Et livslangt kald og en livslang opgave

”Vi er ikke Israel-fanatikere. Israel er ikke et formål i sig selv, Israel er bare et meget vigtigt redskab.”

Sådan siger Ole Andersen om den kristne organisation Ordet og Israel, som han har været generalsekretær for i mange år, indtil han den 1. januar 2026 gik på pension efter præcis 35 år i organisationen. Jeg møder Ole lidt forsinket til en snak om fortiden, nutiden og fremtiden – for ham og for Ordet og Israel. Og er der noget, som kan dele vandene, så er det Israel. Både inden for kirken og uden for kirken.

Jeg har derfor også glædet mig til at snakke med en af dem, som har været med i mange år – og det må man sige, at Ole Andersen har, og jeg vil også umiddelbart tro, at de fleste, der har mødt Ole Andersen, vil kunne huske mødet. Ole Andersen har nemlig en særlig karisma, der brænder igennem. Han har en evne til at formidle et budskab på en dragende måde, som giver lyst til hele tiden at høre lidt mere. Måske derfor stak lige præcis den her samtale også lidt ekstra meget af i flere forskellige retninger.

Det var meningen, at samtalen mest skulle handle om Ole og hans mange år i Ordet og Israel, men når man snakker med Ole, er det meget svært ikke også at komme ind på Israel og bibelundervisning. Det er nemlig to emner, Ole brænder meget for. For omkring 25 år siden hørte jeg selv Ole Andersen tale til et af vores ungdomsmøder i kirken, og med al respekt for alle de gode talere, vi ellers havde igennem i de år, så er Ole Andersen en af de få, jeg stadig kan huske – og ikke kun kan jeg huske ham, men også hans undervisning om den røde tråd i Bibelen.

Men det er længe siden, og jeg var ikke klar over, at det lige præcis er dén røde tråd, som Ole brænder allermest for. Da jeg forberedte mig på interviewet, havde jeg en formodning om, at Ole mest af alt bare er vild med Israel, men det gik hurtigt op for mig, at det ikke er kærligheden til Israel, der er det bærende element, selvom den helt bestemt er stor, det bærende element er en enorm kærlighed til Bibelen og en enorm brand for, at mennesker må forstå Guds storhed, hans suveræne kontrol over historien og hans store kærlighed til mennesker.

”Min egen erfaring allerede som teenager var, at der var for mange kedelige og ikke-udfordrende prædikener. Det lyder nok lidt for voldsomt, fordi vi har selvfølgelig en masse gode prædikanter, men det, der virkelig gav mig selv noget, det var, når jeg mødte en, der kunne undervise i Bibelen på en måde, så jeg kunne se linjerne i Bibelen, så forbindelsen mellem Gammel Testamente og Ny Testamente blev tydelig, i stedet for bare at bruge nogle skriftsteder til at sige det, som vedkommende selv havde på hjerte. Det med at åbne hele Bibelen, det tændte mig virkelig meget, og allerede dengang var jeg fuldstændig overbevist om, at hvis kirkerne i Danmark havde mere af den slags undervisning, så ville både kirkelivet og den enkelte kristnes liv blive virkelig meget beriget,” siger Ole Andersen – og det er der en hel simpel grund til, forklarer han:

”Når vi arbejder med Bibelen, arbejder Helligånden med os. Hvis vi får hele linjen i Bibelen, og ikke bare enkelte løsrevne steder, så kommer det til at præge os på en helt anden måde og giver en sundere tro – det er det, jeg selv har oplevet, men selvfølgelig er mennesker forskellige og har brug for at høre det på forskellige måder.”

Han kom aldrig videre…

Ole Andersen er vokset op i en familie med stor samfundsinteresse og interesse for historie, og da han som teenager var i Israel på ferie med sin familie, blev hans interesse vakt. Det ramte lige ned i alt det, han syntes, var spændende. Senere begyndte Ole Andersen at læse teologi og tog på et tidspunkt en pause fra teologistudiet for at læse moderne hebraisk i to år i København og derefter to år med studier i jødisk historie på universitetet i Jerusalem. Han kom i den forbindelse til at lære Ordet og Israel godt at kende. Det førte til, at han blev ansat i en treårig projektansættelse, da han var færdig med teologistudiet.

”Det er en vigtig forståelsesnøgle, at
se Israel som det redskab, Gud bruger.
Det er den nøgle, der igennem hele
historien giver et perspektiv på vores
eget liv og på alt, hvad der sker omkring os.”

