Præst: Buddhismen er en af kristendommens største udfordringer

Buddhismen sniger sig langsomt ind i danskernes hverdag og præger vores tankegang mere og mere, mener sognepræst Jens Dammeyer. Han har studeret forholdet mellem buddhisme og kristendom nøje og mener, at buddhismen udgør en af de største udfordringer for den globale kristendom i den moderne verden.

I TV2-programmet Shaolin kan man for tiden følge ni kendte danskere, der er rejst til et buddhistisk tempel i Sydkorea. Her kommer de i løbet af 12 intense dage tæt på den ældgamle, kinesiske livsfilosofi Shaolin gennem et autentisk og ekstremt forløb hos to anerkendte og benhårde Shaolin-masters. I første afsnit ser man, hvordan de ni deltagere møder stedet med en form for ærefrygt, som er sjælden for almindelige danskere nu om dage.

Allerede fra første dag samler de hænderne i en bønneagtig hilsen og bukker ærbødigt. Deres master fortæller dem, at her handler det ikke om at samle noget til sig, men at give slip og kaste bort. De kendte danskere er helt med på at afgive kontrol og acceptere Østens visdom, hvis de til gengæld bare kan opnå indre ro og lære sig selv bedre at kende. Zenbuddhismen, som de skal lære at praktisere, går ud på at udvikle sindet og opnå oplysning gennem meditation. Og det er noget, mange føler sig tiltrukket af.

TV2-programmet er blot et af mange eksempler på, hvordan danskere i disse år tager buddhismen og dens praksis til sig med åbne arme i jagten på balance i sindet og mere ro i kroppen. Yoga og mindfulness vinder indpas overalt på arbejdspladser, skoler og også i kirkelige sammenhænge som vejen til balance og mening.

Jens Dammeyer boede fra 2010 til 2012 i Taiwan, hvor han underviste i forholdet mellem kristentroen og religioner. Her opbyggede han også et studiecenter i forholdet mellem kristendom, kinesiske religioner og vestlige nye religiøse bevægelser. Efter han kom hjem og blev sognepræst først i Nordjylland og nu i Notmark i Sønderjylland, har han fortsat været optaget af forholdet mellem buddhisme og kristendom.

Han mener, at årsagen til, at buddhismen er blevet så populær i Vesten, er, at den appellerer til den naturlige fornuft:

“Buddhismen er et ”mindset”, der breder sig, en bestemt måde at tænke på – men vi opdager ikke, at det kommer fra buddhismen, for det virker så ”fornuftigt”. Buddhismen lærer, at alt er forgængeligt. Og det er jo sådan set rigtigt nok. For en buddhist er sandheden om tilværelsen, at den består af “fødsel, sygdom, lidelse og død”. Derfor handler livet om at finde befrielse for lidelsen. Acceptere som sandheden, at alt i tilværelsen er forgængeligt, så kan man med den erkendelse blive befriet fra bekymringer, lidelse og angst. For det går op for en, at det, som bekymrer os og smerter, er forgængeligt.”

– Buddhismen er et ”mindset”,
der breder sig, en bestemt måde at tænke på
– men vi opdager ikke, at det kommer fra buddhismen,
for det virker så ”fornuftigt”.

At leve i nu’et er ren buddhisme

Noget af det, som danskerne virkelig har taget til sig fra buddhismen, er filosofien om at leve i nu’et, som den også kommer til udtryk i bogen “Nuets kraft” af Eckart Tolle. Også den tankegang stammer direkte fra buddhismen, mener Jens Dammeyer:

”Talen om ”nuet” er blevet en sandhed. Vi taler om, at vi skal være ”nærværende i nuet”, når vi er sammen med vore børn eller er i en samtale. Men i buddhismen er grundlaget som sagt, at alt er forgængeligt. Når alt er forgængeligt, så findes kun det ”nu”, som jeg befinder mig i. Så er der kun mig og ensomheden og sygdommen. Kun jeg selv kan befri mig fra bekymringer og angst, hvis jeg kan tage det buddhistiske verdensbillede til mig, at alt er forgængeligt. ”At leve i nuet” er altså i virkeligheden ikke en påmindelse om at være nærværende. Det er en påmindelse om, at kun nuet findes. For seriøs tale om nærvær må betyde, at verden, som jeg er nærværende i, findes. Men den er forgængelig. Når det kommer til stykket, findes heller ikke nuet. Men det hører jeg først, når det buddhistiske verdensbillede har tag i mig. Tanken er besnærende – verden er jo forgængelig.”

