Er tak kun et fattigt ord?

Af Simon Tind. Præst, Kirkeibyen Fredericia

Ordet “tak” kan virke simpelt, men en taknemmelig livsindstilling kan være livsforvandlende.

Taknemmelighedens kraft

Studier viser, at taknemmelighed modvirker angst og depression. Ofte bliver vi optaget af det, der gør ondt. Som når vi slår storetåen på en dørkarm – pludselig føles det, som om vi ikke er andet end en storetå. Men vi er jo meget mere end dét. Det håber jeg i hvert fald. Livet er mere end vores udfordringer. Heldigvis! I Guds rige defineres vi ikke af vores fejltagelser og skuffelser. Taknemmelighed kan her hjælpe os til at zoome ud og fokusere på det gode i livet. Dét giver perspektiv, for vi har alle noget at være taknemmelige for.

Det indre tæller

Fra barnsben lærer vi, at det er det indre, der tæller. Men alligevel er vi ofte fikseret på det ydre; at sammenligne os med andre; at leve op til andres og samfundets forventninger. Vi hylder præstationer frem for karakter og sætter mennesker på piedestaler. Og så piller vi folk ned igen, når de gør fejl. Selvom vi jo godt er klar over, at alle begår fejl. Ethvert træ skal bedømmes på dets frugt, som Jesus sagde.

Når vi optages af andres træer og deres frugter eller mangel på frugt, glemmer vi at pleje vores eget – og også vi skal kendes på vores frugt. Vi mister perspektivet, når vi kigger på alt det, vi ikke har. Det er ikke nok at symptombehandle livets udfordringer. Sand transformation kommer indefra ud – og vil fundamentalt forandre frugten, vores liv bærer.

Jesu forbillede

I en kultur, fokuseret på omdømme og likes, er Jesus det bedste forbillede; det eneste idol værd at dyrke. Hans liv og tilgang til det kan inspirere os til at leve et bedre liv og det liv, vi hver især er skabt til. På et tidspunkt bespiste Jesus mere end 5.000 mennesker med fem brød og to fisk (Mattæus 14). Hvordan gjorde han det? Han ”så op mod himlen og sagde tak”. Kvinden i Lukas 7 var også taknemmelig, selvom om hun havde været udsat, set ned på og måtte sælge sin krop. Hun undergik en indre forvandling på et øjeblik efter mødet med Jesus. Hun har sikkert kæmpet både før og efter hun mødte Jesus. For Jesus fjerner ikke vores omstændigheder; han går gennem dem med os, udruster og styrker os undervejs.

I Guds rige defineres vi ikke af vores fejltagelser og skuffelser. Taknemmelighed kan her hjælpe os til at zoome ud og fokusere på det gode i livet.

Taknemmelighedens lys

Midt i sine økonomiske udfordringer valgte hun at være generøs og ære Jesus med kostbar olie. Mennesker forstod hende ikke, men hun var ligeglad – for Jesus havde gjort alting nyt! I hans lys får vi nyt liv og perspektiv – noget, vi kan være taknemmelige for! Lad os, som hun, vælge taknemmelighed.

En levende tro

Når Jesus bevæger os, bevæges vi til handling. Generøsitet udsprang i kvinden, fordi Jesus var generøs med sin nåde og kærlighed. I mødet med Jesus sker noget i os og får et udtryk. Noget fandt sted i hende og forandrede hende indefra. Et menneske, der virkeligt, ærligt og oprigtigt er taknemmeligt, reagerer. Tro er levende og har altid et udtryk. Når Jesus rører vores hjerte, kan det ikke andet end få et udtryk. Det vil ud.

Kvinden fra Lukas 7 vidste, at hun var tilgivet meget og var tilsvarende taknemmelig. Og vi kan være taknemmelige for, at den ånd, der forvandlede hendes liv og bragte nyt perspektiv, lever i bedste velgående. Den er tilgængelig for enhver, der tror! For Guds ord er levende og aktivt i dag, i morgen og til evig tid. Må tak blive mere end et fattigt ord, og må vi få et livsforvandlende møde med Jesus. Lad os være taknemmelige. Lad os starte i dag. For det, Gud har gjort. For det, han gør. Og I forventning til alt det, han er i gang med at gøre.


Søndagens tekst: Luk. 7,36-50

Den største tilgivelse frembringer den største kærlighed

36 En af farisæerne indbød engang Jesus til spisning i sit hjem.

37 En kvinde fra gaden, en prostitueret, fik at vide, at Jesus var taget ind for at spise hos farisæeren, og hun gik derhen med en alabastkrukke fyldt med aromatisk olie.

38 Da hun var kommet indenfor, knælede hun stille ned bag Jesu fødder og begyndte at græde. Hendes tårer faldt på hans fødder. Med sit lange hår tørrede hun dem, kyssede dem og hældte den aromatiske olie ud over dem.

39 Da farisæeren, som havde indbudt Jesus, så, hvad kvinden gjorde, tænkte han ved sig selv: „Det her viser, at Jesus ikke er en profet fra Gud. Ellers ville han være klar over, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham. Han ville vide, at hun er prostitueret.”

40„Simon,” sagde Jesus, „jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig.” „Hvad er det, mester?” spurgte farisæeren.

41„Der var to, som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte 500 denarer, mens den anden kun skyldte 50.

42Ingen af dem kunne imidlertid betale deres lån, så manden eftergav dem begge, hvad de skyldte. Hvem af de to, tror du, var mest taknemmelig?”

43„Mon ikke det var den, som fik eftergivet mest?” svarede Simon. „Jo, du har ret,” svarede Jesus.

44 Så vendte han hovedet mod kvinden og fortsatte: „Simon, har du set, hvad den kvinde har gjort? Da jeg kom ind i dit hjem, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men hun har vasket dem med sine tårer og tørret dem med sit hår.

45 Du gav mig heller ikke det sædvanlige kys på kinden til velkomst, men hun bliver ved med at kysse mine fødder.

46 Du kom ikke med olivenolie til mit hoved, men hun kom med aromatisk olie til mine fødder.

47 Det siger jeg dig: Hun har fået sine mange synder tilgivet. Det kan du se ud fra den store kærlighed, hun viser. Den, som kun har fået tilgivet lidt, viser ikke megen kærlighed.”

48 Derefter sagde Jesus til kvinden: „Dine synder er tilgivet!”

49Der blev uro omkring bordet. „Hvem er den mand, som påstår, at han kan tilgive folk deres synder?” sagde de andre gæster til hinanden.

50 Men Jesus fortsatte henvendt til kvinden: „Det er din tro, der har frelst dig. Du kan gå nu – med fred i hjertet!”

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk