Hver tredje præst rammes af udbrændthed

Mange præster fortæller om den glæde og det privilegium, de oplever ved at være i Guds tjeneste. De brænder for at hjælpe mennesker både i og udenfor menigheden ind i et levende fællesskab med Gud.

Adskillige præster beskriver følgende paradoks: At tjenesten på en gang opleves dybt meningsfuld, samtidig med at behovene synes grænseløse eller uendelige. Man gaber over en bredde og dybde i opgaverne, der ofte involverer at hjælpe og lede andre, sammen med en kompleksitet, når mennesker er i krise, som kan være svær at balancere i. Man brænder for at være Guds redskab i andres liv, samtidig med at man selv først og fremmest er et menneske med de begrænsninger, det indebærer.

Der findes ikke statistikker på antallet af præster i Danmark, som rammes af udbrændthed. Til gengæld er der undersøgelser fra USA, lavet af Barna Group, som har vist, at næsten 40% af præsterne i 2021 overvejede helt at stoppe i tjenesten grundet udbrændthed. Ifølge undersøgelsen var tallene endnu højere i 2022, og de nyeste undersøgelser viser, at antallet af præster, der overvejer at stoppe, er nedadgående fra 42% i marts 2022 til 33% i slutningen af 2023.

Men selvom det tilsyneladende er nedadgående, er en ud af tre præster stadig en betydelig andel. Derfor har jeg talt med 49-årige Jesper Oehlenschläger, der har været sognepræst, efterskoleforstander, og som har arbejdet mange år med ledertræning, og Peter Tinggaard, som er præst i Assentoft Frikirke og leder i Lykkeskær Bedehus. 49-årige Peter har ad to omgange været ramt af udbrændthed.

Den første udbrændthedsperiode kom som 26-årig, da han studerede teologi og var leder for en ungdomskirke i Randers. Senest for et par år siden havde han igen symptomer på udbrændthed, som, han tænker, var forårsaget af mange års tjeneste uden længere pauser eller hvileperioder.

Påvirkes af kulturen

De fleste danskere kender sikkert til oplevelsen af, at tempoet hele tiden skrues en tak op, og at vi konstant forsøger at effektivisere og optimere brugen af døgnets 24 timer. På samme måde vil mange nok også være enige om, at tendensen i kulturen er stræben efter markante resultater og præstationer for den enkelte, hvor kun det bedste, er godt nok. En præstationskultur og perfektionskultur, som ifølge Jesper Oehlenschläger også påvirker den danske kirke i form af udbrændthed.

Jesper beskriver den danske kultur sådan: ”Du er unik, og du skal skabe unikke resultater,” og han fortsætter: ”Vi vil altid påvirkes af den kultur, som vi er en del af, uanset om vi tror på Gud eller ej.”

Hvad er udbrændthed?

Forskellen på stress og udbrændthed ligger primært i årsagen til symptomerne. Stress beskrives ofte som kortvarig og udløses af specifikke situationer, mens udbrændthed er en langvarig tilstand, forårsaget af vedvarende, uoverkommelige krav. Udbrændthed indebærer dyb psykisk og fysisk udmattelse, og den rammer oftest dem, der arbejder med mennesker, som har brug for hjælp. De, der rammes af udbrændthed, har typisk et stort personligt engagement i deres arbejde og høje krav til sig selv, ligesom de ofte er blevet mødt med høje krav fra ledelsen eller fra dem, de gerne vil hjælpe.

Der er således tre samspillende parter, som har direkte påvirkning på præstens arbejdsfelt, ligesom der også er andre mennesker og faktorer, der på mere indirekte måder, spiller ind på præstens arbejdsliv. De tre parter, der har direkte indflydelse på præstens arbejde er: Præsten selv, præstens overordnede fx menighedsrådet og den menighed, som præsten arbejder for og sammen med.

Peter Tinggaard, som er præst i en mindre frikirke ved Randers, og som i to vidt forskellige livsfaser har været udbrændt, siger: ”Udbrændthed opstår, når man i for lang tid har følt, at det er omgivelserne og omstændighederne, der dikterer, hvad man skal. Selv det, som man brænder for, kan blive en stressfaktor, hvis man over en længere periode gør det ud af forpligtelse fremfor ud af glæde og lyst.”

Da Peter første gang oplevede udbrændthed, var det en artikel i Jyllands Posten, som blev øjenåbnende for ham. I artiklen var der en symptomliste, og han genkendte alle symptomerne hos sig selv. Han gav med det samme ansvaret for opgaverne videre, alligevel tog det omkring to år, før han var på benene igen.

