ikke rigtigt ser mig. Vi kan føle, at Gud kontrollerer os, eller at vi ikke må begå fejl.

Måske oplever vi, at det kan være svært at leve op til den standard for vores liv og tro, som vi har hørt, at Gud forventer. Vi kan være fastlåste i vores Guds-billede, så vi mister refleksionen og ikke kan komme op ad det ”hjulspor”, som vi måske uden at vide det sidder fast i. Det blev af stor betydning for mig at få ændret mit Gudsbillede. Selvom det kan virke som detaljer, så har det haft en vigtig indflydelse på mit liv og på min selvopfattelse, faktisk på mit selvværd. For da jeg så Gud i et andet lys, kunne jeg også se mig selv i et andet lys. Jeg vil nu beskrive min første personlige opfattelse af Gud:

Gudsbillede nr. 1

Gud var min far. Han sad på sit kontor som en forretningsmand og arbejdede ved sit skrivebord. Jeg var en lille pige, der forsigtigt åbnede døren på klem og kiggede ind. Han så op fra sit arbejde og blev glad for at se mig og inviterede mig til at komme hen til sig, så jeg kunne sidde på hans skød. Så sad jeg der et stykke tid og det var meget hyggeligt. Så hoppede jeg ned igen og gik ud af kontoret, for han skulle jo videre med sit arbejde da han var en travl mand. Jeg var ikke i tvivl om, at han elskede mig.

Tidligere syntes jeg, at dette var et meget fint billede på Gud:
• Han var min far
• Han elskede mig
• Jeg følte mig tryg

Men der var samtidig dette aspekt, som jeg først senere blev opmærksom på, at jeg forstyrrede ham. Uanset, hvor glad han var for at se mig, så forstyrrede jeg ham jo i hans arbejde. Og Gud, min far, havde travlt. Han kunne godt afse tid til mig, men begrænset. Han havde meget, han skulle gøre, som var vigtigt, – og dermed blev jeg jo knap så vigtig. Jeg gik forsigtigt ind på hans kontor, for jeg vidste jo ikke, om han havde tid og om det var ok, at jeg kom.

Gad vide om Gud kan genkende sig selv i dette Guds-billede? Blandingen af, at Gud både var far og travl forretningsmand, oplever jeg nu som et noget forvrænget billede af Gud, min far. Jeg synes ikke, det ligner det billede af Faderen, som Jesus giver os. Heldigvis gav Gud mig et nyt billede af sig selv:

Gudsbillede nr. 2

På et tidspunkt var vi med nogle venner fra kirken på et lejrsted i Sverige, og jeg sad i græsset og så børnene spille fodbold og lege. Jeg nød at sidde og se på dem. En gang i mellem kom et af mine børn hen til mig for at få et kram eller bare for at sige ”hej mor”. Pludseligt følte jeg, at Gud ”prikkede” mig på skulderen og sagde: ”Se, det er sådan, jeg har det med dig. Jeg nyder at se dig ”leve”, og at du gør dine ”ting”, og så bliver jeg glad, når du kommer til mig og ”får et kram”. Jeg har ikke travlt, jeg nyder at se på mine børn, og jeg har masser af tid, når du henvender dig til mig.”

I min oplevelse her sammenligner Gud sin egen glæde med min glæde som mor. Her er der ikke et kontor, som jeg skal gå ind og ud af, og jeg forstyrrer ikke. Han ser mig, selvom jeg ikke ser ham.
Dette nye Guds-billede har velsignet mig meget. Jeg føler mig værdifuld og mærker Guds kærlighed og glæde over mig.

Gud opsøger mig

Her mange år efter denne Gudsbilledes-åbenbaring tror jeg alligevel, at der mangler noget i Guds-billede 2. Der mangler fx dette, at Gud er opsøgende på mig. Gud venter ikke bare på, at jeg kommer til ham, han kommer også til mig! – hvilket faktisk slår benene væk under mig. Hvor vidunderligt og ufatteligt er det ikke, at Universets Herre, Gud den Almægtige ikke blot ser mig, men også involverer sig aktivt i mit liv, på sit eget initiativ. Jeg bliver helt overvældet, når jeg tænker på det.

Pludseligt følte jeg, at Gud ”prikkede” mig på skulderen og sagde:
”Se, det er sådan, jeg har det med dig. Jeg nyder at se dig ”leve”,
og at du gør dine ”ting”, og så bliver jeg glad,
når du kommer til mig og ”får et kram”.
Jeg har ikke travlt, jeg nyder at se på mine børn,
og jeg har masser af tid, når du henvender dig til mig.”

Bibelen er fuld af eksempler på, hvordan Jesus møder mennesker. Jeg oplever det selv, når jeg selv bliver opmærksom på, at jeg går og nynner på en sang, jeg ikke har hørt i mange år, måske en sang, jeg lærte som barn, og teksten så lige sætter ord på eller hjælper mig i den situation, jeg står i. Som om Helligånden lige tager en sang frem fra min hukommelse og giver mig de linjer, jeg har brug for. Desværre er jeg ikke altid opmærksom på Helligåndens inspiration, men jeg arbejder på det!

Gud gav mig lige den oplevelse, jeg havde brug for, der i græsset i Sverige, og han brugte den følelse, jeg sad med, til at vise mig mere om, hvem han er. Det har givet mig en tro på, at Gud altid er større end mit begrænsede ”jeg” kan forestille sig. Jeg tror, at Gud glæder sig, hver gang han får lov til at renovere et ramponeret Guds-billede, så vi bedre kan modtage den kærlighed og relation, som han tilbyder os.