Den knækkede nøgle

Tilbage i foråret havde jeg nogle uger, der var fyldt af travlhed, da min yngste skulle konfirmeres. Planlægning til den store dag, i en travl hverdag med både rejseaktivitet for min mand og balancering med mine jobs, en del ture til hhv. Viborg og Skejby sygehus med min yngste, var flere gange ved at tage pippet fra mig.

En morgen opdagede jeg, at min bilnøgle var ved at knække. Det lille stykke metal, der holdt det sammen, var svagt. Jeg var på vej ud af døren og tog afsted. På vej hjem knækkede nøglen af, nøglebundtet landede på mine fødder, og i det øjebliks uopmærksomhed kørte jeg op i en anden bil. Meget kunne være gået værre. De fysiske knubs vil hele med tiden, modparten skete der heldigvis ikke noget med, og biler kan erstattes. De psykiske ar heler også med tiden, selvbebrejdelsen falder og kroppen finder ro igen, selvom dette tager lidt længere tid.

Her i tiden efter, særligt i de dage, hvor jeg holdt mig i ro grundet en hjernerystelse, var der mange tanker. Tanker om hvad der sker, når de nøgler, som vi stoler på, knækker? Når det, vi sætter vores lid til, svigter? Hvor går vi så hen? I foråret fejrede vi min datters ja til at tilhøre og overgive sit liv til Gud. Som det sidste indslag til festen sang min skønne veninde sangen: ”Elsket, Favnet, Husket, Savnet” af Janne Mark:

”Her kan du tænde et lys, mindes dem, du stadig elsker. Her kan du råbe dit råb til dem, som gjorde dig ondt, og vide du er elsket, favnet, okay med det, som er, og vide du er husket, savnet, okay med det, som var. Her under kroner af lys, bladforgyldte formationer, ord om at lade det gå, som aldrig falder til ro, det brudte og det tabte, bliver til visdom at leve af, et nådeslys i alt det skabte, skinner hver levet dag.

Her kan du tænde et lys, mindes dem, du stadig elsker. Her kan du råbe dit råb mod det, som stille forsvandt, og vide, du er elsket, favnet, okay som den, du er, og vide du er husket, savnet, okay med det, som bliver.” Selv de ting, vi virkelig stoler på, om det er økonomisk sikkerhed, relationer, sundhed, et rigt arbejdsliv, et varmt familiefællesskab eller noget helt andet, vil svigte os. De værdier, vi sætter højt og lader være vores navigation i livet, alt dette er alligevel kun til låns. Livet er flygtigt.

Memento mori: ”Husk du skal dø”, som antikkens filosoffer yndede at minde hinanden om. Med det in mente har du og jeg så styr på prioriteterne?