”Der er to ting, som var kommet til at betyde rigtig meget for mig: Bibelundervisning og Israel. Jeg ville egentlig skrive en ph.d. efter den første projektansættelse og gå undervisningsvejen, men jeg kom aldrig videre…,” siger Ole Andersen med et stort smil og uddyber: ”Efter de tre år var jeg blevet meget tændt af arbejdet og af at undervise, og så havde jeg en stærk fornemmelse af, at det var den her plads, som Gud havde til mig. Når jeg ser tilbage i dag, er jeg ekstremt glad for at have brugt mit arbejdsliv på lige præcis det her. Jeg føler mig enormt privilegeret.”

Den røde tråd i Bibelen

For Ole Andersen hænger Israel og bibelundervisning uløseligt sammen.

”Frelseshistorien er en nøgle til Bibelen. At Gud bruger Israel til at genoprette alt det, der gik i stykker ved syndefaldet – hele vejen op gennem Det Gamle Testamente og selvfølgelig med Jesus som det kæmpestore højdepunkt i hele verdenshistorien, men også videre og helt frem til Jesu genkomst og en ny jord, hvor paradiset bliver genoprettet, der er det en vigtig forståelsesnøgle at se Israel som det redskab, Gud bruger. Det er den nøgle, der igennem hele historien giver et perspektiv på vores eget liv og på alt, hvad der sker omkring os. Gud er ikke kun interesseret i mit liv og min sjæl, men også i skaberværket, i naturen, historien og samfundet. Det er vigtigt at forstå for at forstå Bibelen,” siger Ole Andersen.

Faktisk betragter Ole Andersen denne del som den vigtigste del af sit arbejde, at undervise om Bibelens røde tråd og den plan, som Gud har lagt. ”For nogle kristne kommer troen let til kun at handle om min sjæls frelse. For andre kommer det meget til at handle om mit liv med Gud lige her og nu. Begge dele er vigtige, men kan også blive meget navlebeskuende og isoleret fra skaberværket og historien. Men hvis de får den rigtige plads, hvis de bliver sat ind i den store frelseshistorie, som Gud har for hele verden, så har vi den gode ramme.”

Direkte adspurgt om, hvilke aftryk han håber, han særligt har sat gennem sit 35 år lange virke i Ordet og Israel, svarer han uden tøven:

”Jeg håber, at der er nogle, som gennem mit arbejde har fået bibelglæde, og at der er nogen, der sidder tilbage med en kærlighed til Israel, fordi de har set, at Israels folk er Guds redskab, og fordi de har fået en frelseshistorisk forståelse. Og så håber jeg, at jeg på en eller anden måde også har været med til at holde forventningen om Jesu genkomst brændende. Bibel, Israel og Jesu genkomst. Hvis der er nogen, der har fået hjælp til, at de tre ting brænder, så er jeg virkelig glad.”

Israel som Guds folk

Ifølge Ole Andersen kan kirken i Danmark groft sagt deles op i to grupper i spørgsmålet om Israel. Den ene gruppe, der ikke mener, at Israel stadig er Guds folk, eller at det i hvert fald ikke rigtig har nogen konsekvenser, og så den anden gruppe, som mener, at Israel stadig er Guds folk, og at det har konsekvenser for, hvordan vi skal forholde os til Israel i dag. ”De to opfattelser har altid eksisteret side og side i kirken i Danmark. Tidligere var opdelingen måske mest tydelig i missionsforeningerne, men i dag er det min oplevelse, at det er det samme i frikirkemiljøet.”

For Ole Andersen er der ingen tvivl om, at Israel stadig er Guds folk og stadig bliver brugt som et redskab af Gud.

”Bibelen bruger udtrykket ’Guds folk’ på to forskellige måder. Den ene om mennesker, der tilhører Gud, altså som er frelst og har en relation med Gud. Sådan bruges det både på gammeltestamentlig og nytestamentlig tid. Ofte var Guds folk i denne betydning et lille mindretal i folket Israel. Den anden betydning er, når Bibelen bruger udtrykket Guds folk om hele Israel. Ikke i betydningen de frelste, men i betydningen af det redskab, som Gud bruger til at gennemføre sin frelsesplan. Den skelnen, tror jeg, er fuldstændig grundlæggende. Ved Jesu første komme og tiden op til brugte Gud Israel, og det tror jeg også, han gør i den periode, vi er i nu – og ved Jesu andet komme. I begge perioder bruger han Israel til at gennemføre sin plan,” siger Ole Andersen.

