Kan vi påvirke Facebooks algoritmer?

Hej Brian

Et enkelt spørgsmål: Kan jeg påvirke Facebooks algoritmer, så mine opslag når ud til flere Facebook-brugere?

Hilsen en mediemedarbejder

 

Tak for spørgsmålet. Det korte svar er, at vi i nogen grad kan påvirke algoritmerne. Nemlig ved at gøre os umage med at producere Facebook-opslag, som modtagerne vil tage godt imod. Dette belønner algoritmerne og sender opslaget ud til flere brugere. Facebooks algoritmer er som små programmerede og hemmelige opskrifter. De laver beregninger, og de forudsiger, hvad der er relevant og interessant indhold for den enkelte at modtage i sit nyhedsfeed på Facebook. Forudsigelserne tager afsæt i områder, som modtageren tidligere har brugt tid på at tjekke ud.

Et lille eksempel: I vores søgning på Facebook kan vi have vist interesse for fx gudstjenester, kirkelige foredrags- eller musikarrangementer. Vi kan derefter opleve, at tilsvarende aktiviteter popper frem i vores nyhedsfeed på Facebook.

Interessante opslag når ud

Et like, en kommentar eller en deling er som et lille dryp, der skaber ringe i vandet og øger opslagets rækkevidde.

Et nyt opslag på vores kirkes Facebook-side vil i første omgang nå ud til modtagere, der allerede har vist interesse for eksisterende opslag på siden. Det nye opslag når kun ud til måske 5 procent af sidens følgere. Det vil fx svare til 25 personer, hvis kirken har 500 følgere. Algoritmerne registrerer, om disse modtagere liker, kommenterer eller deler opslaget. Desuden noterer algoritmerne ethvert klik på billeder, links eller ’se mere’.

Denne interaktion bliver af algoritmerne opfattet, som om vi her har et interessant opslag. Algoritmerne sender det derfor ud til en lidt større gruppe af kirkens følgere, som kan få glæde af det. Et kirkeopslag med stor interaktion kan nå uden for gruppen af kirkens følgere. Fx ud til følgernes Facebookvenner. De vil dermed fx kunne se invitationer til aktiviteter i kirken, som kan være relevante for dem at deltage i.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Betalt annoncering

Som kirker kan vi hjælpe et opslag med at nå længere ud ved at booste eller annoncere det. Det betyder, at vi betaler et beløb, for at opslagene kan finde vej frem til et bestemt antal brugere inden for en defineret målgruppe. Det kan være aktuelt, hvis vi med en information eller invitation fx ønsker at nå beboerne i bestemt kvarter i vores by. De betalte opslag vil vise sig i disse personers nyhedsfeed.

Længe leve vellykket indhold

Men også med annoncering er det altafgørende, at vi sender vellykkede opslag afsted. Nogle, som fanger folks interesse. På samme måde som hvis vi smed flyers i beboernes postkasser. De skal være så visuelt indbydende, at personerne tager dem med indenfor, sætter sig ved køkkenbordet og tjekker indholdet ud. En kedelig og uvedkommende flyer vil ikke få mange sekunders opmærksomhed. Den vil komme på en kort og sørgelig rejse fra postkassen til skraldespanden.

Kirken ind i stuerne

Som nævnt kan vores gode Facebook-opslag med algoritmernes hjælp skydes ud til et stort antal mennesker. Hjemme i sofaerne vil modtagerne med deres telefoner i hænderne have direkte adgang til kirkernes åbne virtuelle vinduer. De vil kunne kigge ind og få indtryk. Måske vil de ligefrem kunne fornemme livet i vores pulserende kirkefællesskaber.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hilsen Brian Duus Nørgaard