Ulykke fik mor og datter til at søge det åndelige

Livet i familien blev aldrig det samme igen efter ulykken, hvor 14-årige Nora Heiden Spaanheden blev handicappet ved at falde ned fra en hems. – Men jeg vil ikke bytte med livet før ulykken, for så var jeg aldrig begyndt at tro på Jesus, siger Nora.En ulykke i 1985 sendte Nora Heiden Spaanheden og hendes mor, Hanne Heiden, ud på en lang indre rejse. Den voldsomme hændelse en nat i 1985 blev skelsættende for den nu 36-årige Nora Heiden Spaanheden og hendes familie.
Som teenager var Nora en meget aktiv pige. Ved siden af skolen spillede hun håndbold, tennis og golf, og hun nød, når familien tog på skiferie. Hun voksede op i trygge rammer i den vestfynske stationsby Aarup, hvor begge forældre var tandlæger.
Men den nat for 22 år siden fik Noras mor, Hanne Heiden, en opringning, som skulle sætte dybe spor i hendes og familiens liv.
– Vi blev ringet op klokken halv to om natten, og de sagde: – Nora er bevidstløs, hun er faldet ned fra en hems, og vi har sendt bud efter en ambulance, fortæller Hanne.

Det viste sig, at Nora havde fået en blødning inde midt i hjernen. Og da hun blev taget ud af respiratoren efter en uge, kunne hun ingenting.
– Hun lå som et hjælpeløst nyfødt barn, forklarer Hanne. – Hun kunne ikke tale og se. Det eneste hun kunne, var at hun kunne høre.
Hanne Heiden husker de første tre måneder efter ulykken som en voldsom omvæltning for familien.
– Det værste var, at vi ikke vidste, om hun nogen sinde blev sig selv igen.

Mens Nora var på sygehuset, begyndte hun at få tanker, som hun aldrig før havde haft.
– Jeg husker, at jeg lå i sengen på sygehuset og kedede mig, men så kunne jeg ikke lade være med at tænke på noget med Gud, fortæller Nora.
Samtidig begyndte Noras mor at interessere sig for psykologi.
– Vi vidste bare, at hun havde overlevet, og at hun havde voldsomme fysiske men. Hvad der ellers var sket inde i hovedet på hende, kunne vi ikke vide noget om, fortæller Hanne. – Vi håbede på, at hun alligevel kunne få et godt liv, selv om det skulle blive et andet liv end før.

Et halvt år efter ulykken, hvor Nora på trods af flittig genoptræning stadig var afhængig af sin kørestol, forsøgte hun at starte i skolen igen; efter to dage gik hun ned med flaget. Det var for barske realiteter at være så meget anderledes end kammeraterne, så det udløste en depression.
I håbet om at hjælpe sin datter fik Hanne gennem en af patienterne på tandlægeklinikken kontakt med en dame, der udøvede såkaldt ”psykisk healing”. Det blev starten på en søgning efter hjælp og helbredelse i den alternative og nyreligiøse verden.

I 1989 inviterer Noras mormor Hanne og Nora med på en tur til Indien for at besøge guruen Sai Baba. Mødet med det religiøse miljø gjorde stort indtryk på Hanne.
– Det religiøse miljø gjorde et stort indtryk, vi var som i en anden verden. Vi mødte mennesker, som levede et åndeligt liv, uden materielle goder, og der skete hele tiden mystiske ting omkring os. Her blev jeg helt klar over, at der fandtes andet i dette liv, end det man kunne tage og føle på, fortæller Hanne.

De tre sætter sig i flyet hjem fra Indien, uden at Nora er blevet helbredt, men med en aftale om at fortsætte en længerevarende behandling i det alternative miljø i Danmark.
Men den nye åbenhed for det åndelige overvældede Hanne Heiden, da hun under en mellemlanding fandt en bog af den amerikanske tv-prædikant Robert Schuller.
– Han beskrev, hvordan han havde fået en åbenbaring. Jesus kaldte ham til at lave en teltmission, hvor han holdt store møder, og mennesker kom til tro på Jesus. Det var første gang, jeg hørte noget om, hvad tro kunne udvirke i et menneskes liv, fortæller Hanne, der husker, hvordan hun sad i flyet og tårerne trillede ned ad kinderne.
– Efter oplevelsen var jeg så begejstret for den bog, at jeg begyndte at læse op af den på hotelværelset, fortæller Hanne. – Men da blev de lidt irriterede på mig. Jeg kan huske, at Nora sagde: Det kan godt være det er godt for dig, men det siger ikke mig noget. Min mor sagde noget lignende.

