’Når jeg kommer på afveje, må Gud lukke nogle døre, så jeg ved, at jeg skal ændre retning’

Gud kalder mennesker til at arbejde på sit rige, og han udruster de mennesker, han kalder, så de har de kompetencer, de behøver for at udfylde den rolle, Gud har udvalgt til dem. Den tanke er Lærke Roager Jespersen vokset op med. Hun er født ind i en kristen familie, der kom både i den lokale folkekirke, hvor hendes far var præst, og i Luthersk Mission og Indre Mission. Hjemmet var præget af daglige andagter, bøn og bibellæsning, og hun og hendes søskende oplevede begge deres forældre have en stærk tro på en kærlig Gud, der ville mennesker det godt og ønskede at inddrage dem i sin frelseplan.

”Det har altid ligget i mig, at Gud kalder mennesker, og at jeg også skulle finde mit kald. Men jeg havde ikke så mange billeder af, hvordan et kald kunne se ud. Min far var præst, og min mor var sygeplejerske og lavede børneklub i kirken i sin fritid. Det var de mest oplagte billeder for mig,” siger Lærke Roager Jespersen. Hun valgte selv at tage på Luthersk Missions efterskole i Sædding i 9. og 10. klasse, og der blev hendes tro mere personlig og bevidst. Hun begyndte at gøre sig tanker om, hvad Gud ville med hende.

”Jeg fik den ide, at jeg ville læse Bibelen fra ende til anden. Jeg regnede ud, hvor meget jeg skulle læse hver dag for at kunne nå det på et år, og så gik jeg i gang, og efter 11 måneder havde jeg læst hele Bibelen,” fortæller hun. Da hun nåede til vejs ende, føltes det tomt ikke at have det faste aftenritual. ”Første aften, efter at jeg var færdig med at læse hele Bibelen, savnede jeg det så meget, at jeg gik i gang igen. Min værelseskammerat var gået i seng, så jeg listede ud på toilettet og sad der og læste,” siger hun.

Har læst hele Bibelen 6-7 gange

Siden har hun læst Bibelen igennem 6-7 gange, og hun læser fortsat et afsnit i Bibelen hver dag og kan slet ikke undvære det. At læse i Bibelen er en kilde til nærhed til Gud og er også med til at styrke hende i troen på, at Gud har en plan for alle mennesker, også for hende. ”Min far var jo præst, og jeg har vidst, siden jeg var barn, at han følte sig kaldet til netop det. Så det var en nærliggende tanke for mig, at Gud også havde en opgave til mig. Men det var ikke let for mig at finde ud af, hvad den opgave bestod i,” siger hun.

Mens hun gik på efterskole, tænkte hun, at hun ville arbejde med mennesker, og forestillede sig at uddanne sig inden for socialdiakoni eller pædagogik. Men da hun begyndte på gymnasiet, opdagede hun, at hun syntes, at matematik var rigtigt sjovt, og at hun havde flair for at arbejde med tal. Men hvordan det passede ind i Guds plan for hende, kunne hun ikke se for sig. Efter gymnasiet tog hun på discipelskole i Israel – en form for bibelhøjskole med unge fra Danmark.

Skolen lå lidt uden for Tiberias med udsigt over Geneserat Sø, og både fællesskabet med de andre unge og den geografiske beliggenhed gav Lærke Rosager Jespersen en helt ny dimension i sin tro.

”Det blev meget konkret, håndgribeligt og virkeligt for mig. Når vi var på udflugter i området, besøgte vi steder, hvor mange af de begivenheder, der beskrives i Bibelen, med stor sandsynlighed har fundet sted. Stedet, hvor israelitterne byggede guldkalven, og det højdedrag, hvor Jesus muligvis holdt bjergprædikenen. En gang, mens vi var på vej tilbage til skolen, slog vejret pludselig om – der var tydeligvis storm på vej. Mens jeg kiggede ud over landskabet, kunne jeg se for mig, hvordan Jesus havde stilnet stormen på søen,” siger hun.

Et klart kald

En af de sidste dage på skolen vågnede Lærke Rosager Jespersen med en stærk følelse af, at der ville ske noget specielt, som havde med Gud at gøre. Hun tænkte, at det måske handlede om nogle af hendes medkursister, der ventede svar på, om deres visum kunne forlænges, så de kunne få resten af opholdet med. Om eftermiddagen, da undervisningen var slut, gik hun en tur og gik ud ad en vej, hun ikke havde været på før. Hun nåede op på et plateau, hvorfra hun kunne se ud over Geneserat Sø, over til Golanhøjderne og Syrien og ud over Jordandalen.

”Mens jeg stod og kiggede ud over landskabet, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at Gud sagde til mig, at nogle var nødt til at gå ud og fortælle mennesker om Jesus. Jeg var sikker på, at det var Gud, der talte, selv om jeg ikke kunne afgøre, om det var en fysisk stemme uden for mig eller en indre stemme. Budskabet stod helt klart for mig: ’Nogle skal fortælle dem om Jesus,’” fortæller Lærke Roager Jespersen.