Jeg har et valg

I ønsket om at brænde uden at brænde ud opstiller Jesper Oehlenschläger øvepunkter for sig selv: ”Jeg er indrettet sådan, at jeg godt kan lide at optimere og forbedre ting, derfor har jeg som øvepunkt: At lære at læne mig tilbage og se på uden at skride til handling, selvom jeg bemærker noget, som kan forbedres eller optimeres. Jeg kalder det netop et øvepunkt, fordi jeg ikke er nået i mål med det endnu, men jeg er på vej.”

Peter fortæller om en oplevelse i familien for en del år siden, da han og hans kone havde fået barn nummer to. Deres førstefødte Samuel fik dengang en krise, som udmøntede sig i gentagne natlige mareridt. Det var Peter, som trøstede Samuel, og Peter oplevede efterhånden tiltagende søvnmangel, en bekymring og en stressfaktor, som optog hans tanker i en sådan grad, at han fik endnu sværere ved at sove.

En nat oplevede Peter, at Gud talte ind i situationen og sagde: ”Peter, du har et valg. Du kan enten se på situationen sådan, at Samuels mareridt stjæler søvn og hvile fra dig, eller du kan se på situationen som en mulighed for at hjælpe dit barn igennem hans livskrise, vise ham, hvor højt elsket han er, og på den måde investere i ham og i hans fremtid.” Peter greb øjeblikkeligt det, som Gud lærte ham og valgte at trøste Samuel med en mere kærlighedsfuld, nærværende tilgang, hvilket resulterede i, at Peter faldt i søvn med et smil på læben, og at Samuel ikke fik flere mareridt.

”Der er forskel på, om jeg selv vælger at give hundrede kroner, eller om jeg oplever, at andre stjæler hundrede kroner fra mig, for selvom hundredkronesedlen er den samme, er oplevelsen for mig vidt forskellig,” siger han og fortsætter:

”Når jeg giver, fordi jeg gerne vil give, er glæden og tilfredsheden helt anderledes, end hvis jeg giver, fordi jeg skal. Offermentaliteten fortæller mig, at jeg ikke har noget valg, men sandheden er, at jeg altid har et valg, hvilket nogle gange kan være svært at se. Når man føler, at man ikke har et valg, hvilket jeg tror, vi alle har prøvet, ender man let i en offerrolle, hvor man tænker, at tiden, pengene og ressourcerne bliver taget fra mig.”

At gå efter middelmådighed

Jesper fortæller, at han, netop for at undgå udbrændthed, helt bevidst ikke altid yder sit bedste: ”Passion kan gøre det svært at acceptere middelmådighed i egne præstationer, men man skal lære, at ikke alt arbejde skal gøres til topkarakter. Man skal lære intentionelt at vælge, hvem man vil skuffe, fordi man ikke kan gøre alle glade. Man kan på forhånd vælge, hvilke opgaver man i den kommende uge vil bruge begrænset tid på og gå efter et middelmådigt resultat.”

”Jeg har lært intentionelt at skuffe andre. Når man selv vælger, hvem man i den kommende uge vil skuffe, bliver det ikke altid familien, der ellers ofte ender med at blive skuffet den ene gang efter den anden.” Jesper er på 26. år gift med Priscilla, og parret, der har to voksne børn, bor i Hillerød. Jesper har arbejdet som sognepræst i 15 år og været mentor for ledere i kirken. Han var også initiativtager til ledertræningsforløbet Arrow og arbejder nu på fjerde år som direktør i Samfonden, inden han den 1. november 2024 overtager præstetjenesten i Hillerød Kirke.

Ifølge Jesper kan det være svært for ledere at gøre sig sårbare i samtaler og vise, at man er usikker og være ærlig om, hvordan man har det. Det kan måske skyldes det lederideal, som, han mener, mange kristne forsøger at efterleve. ”En kristen leder skal være ”helten”, der kommer til undsætning og fixer problemerne, lynhurtigt og ubesværet.” Jesper adresserer også en dobbelthed i presset på en kristen leder. Hvis og når lederen fejler, vil der ofte både komme tanker om, at man er en dårlig leder, og at man en dårlig kristen.