Hjemme igen startede Nora på alternativ behandling som aftalt hos Sai Baba, men da depressionerne tog til, ønskede Nora at komme til Indien igen. Nora, der på det tidspunkt var 22 år, rejste nu alene. Men først da hun ankom, fandt hun ud af, at de krævede, at man skulle være 25 år for at kunne være der, så hun blev sendt hjem igen.
Den mislykkede tur kunne ikke standse Noras søgen efter det åndelige. En dag, hvor familien inviterede hende hjem på weekend, afslog hun til alles forundring ved at sige: – Nej, for jeg kan ikke tale åndeligt med jer. Og mit liv skal handle om Gud.
Hanne var overrasket over Noras store overbevisning, og hun tog en snak med sognepræsten om, hvad man kunne gøre for at hjælpe Nora videre. Inden længe flyttede Nora så til København for at studere teologi.

– Troen sagde mig overhovedet ikke noget dengang, husker Nora. – De havde nogle samlinger, der skulle være trosopbyggende, men det var det ikke for mig. Jeg fandt ind på DBI og fik lidt venner, men det kunne ikke holde mig tilstrækkeligt til. Jeg var for ensom, så da gik jeg ned…
I sin desperation efter at komme af med depressionen begyndte Nora at gå til indisk meditation i håb om fællesskab.
– Men det havde vi ikke. Vi sad bare og kiggede ud i luften. Det var mærkeligt, siger Nora.
Efter en tid i København droppede hun såvel teologi som meditation og rejste tilbage til Fyn.

Hanne kunne godt mærke, at den var helt gal med Nora, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at hjælpe sin datter. Hun havde taget Nora med på psykiatrisk skadestue, som så havde henvist til en samtale med en psykiater næste dag.
Om natten råbte Nora frustreret til Gud.
– Jeg havde det så dårligt, så jeg bad, inden jeg gik i seng. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, for jeg havde ikke rigtig lært noget om Gud. Men jeg foldede hænderne og bad om, at nu måtte Gud gribe ind og gøre noget for mig, fortæller Nora.
Gud hørte bønnen. Næste morgen vågnede Nora efter en mærkelig drøm.
– Jeg sagde til min mor: Jeg har altså set noget i nat, og det skal du tegne, for jeg kan ikke selv tegne det.
Hanne tegnede efter Noras beskrivelse en stor firkant, som var delt i fire dele med noget rundt inde i midten.
– Selve tegningen gav ingen mening, men jeg var sikker på at det var fra Gud, for det var så fredfyldt og godt, husker Nora.

Den morgen følte Nora sig rask igen. Depressionen var forsvundet. Nogle dage senere kom det så fra Nora:
– Det kan være, jeg skal i kloster.
Intet kunne overraske mig længere, fortæller Hanne. – Jeg havde selv været på et internatkursus i kristen spiritualitet på Dalum kloster året før, og jeg fik en aftale med forstanderinden, så Nora kunne flytte ind i en lejlighed, som netop var blevet ledig.
Nora begyndte at stå op til de tidlige messer. Bad tidebønner sammen med nonnerne. Fik nogle gode samtaler med nonnerne og de andre, der boede der. De fortalte Nora, hvad de troede på.
– Når hun besøgte os, passede hun punktligt sine tidebønner. Det var måske lidt overdrevet, fortæller Hanne. – Men det vigtigste for os var, at hun var faldet til ro og havde det godt.

Som mor kunne Hanne godt fornemme, at det med troen var kommet for at blive.
– I den periode prøvede jeg at kommunikere med Nora, men jeg vidste så lidt om kris-tendom, at det gør helt ondt at tænke tilbage på det. Jeg byggede ovenpå psykologi og filosofi, som havde interesseret mig i mange år.
– Og når jeg snakkede med Nora, så kunne hun sidde og sige nogle ting, som jeg kendte til, for jeg havde læst meget Kierkegaard. Så jeg spurgte hende: Har du læst Kierkegaard? Men hun svarede: Nej, jeg har læst i min bibel.
– Så blev jeg nysgerrig. For det, hun havde fået fat i, så ud til at være så livsforvandlende, at det måtte jeg have fat i.
Hanne begyndte at tage med til møder om helbredelse i den Katolske Kirke i Esbjerg.
– Jeg havde aldrig nogensinde hørt om, at der var nogen, der kunne helbrede i dag som på Jesu tid, fortæller Hanne.

Flere år tidligere var vi taget til et møde med Hans Berntsen i håb om, at Nora kunne få sin førlighed tilbage.
– Jeg kan huske min fornemmelse, da jeg så de søde lovsangere, der sang om deres tro på Jesus. Jeg tænkte: Bare det var mig, der havde sådan en tro! fortæller Hanne, der er overbevist om, at Gud hørte hendes længsel.
– Det var jo en bøn, jeg vidste bare ikke, hvem jeg skulle bede den til. Men jeg tror, at hvis man kommer i en voldsom situation, som man ikke forstår, så er det en naturlig reaktion, at så beder vi, selv om vi ikke ved, hvem vi beder til.