Hun kunne ikke umiddelbart regne ud, hvem de mennesker var, som havde brug for at høre om Jesus. Men hun vidste, at Gud havde brug for en, der ville tage opgaven på sig, og hun kom i tanke om et skriftsted fra Paulus’ brev til Romerne, hun havde læst kort forinden: ”Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?” (Rom. 10,14).

”Jeg opfattede det som et meget klart kald fra Gud om, at jeg skulle forkynde hans ord og fortælle om Jesus, og det gav god mening, for jeg havde netop planlagt at rejse ud med skibet Logos Hope, der sejler rundt i verden og sælger kristen litteratur,” siger hun. Lærke Roager Jespersen tog hjem fra Israel med en fornemmelse af, at Gud nu havde givet hende et kald, og at dette kald tilmed passede fint med hendes egne planer og ønsker.

I februar 2020 rejste hun af sted til Logos Hope – med store forventninger til tre måneders ophold på Logos Hope, der skulle sejle fra Trinidad og Tobago, gennem fem lande og afslutte turen på Gran Canaria, hvor hendes forældre ville rejse til og møde hende. Men det kom til at gå meget anderledes, end hun havde drømt om og forestillet sig. ”Jeg havde mine planer, Gud havde nogle andre,” siger hun med et smil.

At tjene Gud ved at rense toiletter

Da hun ankom til Logos Hope, skulle hun og de andre nytilkomne fordeles på de forskellige arbejdshold. Hun forestillede sig, at hun skulle arbejde i boghandlen og på en meget direkte måde formidle Guds ord til andre mennesker. I stedet blev hun tildelt en plads på det hold, der skulle arbejde med rengøring og vasketøj. ”Det var svært at sluge, for jeg havde jo hørt Gud sige, at jeg skulle hjælpe ham ved at fortælle mennesker om Jesus. Så jeg forstod ikke, hvad jeg skulle i en rengøringsgruppe,” siger hun.

Arbejdet viste sig imidlertid at indeholde skjulte gaver og opdagelser. ”Jeg blev en del af en gruppe på 10-12 piger, som fik et fantastisk fællesskab. Vi sang lovsang, læste i Bibelen og talte med hinanden om vores tro. Vi var også med ude at fortælle om Jesus nogle få gange. Men den største gave blev, at Gud viste mig, at man kan tjene ham på mange måder – ikke kun ved at stå i forreste række og forkynde, men også ved at vaske tøj og gøre toiletter rene,” siger Lærke Roager Jespersen.

Hun gjorde også den erkendelse, at selv om hun ønskede at hjælpe andre mennesker med at lære Jesus at kende, var det ikke i den direkte forkyndelse, at hendes styrke lå. ”På skibet mødte jeg enormt mange dygtige mennesker, som var gode til at fortælle andre om Jesus, mens jeg selv syntes, at det var svært. Jeg har altid været genert, hvis jeg skal stå foran en forsamling og sige noget,” fortæller hun.

Midt i marts betød corona-pandemien, at Jamaica, hvor skibet skulle have lagt til, lukkede ned, og de 300 besætningsmedlemmer på Logos Hope måtte ikke forlade skibet og komme i land. ”Vi anede ikke, hvad vi skulle stille op. Vi var et missionsskib, der skulle sælge kristne bøger, men nu måtte vi ikke lade nogen komme om bord og måtte ikke selv forlade skibet. Men der skulle jo stadig gøres rent og vaskes tøj, så vi fortsatte med vores tjeneste og gik også i gang med at gøre hovedrent,” siger hun.

En halv sætning fik det hele til at falde på plads

Den næste måneds tid blev stemningen om bord på Logos Hope med Lærke Roager Jespersens ord meget højskoleagtig. ”Vi holdt gudstjenester og lovsangsaftener og fejrede påske, og jeg mærkede både, hvad fællesskabet med andre troende betød for mig, og opdagede også, hvad det betød at have adgang til Bibelen på mit eget sprog. Selv om jeg er ret habil på engelsk, kan det ikke erstatte at læse i Bibelen og bede på dansk,” siger hun.

I løbet af den sidste tid på Logos Hope fik Lærke Roager Jespersen mulighed for at deltage i et to ugers kursus om mission blandt mennesker, der ikke kender Jesus. I den forbindelse blev hun præsenteret for organisationen Wycliffe, der arbejder med bibeloversættelser. Hun kendte lidt til organisationen på forhånd, da hendes far havde siddet i bestyrelsen for den danske afdeling, men det, der fangede hendes opmærksomhed, var nyt for hende.

”I en bisætning i materialet stod der, at Wycliffe brugte computerprogrammer til at lave bibeloversættelser, og det ramte noget i mig. Jeg stod midt i overvejelser over, hvad jeg skulle efter sommerferien og hvilken retning, jeg skulle vælge uddannelsesmæssigt. Og pludselig var der noget i mig, der klikkede,” siger hun. Hun så en sammenhæng mellem Guds kald til hende, hendes evner inden for it og en opgave, som handlede om at få evangeliet ud til mennesker, der endnu ikke havde hørt – eller læst – om Jesus.

