Kan man aflyse dommedag?

“Her kan bevidstheden om fortabelsens mulighed være den hjertestarter, der medvirker til at holde hjertet varmt og troen levende. Fortalere for alles frelse vil måske indvende: Kan muligheden for fortabelse ikke også være den frygt, som giver hjertestop? Jo, måske. Men hvis det sker, må den trøst lyde, som forkynder trøst og frelsesvished” (s. 100).

Tidligere biskop Steen Skovsgaard er udkommet med bogen “Farvel til dommedag – med det kristne håb”. Ved første øjekast kunne man måske få den tanke, at det er en teolog, der gerne vil aflyse dommedagen, måske ved at afskrive den som et fortidslevn, noget som vi ikke skal tage bogstaveligt eller noget i den retning. Men det er langt fra ærindet hos Steen Skovsgaard, der for et par år siden lavede en ph.d.-afhandling om emnet.

Han samler i bogens fem dele en letforståelig beskrivelse af dommedag – hvad den ikke er, hvad den er for kristne og ikke-kristne, og hvorfor der burde være fundamental forskel på muslimers og kristnes forhold til netop dommedagen. Som kristne skal vi bedømmes foran Kristi trone, men vi er gået fri fra fordømmelsen på dommens dag. Halleluja!

“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.”
(1. Peter 1:4)

Frelsesvished og forudsætning

I kristendommen er miraklet allerede sket, men vi venter på at se det forløst. “Gud… har genfødt os … til en frelse”. Jesus og apostlene er derfor også tydelige; når de taler om dommedag, så er det befrielsesdagen, hvor ondskaben besejres og Guds retfærdighed regerer. Men det er ikke en dag, vi skal frygte som kristne, for vi er allerede gået over fra dommen til livet i Kristus Jesus. Den rettroende muslim klynger sig til et “måske”. Hvis Allah viser nåde og ser mere til de gode gerninger end de onde, så kan muslimen se frem til paradiset eller “haven”. Derimod kan vi som kristne tale om frelsesvished.

Frelsesvisheden kommer af, at en anden (Jesus) allerede har gået igennem dommen og betalt prisen, som Esajas siger “Straffen blev lagt på ham”. Men det giver slet ikke mening, hvis alle frelses uanset. Johannes indleder da også sit evangelium med sin berømte prolog om Ordet, der blev levende – men ikke modtaget. “Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”

Skovsgaard præsenterer forudsætningen for at være fritaget fra dommedag helt enkelt (s. 72):
1. Man må indse og bekende sin skyld.
2. Man må være parat til at tage imod tilgivelse.
3. Man må være villig til at give tilgivelsen videre og tilgive andre.

Nådens gave skal modtages

Dommedagen er derfor ikke aflyst, den er en realitet for dem, som ikke vil det ovenstående. Her kommer det indledende citat med sit forløsende perspektiv. Bevidstheden om den dobbelte udgang – frelse eller fortabelse – må være en hjertestarter for enhver kristen. Lige så lidt som vi skal bedømme andres tro eller mangel på samme, lige så lidt kan vi negligere, at nådens gave skal modtages for at kunne give liv og frelse.
Jesus kom for at frelse den fortabte, og de, som ikke kunne erkende dette behov for frelse, gik glip af den største af alle gaver, netop frelsen. Hvis noget kan røre ved glæden over min frelse, må det være sorgen over mennesker, som jeg holder af, som endnu ikke har taget imod frelsen. Det må i sandhed være en hjertestarter, som får mig til at ønske og bede for de mennesker, som er elsket i en sådan grad, at Jesus gik i døden for dem. At dette offer ikke må være uden virkning, men at dommedag også for dem må blive aflyst.

Steen Skovsgaard:
Farvel til dommedag
164 sider. 200 kr.
Forlaget Prorex