I sin længslen efter at få den samme tro som Nora havde, meldte Hanne sig til et kursus i teologi for lægfolk. Og den historiske gennemgang af de bibelske skrifter gjorde indtryk.
– Jeg blev mere og mere sikker på, at Jesus virkelig var den, som han selv sagde, han var ifølge Bibelen, fortæller Hanne.
Hun tog en beslutning om, at hun ville gå til alters. Men det skulle være i en kirke, hvor ingen kendte hende.
– Jeg kan huske den fornemmelse, da de andre rejste sig, for jeg turde alligevel ikke. Men så var det som om en stemme sagde: – Hvad er du bange for? Det er jo mig, Jesus.
– Jeg var jo ikke bange for Jesus, så jeg gik derop. Da jeg modtog nadveren, var Helligånden der så stærkt, at jeg græd af glæde. Jeg husker, at jeg sad og snøftede og tænkte: Åh, hvor er det vidunderligt!

I 1998, efter halvandet års undervisning i den katolske tro, konverterede Nora til katolicimen. Sammen med en gruppe katolikker ledet af pastor Benny Blumensaat tog Nora og Hanne på en pilgrimsrejse til Fatima i Portugal, et af katolicismens vigtigste Maria-åbenbaringssteder.
Hanne og Nora ankom til Fatima sent om aftenen, men var lige nede på åbenbaringspladsen, hvor den store basilika ligger.
Næste morgen tidlig stod Nora op og gik en tur. Men op ad formiddagen gik Hanne ned på pladsen for at lede efter hende.
– Hun lovede at være tilbage til morgenmaden, men kom ikke tilbage. Så gik jeg derned. Og i det øjeblik, jeg kommer ned på pladsen, kommer Nora ud fra det lille sakramentskapel ved siden af den store basilika, fortæller Hanne.
– I skulle have set det lys, der var i hendes øjne, da hun kommer ned ad trapperne.
Nora havde fået en åbenbaring.

Da hun den morgen var gået ind i sakramentskapellet, havde hun fået et stærkt møde med Gud.
– Da jeg søgte ind i sakramentskapellet, vidste jeg, at der var noget helt særligt, der trak i mig. Synet, der mødte mig var så stærkt, at jeg bare måtte synke ned på knæ.
– Jeg så det, jeg havde set i drømmen halvandet år før, fortæller Nora og forklarer:
– Det var en monstrans, meget moderne udformet. En stor sort jernplade inddelt i fire felter, med det store runde alterbrød placeret inde i midten.
– Den traditionelle monstrans er udformet sådan, at det cirkelformede skuebrød er indfattet i metal, formet som en sol, og er normalt prydet med glitrende sten for at fremhæve det hellige sakramente. Men alligevel var jeg ikke et sekund i tvivl, fortæller Nora. Dette var et møde med Jesus, og det var ham, der havde ført mig til Fatima. Tiden forsvandt, jeg kunne ikke løsrive mig, sad i flere timer, fortæller Nora.

Hanne gik sammen med Nora tilbage til kapellet og oplevede meget stærkt, at det var lige netop det syn, Nora havde beskrevet for så længe siden, da hun var ulykkelig og ikke kunne se meningen med sit liv.
– Ordene fra en sang, vi havde sunget, blev pludselig mine ord: ”Tag mig, brug mig”. Jeg overgav mig. Det var stort, fortæller Hanne.

Efter den stærke oplevelse i Fatima var tvivlen forsvundet hos såvel Hanne som Nora. De vidste begge, at nu havde de fundet det, de søgte. Troen på Jesus. Men efterfølgende har de bevæget sig meget omkring i forskellige kirkesamfund.
Nora tog efter et ophold hos karismatiske katolikker i England til Pinsevækkelsens Højskole i Mariager og er senere vendt tilbage til folkekirken, hvor hun oprindelig er både døbt og konfirmeret.
Hanne har de sidste 9 år søgt undervisning i forskellige kirkesamfund, men har fundet et fællesskab, hvor hun føler sig hjemme i en folkekirke, Skt. Hans kirke i Odense. Hun ser en stor styrke i, at oplevelserne med Gud ikke er bundet til et bestemt kirkesamfund.
– Jeg er naturligt nok blevet meget økumenisk og er for eksempel meget begejstret for SommerOase, hvor man er tværkirkelige med fokus på Jesus og ikke mener, at noget kirkesamfund har patent på den treenige Gud, siger Hanne.

Begejstringen stråler ud af Hanne, når hun fortæller om sin tro og sine oplevelser med Helligånden. Og hun ved, at det kan virke irriterende på andre.
– Mange af dem, jeg er sammen med nu, er jo vokset op med kristendommen som en naturlig del af deres liv. Men for mig, som kommer fra et ukirkelig miljø uden tro på, at Kristus gør hele forskellen, har det været som at få et nyt liv, siger Hanne.
Nora udstråler den samme begejstring. I dag er hun gift med Preben og mor til lille Rebekka, men hun glemmer ikke, at alt så helt anderledes ud for 22 år siden, hvor hun levede uden handicap og uden tro.
– Men jeg vil ikke bytte med livet før ulykken, for så var jeg aldrig begyndt at tro på Jesus, slutter Nora Heiden Spaanheden.