”En halv sætning i en bog fik det til at falde på plads. Gud havde udrustet mig til den opgave, han havde kaldet mig til. Jeg kunne være i mission ved at bruge det, jeg var god til,” siger hun. Lærke Roager Jespersen besluttede at søge ind på en videregående uddannelse, der havde med it at gøre og valgte datalogistudiet i Aarhus. Hun blev optaget og begyndte på studiet i sensommeren 2020.
”Jeg begyndte på datalogi, fordi jeg ville lave software til bibeloversættelse, så enkelt var det,” siger hun.

Gud lukkede en dør

Da hun havde gennemført første semester af studiet, skrev hun til Wycliffe Danmark og spurgte, om de kunne bruge hende til noget, der havde med it at gøre. I første omgang blev hun sat til at lave hjemmeside for dem. Siden blev hun involveret i udvikling af nyt software til at udvikle sprogmodeller til oversættelse fra kendte sprog til sprog, der ikke er skriftsprog. Et projekt, som Wycliffe samarbejder med organisationen SIL (Summer Institute of Linguistics) Eurasia om.

I sommerferien efter bachelordelen af studiet fik Lærke Roager Jespersen mulighed for at tage til Arizona, hvor SIL har en it-afdeling. Her fik hun en fornemmelse af, hvad bibeloversættelse ved hjælp af avanceret software kan, og hvordan hun kunne bidrage. Samtidig blev hun klar over, at mission i udlandet nok ikke passede med hendes temperament og ønsker for livet.

”En nær veninde havde netop født, og jeg skulle stå fadder til hendes barn. Det betød meget for mig at være tæt på hende og på min familie. Så jeg følte en form for splittelse, mens jeg var i Arizona. Det var en måde, Gud forsøgte at lukke en dør, som jeg ikke selv kunne finde ud af at lukke i,” siger hun. Da hun var færdig med sin bachelor, tog hun imidlertid igen ud i verden – på endnu en rejse med Logos Hope, denne gang i Mellemøsten.

”Jeg har en vis portion eventyrlyst og havde nok stadig en idé om, at Gud måske ville have mig ud i verden for at forkynde. Mens jeg var af sted på skibet, hørte jeg mange gange, at Gud spurgte mig, om jeg var parat til at rejse derhen, hvor han ville sende mig – uanset hvor det var. Jeg sagde ja og forestillede mig, at jeg måske skulle sendes til Mellemøsten,” siger hun. Men endnu en gang viste Gud sig at have andre planer, end Lærke Roager Jespersen kunne forestille sig.

”En dag om bord på skibet hørte jeg helt tydeligt Gud sige til mig, at han ville sende mig hjem til Danmark – om jeg var parat til det? Jeg havde jo lovet ham, at jeg ville gå, hvorhen han sendte mig, så nu skulle mit løfte stå sin prøve på en helt anden måde, end jeg havde troet,” siger hun.

Svært at slippe kontrollen

I første omgang følte hun en vis skuffelse. Var det ikke lidt kedeligt at skulle arbejde for Gud hjemme i Danmark bag en computer? tænkte hun. Men da den første skuffelse havde lagt sig, meldte en ny klarhed sig. ”Jeg forstod, at Gud har brug for os alle. Vi er skabt præcis sådan, som vi skal være, for at han kan bruge os. Jeg er født på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt med bestemte evner, så jeg kan udfylde den rolle, Gud har planlagt for mig. Det er stort – uanset om det består i at forkynde som præst eller missionær eller arbejde med software – eller rense toiletter,” siger hun.

Hun er mere og mere overbevist om, at Gud leder hende – hvis hun tillader det. Det sværeste er at slippe kontrollen og at lytte efter uden fordomme, mener hun.

”Jeg har nok været lidt slem til at ville lægge planer uden at tage helt højde for Guds planer. Kort før min anden rejse med Logos Hope talte jeg for eksempel med Gud om, at jeg gerne ville giftes, men han måtte godt vente et par år med at lade mig møde en mand. Men ved et arrangement for unge, der havde været ude med eller var interesserede i at rejse ud med Logos Hope, mødte jeg den mand, som jeg i dag er gift med,” siger hun med et smil.

Hun bor i Aarhus og arbejder i it-virksomheden Systematic, hvor hun er med til at udvikle software til sundhedssektoren. Ved siden af er hun frivillig i Wycliffe Danmark og SIL Eurasia og i Aarhus Valgmenighed. ”Jeg er sikker på, at jeg er det sted, Gud ønsker, at jeg skal være. Og jeg har lavet den aftale med ham, at jeg bevæger mig videre – skridt for skridt. Og så må han lukke nogle døre, hvis jeg er ved at komme på afveje. På den måde kan Gud dreje mig i den rigtige retning. Det virker på en person som mig, der ikke er særlig tålmodig,” siger hun.

Lærke Roager Jespersen

Født 1999. Uddannet datalog fra Aarhus Universitet. Ansat i it-virksomheden Systematic, hvor hun arbejder med udvikling af sundhedssoftware. Er medlem af bestyrelsen i Wycliffe Danmark og laver softwareudvikling for organisationen SIL Eurasia, der arbejder med bibeloversættelser. Bor i Aarhus med sin mand og er aktiv i Aarhus Valgmenighed.