Et grænseløst had

Selvom Israel altid har været uløseligt forbundet med storpolitik, så har politik ikke fyldt meget i Oles arbejde. Det gør det til gengæld nu, hvor han er gået på pension.

“Mit første nye projekt som pensionist har været at komme på Facebook, og det vil jeg bruge lidt mere politisk. For mig er det politiske ikke en hovedsag, men jeg mener, det er vigtigt, også for mig som kristen. Det er min kristne tro, der gør, at jeg har en kærlighed til det israelske folk, men det er også et politisk spørgsmål, fordi det er et spørgsmål om retfærdighed. Det er vigtigt at blande sig i den politiske debat om Israel, det gjorde jeg ikke så meget som generalsekretær, men det er jeg så begyndt at gøre nu.”

Men den polariserede og hadefulde stemning, som har præget debatten siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023, har Ole Andersen ikke tilnærmelsesvis oplevet før.

”7. oktober 2023 dannede et før og et efter. Der fandtes antisemitisme før og anti-Israelske holdninger, og hvis vi går tilbage til intifadaen omkring år 2000 og frem, så var der også virkelig slåskamp i medierne dengang. Så det er ikke noget principielt nyt, men den 7. oktober har gjort retorikken og hadet langt voldsommere i hele Vesten. Polariseringen er blevet helt ekstrem efter den 7. oktober, det rammer israelere og jøder og i en eller anden grad også kristne, der holder af Israel. Ingenting kan sammenlignes med tiden efter den 7. oktober,” understreger Ole Andersen, der mener, at Israel ikke har stået i så vanskelig en situation, som de gør lige nu, siden før staten Israels oprettelse i 1948.

”Det voldsomme had, som man møder på særligt de sociale medier mod jøder, israelere og venner af Israel, er fuldstændig enormt. Jeg har været til mange demonstrationer de seneste par år til støtte for Israel, og jeg har aldrig oplevet en taler eller set slagord på plakater, der har udtrykt dårlige ønsker for palæstinensere eller libanesere, men jeg har i den grad oplevet det modsatte. Jeg oplever nogle gange et grænseløst had mod jøder, israelere og kristne Israels-venner. Det forskrækker mig, det forarger mig, og det gør mig også lidt opbragt, ikke bare som kristen, men også som borger i Danmark. Vi ønsker et samfund med plads til uenighed, men ikke et samfund med den form for had,” siger Ole Andersen, der samtidig understreger, at man som kristen skal passe på med ikke at lade sig rive med af hadet.

”Hvis vores kærlighed til Israel, som kristne, bliver til had mod Israels nabolande, så er der noget, vi totalt har misforstået. Gud elsker alle Israels naboer præcis lige så højt, som han elsker alle andre mennesker.”

Profetier og de sidste tider

En væsentlig del af Ole Andersens syn på den røde tråd i Bibelen er også profetierne om de sidste tider og Jesu genkomst, og han ser en klar sammenhæng mellem den nuværende situation og nogle af Bibelens profetier.

”Personligt tror jeg, der er en sammenhæng til nogle bibelske profetier om, at hele verden en dag skal vende sig mod Israel og det jødiske folk. Blandt andet i Zakarias’ Bog kapitel 12. Jeg har altid – indtil den 7. oktober – sagt, at der er vi ikke endnu, men efter den 7. oktober ser jeg en folkestemning i mange lande, der vender sig mod Israel, og til dels også mod jøder, og jeg ser et land som USA, hvor jeg tror, at Trump bliver den sidste Israel-venlige præsident i USA. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om vi nærmer os den sidste periode frem mod Jesu genkomst. Jeg kan se rigtig meget i de sidste to et halvt år, der peger i retning af, at Israel bliver isoleret, og det bliver tydeligere og tydeligere, at en del politikere og folk i det hele taget mener, at nu må vi banke dem på plads. Og så er der jo klimaet, som er ved at gå i stykker, og naturkatastrofer og normopløsningen i samfundet og indenfor den kristne kirke, hvor teologi, der er fjern fra Bibelen, breder sig. Er vi i virkeligheden meget tættere på Jesu genkomst, end vi tror,” spørger Ole Andersen.