Blandt kristne ledere er der bred enighed om væsentligheden i at lede, ligesom Jesus gjorde. Men det er et ideal, som, Jesper mener, kan virke både flyvsk og ukonkret, uanset hvor godt man kender sin bibel. ”Man skal finde balancen mellem passion og uendelige behov og lære at passe på sig selv og stoppe med at tage ansvar. Jeg bliver dømt på min trofasthed mere end på resultaterne af min tjeneste.”

Peter fremhæver ligesom Jesper den dobbelthed, der kan være i presset som kristen leder. ”I dag har vi, i særdeleshed i frikirkekredse, ofte nogle få, der løfter opgaverne i kirken, og vi kan nogle gange komme til at tænke, at når Jesus døde for mig, skal jeg da også tjene ham ud i et væk. Tænker vi sådan, bliver tjeneste en byrde og en præstation, og det kan blive svært at sige nej, trække sig ud af opgaver eller at give opgaver videre.”

Hvem har ansvaret, når præsten brænder ud?

Jesper og Peter er umiddelbart enige om, at det er den kristne selv, der først og fremmest skal tage ansvaret for at lære at prioritere sådan, at man ikke brænder ud. Arbejdsgiverne har ansvaret for rummet og rammerne omkring præsten, og man kan med fordel arbejde på, at præsten får mulighed for at arbejde mest indenfor sine styrkefelter. Jesper karikerer også jobannoncerne for præster, som, han mener, ofte kræver noget helt umuligt af præsterne, samtidig med at mange præstestillinger er mindre end fuld tid.

Ifølge Jesper skal vi være opmærksomme på, hvad vi tænker om præsten, og hvordan vi handler overfor præsten og præstefamilien. Vi skal undgå en mentalitet, hvor vi ”kræver” af præsten, at vedkommende skal give os så meget som muligt for så lidt som muligt.

”Vi kan desværre let ende i en mere serviceorienteret tilgang, hvilket jeg også selv har gjort, hvor forholdet mellem præst og menighed bliver som en handel, hvor ydelser forventer modydelser, men sådan er Guds agape-kærlighed ikke. I nogle menigheder er der et fattigdomstankesæt, hvor man forsøger at få så meget som muligt ud af præsten for lavest mulig løn og uden gode arbejdsvilkår. Både præst og menighed skal have en givermentalitet overfor hinanden, fordi vi hører sammen,” siger Jesper og tilføjer:

”Vi skal ind i tankegangen, at ligesom et ægtepar er forpligtet i kærlighed på at give til hinanden, sådan er forholdet mellem præst og menighed et gensidigt givende kærlighedsforhold, hvor vi forpligter os på at udvise kærlighed til hinanden.”

”Hvis menigheden har en taknemmelig og generøs tankegang med fokus på, hvordan man kan gøre det godt for præsten i stedet for at have sparekniven fremme, vil det gøre en positiv forskel,” siger Jesper og fortsætter: ”Når Gud kalder en præst, har han også givet menigheden en forpligtelse til at skabe nogle gode betingelser for præsten, Guds agape-kærlighed er givende og ikke krævende,” slutter han.

Hvad kan menigheden gøre for at møde præsten?

Peter fortæller om et eksempel på en menighed med et givende tankesæt overfor den ansatte præst. Efter cirka syv års ansættelse fik præsten tilbud om en orlov på en måneds tid. Det var en måde for menigheden at sige tak for tro tjeneste, vi anerkender, at det kan være slidsomt at være præst, hvorfor du får en kort lønnet orlov. Peter mener, at de bibelske hvileprincipper med fordel kan tænkes ind i kirkekulturen og i tjenesten. At marken hvert syvende år ligger brak og en praksis med sabbat på ugentlig basis. Der er en tid til at arbejde, og der er en tid til at hvile.

”Det kræver modigt lederskab, hvis menighedsråd eller menighed vælger at betale for præstens orlov,” siger Peter, ”men det er en investering, som er det hele værd.”

Fakta:

– Udbrændthed kan skyldes, at man bliver følelsesmæssigt belastet, fordi man over en længere periode oplever, at det er meget svært eller umuligt at løse en persons svære problemer.

– Det kan også skyldes, at den følelsesmæssige belastning ikke bliver modsvaret af tilstrækkelige ressourcer eller indflydelse på beslutningerne.

Symptomer på udbrændthed:

– Følelsesmæssig udmattelse, hvor man ikke længere orker at forholde sig til andre menneskers problemer.

– Man begynder at få negative og kyniske holdninger overfor de mennesker, man skal hjælpe.

– Selvværdet og evnen til at arbejde bliver mindre, ligesom man oplever at være blevet dårligere til sit arbejde.