Det samme gør sig gældende ved mindfulness, mener Jens Dammeyer: “Mindfulness er et instrument til at se tilværelsen buddhistisk. Det vil sige forgængeligt. Man betragter problemerne. Men lader dem gå videre uden at tage dem alvorligt, og man forsøger at være tilstede i nuet. Det er ren buddhistisk praksis. Hvad nu hvis det er din samvittighed, der smerter? Hvis man har dårlig samvittighed, skal man så ikke tage den alvorligt?” spørger Jens Dammeyer.

Kirken ved ikke, hvad den er oppe imod

Det bringer ham ind på forholdet mellem kristendom og buddhisme og kirkens forhold til den. Jens Dammeyer ser, hvordan buddhismen sniger sig ind i kirkens rækker også. Efter hans opfattelse skifter befolkningen langsomt fra at være påvirkede af kristendommen til at være påvirkede af buddhismen. Kirken tror, den skal tilpasse sig, for den ved ikke, hvad den er oppe imod, og den risikerer at miste sig selv.

“Der var en præst, der skrev i Kristeligt Dagblad, at man skulle lade de unge dyrke yoga i kirken og jagte en højere bevidsthed. Men i den kristne tradition finder man ikke noget som helst om jagten på en højere bevidsthed. Al erkendelse modtages i Kristus. Konfirmander ser uden vejledning Anders Matthesens film Sorte kugler, der er ren buddhisme. Flere må blive klar over denne udfordring, og hvad der er på spil.”

Buddhisme er blevet attraktiv i Vesten

“Buddhismens forståelse af virkeligheden betyder, at andre forståelser ikke gælder – faktisk findes de ikke. Buddhismens sandhed om altings forgængelighed betyder, at andre sandheder er irrelevante. Derfor er det lykkedes terapien ”mindfulness” at overbevise den vestlige verden om, at den inkluderer alle religioner. De andre religioner er for buddhismen irrelevante som sandheder. Og samfundets accept af terapien mindfulness har resulteret i, at institutionerne forventer, at danskerne deltager i mindfulness i folkeskoler, på hospitaler, plejehjem, i militæret, hos psykologer, på arbejdspladsen. Mindfulness er et buddhistisk missionsprojekt.”

– Kirken tror, den skal tilpasse sig,
for den ved ikke, hvad den er oppe imod,
og den risikerer at miste sig selv.

Jens Dammeyer mener, at årsagen til, at buddhismen er blevet så attraktiv i Vesten er, at de gamle ideologier, som mennesker før troede på, har mistet deres troværdighed. Ikke engang videnskaben tror vi på mere:

“Der er snart ikke mere at holde fast i. Der er kun selvet tilbage. Derfor bliver buddhismens løsning på lidelsens problem noget, som mange søgende mennesker rækker ud efter. Fordi de ofte ikke går i kirke og hører, at Jesus lever, er der ingen røde lamper, der lyser, og de bliver lige så stille buddhister.“

Kristus gik ind i tomheden

Hvis Jens Dammeyer skal give et bud på, hvordan kirken kan komme på banen i forhold til buddhismen, mener han, at det er vigtigt at fokusere på forskellene:
“Når vi taler om forholdet til andre religioner, er vi meget optaget af at finde ligheder, men især i forhold til buddhismen mener jeg, vi bør kende forskellene. En af de store forskelle mellem kristendom og buddhisme er nemlig, hvordan vi ser på lidelse.

I Filipperbrevet kapitel 2 står der, at Kristus tømte sig selv. På græsk betegnes det som “kenosis”. Lige præcis der kommer forskellen på kristentro og buddhismen til udtryk. Kristus gik ind i den tomhed, som alle mennesker har til fælles. Han tog den på sig. Han døde oven i købet af den. Men Gud Fader opvakte sin søn fra de døde. Tomheden får ikke det sidste ord, selvom vi oplever forgængelighed i verden.

I en tid, hvor buddhismen er overalt, kan det ikke siges nok: Jesus opstod fra de døde. Døden vinder ikke – livet vinder. Og vi venter ”nu”, at se ham igen, når han kommer igen for at give os en ny himmel og en ny jord. Forgængeligheden bliver aldrig den endelige sandhed,” understreger Jens Dammeyer.