Husk Gud, når du har det godt
Nogle dage kan livet føles på samme måde, som en flue ser ud, når den lige har ramt en bilrude. Andre dage er livet som en dans i solskin. Som kristen er det en vigtig øvelse at have Gud med på begge typer af dage. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at vi har det privilegium, at Gud er med os på begge typer af dage. Selvom jeg absolut bedst kan lide dage, der føles som dans i solskin, så har jeg paradoksalt nok lettest ved at huske Gud på de andre dage.
Måske er det bare mig, men jeg tror, vi er flere som mig. Vi beder Gud om lykke, vi får lykke, vi glemmer Gud. Vi beder Gud om rigdom, vi får rigdom, vi glemmer Gud. Pointen er ikke, at ulykke og fattigdom er godt – selvom det naturligvis er tankevækkende, når Paulus siger, at kærlighed til penge er roden til alt ondt, og når Jesus siger, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme i Himlen – men pointen lige nu er: Husk Gud, også når du har det godt.
Der ligger velsignelser og forbandelser i både fattigdom og rigdom. Det er et vilkår ved livet, at det går op og ned – og det er et vilkår ved livet, at vi ikke alle har det ens. Til gengæld har vi alle det samme privilegium i alle livets faser, at Gud er med. For nogen tid siden var der en god bekendt, der gav mig en lille bog med citater fra en tysk præst, der hed Christian Schriver. Citaterne er fra en bog, der udkom i 1688. Christian Schriver skriver om noget af det samme på en meget smuk måde – dog også på et lidt gammelt sprog, så det kræver nok, at du lige sænker hastigheden lidt, inden du læser videre, men så er det til gengæld også meget smukt:
”Jeg ser, at der er meget få mennesker, som fører den guddommelige kærligheds strøm, hvormed de er blevet så overflødigt og rigeligt vandede, tilbage til dens udspring. Og de er ellers udrustede med alle slags naturlige herlige gaver, ophøjede til fornemme embeder og ære, berømte og ærede hos enhver, velsignede med timelige goder og fremfor andre blevet lyksalige i mange ting;” Og så fortsætter han:
”hos de færreste er der en eftertanke om, hvorfra alt dette er kommet til dem. De er som en tåbelig brud, til hvem hendes brudgom ved en tjener sender alle slags gaver, for at han kan vække hende til større genkærlighed, men hun forgaber sig i gaverne eller forelsker sig endda i tjeneren og glemmer den smukke og milde brudgom.” Og til sidst skriver han: ”Gud er jeres sol, og I er blomsterne. Åbn derfor jeres hjerte af kærlighed så meget som muligt, og lad Guds lovprisning som en yndig duft stedse stige fra hjertet.”
Gud giver kærlighed i håb om at vække genkærlighed.