Udvikling i Israel

Som nævnt bevæger samtalen sig let rundt i forskellige retninger, men egentlig skulle det jo også handle lidt om Ole Andersen selv og ikke kun om de ting, han brænder for – selvom det selvfølgelig også fortæller en del om Ole Andersen, at det helt naturligt er det, samtalen igen og igen drejer sig hen på. Men jeg forsøger alligevel at tvinge samtalen hen på Ole selv og spørger, hvad han er mest stolt af, når han kigger tilbage på sine 35 år i Ordet og Israel?

”Stolt er et underligt ord,” svarer Ole med et smil, ”for det ikke er mig, der har drevet Ordet og Israel. Jeg har været med i en stor gruppe af mennesker – ansatte og frivillige – som sammen har drevet arbejdet.” Men med det lille forbehold på plads, så er der tre ting, han gerne vil fremhæve.

”De sidste 20-25 år har Ordet og Israel udvidet sit arbejde helt enormt meget i Israel. Discipelskolen i Israel, hvor mange hundrede unge mennesker har fået bibelundervisning, har haft stor betydning for mange. Yad va Lev, vores hjælpearbejde blandt israelere i Jerusalem, har gjort en stor forskel for mange mennesker, og så vores seniorarbejde, som er startet inden for de seneste 20 år – og selvfølgelig også Det Danske Hus ved Genesaret sø.”

Den 7. oktober

Jeg spørger også Ole Andersen, om der er nogle oplevelser fra hans tid som generalsekretær, der står særligt stærkt tilbage for ham – og her ændrer samtalen karakter. Oles indtil nu hurtige og entusiastiske måde at tale på ændrer sig til et langsomt, stille og berørt toneleje. ”Jeg var i Israel den 7. oktober. Og den uge, den gav nogle oplevelser, som brændte sig fast i mig. Nogle dage efter angrebet tog jeg en bus op til Det Danske Hus. Den tur glemmer jeg aldrig. Der var vagter overalt. Indkørsler var lukket – også indkørslen til vores lille by. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.”

”Senere var jeg også på besøg i en af de kibbutzer, som lå tæt ved grænsen, og som blev voldsomt ødelagt under angrebet. At møde nogle af de mennesker, som overlevede 7. oktober, og gå rundt og se nogle af de fuldstændig smadrede boliger og høre nogle af de historier om mord og voldtægter og gidsler… Der blev taget en del gidsler fra den landsby.”

”Der var et ungt par, som blev dræbt. Man havde fundet ligene og begravet dem, men mandens hoved havde man aldrig fundet, hvilket jo i sig selv siger noget om, hvor bestialsk det var. Det kranie fandt de lige i går aftes (dagen før interviewet, red.). Men at gå rundt og møde de mennesker og tale med de mennesker, som har oplevet det. Det mangler jeg ord for. Jeg besøgte den festivalplads, hvor rigtig mange blev dræbt og voldtaget, det rør nogle strenge i dig…, og jeg kommer aldrig nogensinde til at glemme det.”

”Jeg har været tæt på nogle mennesker, som har oplevet noget helt ekstremt, stået i huse, hvor raketter er gået igennem taget og hørt om hende, der var der, da det skete, og som var der, da Hamas-terroristerne kom ind i huset lige bagefter. Det er ikke indtryk, man bare lige hurtigt ryster af sig. Det er følelsesmæssigt stærkt og vil være noget, jeg kommer til at tænke tilbage på, når jeg skal herfra – hvis jeg får muligheden.”

Den vigtigste opgave

Det er ikke nemt at komme videre fra den sidste del af samtalen, men i forsøget på at binde en form for meningsfuld knude på historien, slutter jeg alligevel samtalen af med at spørge Ole, hvad, han mener, der er Ordet og Israels vigtigste opgave fremover, og der er han ikke i tvivl:

”Bibelundervisning har altid været og er stadig den absolut vigtigste opgave for Ordet og Israel. Det ændrer den 7. oktober ikke på. Tværtimod. Hvis vi skal forstå alt det, der sker med Israel, og hvis vi skal udruste kristne i Danmark til også at forholde sig til en verden, hvor meningerne er blevet markant mere polariserede, og hvor hadet er markant større, så kan der være mange gode ting at gøre, men det, der for kristne virkelig kan lægge en grund, der holder, det er bibelundervisning. Det tror jeg, vi som kirke i Danmark har endnu mere brug for end nogensinde før,” slutter Ole Andersen.