Kristne i Gaza i klemme
Der er omkring 2.000 kristne blandt Gazas 1.4 millioner muslimer. Hamas lover dem
beskyttelse, men er det tomme løfter, der skal forbedre terrororganisationens image?Gaza-striben, som er på størrelse med Langeland, har siden i juni lidt under kronisk mangel på mad og medicin og daglige strømafbrydelser i timevis.
Det er ikke mindst den civile befolkning, som betaler den dyre pris for Hamas uddrivelse af Fatah – og blandt de civile er 2.000 kristne fordelt mellem en syrisk-ortodoks, en baptist og en katolsk kirke.
– Jeg har aldrig været i fængsel, men nu bor jeg i et, fortæller Hanna Massad, præst for Gazas ca. 200 baptister.
– Vi kristne er nødt til at være ekstra forsigtige i denne tid, men vi fortsætter med vores outreach aktiviteter og møder, siger den 47-årige præst, som dog ikke kan ignorere kommentarer som denne fra Sheik Abu Saqer, der er leder af Gazas Jahadia Salafiya Islam bevægelse. En militant bevægelse, som menes at have kontakter til Al Qaida:
– Vi vil sørge for, at kristne skoler og institutioner i al offentlighed viser, hvad de underviser i, så vi kan være sikre på, at de ikke udfører missionsarbejde. Slut med alkohol i gaderne. Alle kvinder, også ikke-muslimer, skal tildække deres hoved, når de viser sig offentligt. Også internetcafeer, poolhaller og barer skal der sættes en stopper for, udtalte sheiken til WorldNetDaily i forbindelse med Hamas overtagelse af Gaza i juni.
– Det er mennesker som disse, der bombede vores Bible Society bygning i juni – de er militante og imod alt, der er kristent. Det er den udfordring vi er nødt til at leve med hver dag i vores kristne liv, siger Hanna Massad.
Men ikke alle har kunnet klare denne udfordring. Nogle fra menigheden kommer ikke længere i kirke, og nogle kvinder er begyndt at gå med tørklæde på gaden, så de ikke bliver genkendt som kristne:
– De er bange. Mange mennesker kigger på dig på gaden, hvis du ikke dækker dit hoved til, forklarer Massad. Han mener dog ikke, at det er Hamas, de kristne bør frygte.
– De vil gerne se godt ud i vestens øjne, siger han, men understreger, at tilværelsen var nemmere, da Fatah havde kontrollen i Gaza.
Men ikke alle kristne er bekymrede over at leve under et styre, der ellers befinder sig på alverdens terrorlister.
Lederen af Gazas katolske kirke, Fader Manuel Musallam, udtaler til Udfordringen, at hans liv ikke er blevet sværere efter Hamas kom til:
– Som kristne er vi uden for konflikten, siger han.
Da Hamas kom til magten i Gaza i juni, angreb maskerede, bevæbnede mænd også den katolske kirke og skole. Bibler og andet religiøst inventar blev brændt, og der blev stjålet computere. Men Fader Manuel tror ikke, at det var Hamas.
– Det var privatpersoner, som udnyttede situationen. En muslimsk skole blev også angrebet. Det var simple tyve, der gjorde det – ikke Hamas. Jeg er bedste venner med Hamas. Efter angrebet kom de til mig for at vise deres sympati.
Præsten er ikke bange for at afsløre, at han ofte mødes med medlemmer af Hamas. Han fortæller mig, at han endda har inviteret gruppens medstifter, Dr. Mahmoud al-Zahar, til sin nevøs bryllup.
– Vi taler sammen. De ved, at jeg ikke er en del af Hamas. Jeg siger ligeud til dem, at jeg er imod deres fanatisme og deres måde at løse problemer på. Og jeg kan ikke acceptere, at de har gjort livet sværere for mange palæstinensere.
Men Fader Musallam understreger, at de kristne i Gaza ikke lider mere end andre:
– Vi lider ikke som kristne – kun på grund af den generelle situation. Men vi lider ikke på grund af Hamas, men med Hamas. Vi er taget til fange sammen med dem i dette store fængsel.
Til de kristne rundt om i verden, som støtter Israel, siger den katolske præst:
– Vi vil ikke støtte jer. Vi vil hellere stå sammen med muslimerne, siger fader Musallam og understreger, at hans palæstinensiske identitet er lige så vigtig som hans kristne tro.
Denne kommentar varmer naturligvis Mahmoud al-Zahars Hamas-hjerte:
– Vores relation til de kristne her i Gaza er meget intim. De er borgere som os og har de samme rettigheder som os uanset religion eller politik, siger den tidligere udenrigsminister for Hamas.
– Hvis nogle truer eller skræmmer de kristne, vil vi (Hamas) straffe dem.
Al-Zahar hentyder til Sheik Abu Saqer, som i ovennævnte interview også udtalte, at kristne må forberede sig på islamisk styre, hvis de vil leve i fred i Gaza.
Hamas-talsmanden mener ikke, at en etablering af en stat baseret på islamisk Sharia lov vil give nogle problemer for den kristne minoritet.
– Jeg mødes med kirkelederne hele tiden. Vi diskuterer med hinanden og prøver at opfylde deres ønsker, siger al-Zahar og understreger, at hans religion beder ham om at behandle kristne godt.
– Jeg tror ikke kristne udefra kan forstå det, men i forhold til i Vesten, har muslimer og kristne her meget til fælles.
Hamas har også ved andre lejligheder udtalt, at de vil beskytte de kristne mod mere militante grupper i Gaza.
Professor i politiske studier og ekspert i palæstinensiske relationer, Menachem Klein, tror, at Hamas mener det.
– Det er ikke en del af Hamas doktrin at angribe kristne, siger han og støttes af en muslimsk journalist, Safwat Kahlout, bosat i Gaza:
– Hamas er ivrige efter at vise Vesten, at de gør et godt stykke arbejde. De voldelige handliner imod kristne var udført at unge, dumme militante. De vil blive straffet af Hamas. Hamas er den store boss nu, siger han.
Selvom Hamas angiveligt har styr på tropperne, så er det svært at vide, hvad der i gemmer sig under overfladen.
Det går rygter om, at en kvindelig professor ved Palestina Universitet i Gaza er blevet tvunget til at konvertere. Den kristne Sana al-Sayegh, som er dekan ved univesitetets Videnskabs- og Teknologi Fakultet, forsvandt pludselig denne sommer. To uger efter kom hun tilbage og erklærede overfor sine forældre, at hun nu var muslim. Forældrene mener, hun blev tvunget af Hamas og universitetets leder.
Senest blev en 80-årig kristen kvinde overfaldet i sit hjem, slået til blods og bestjålet af en hætteklædt overfaldmand, som kaldte den kristne kvinde, Claire Farah Tarazi, en vantro.
Et familiemedlem til kvinden udtalte til The Jerusalem Post: – Det faktum, at voldsmanden kaldte hende en vantro, taler for sig selv.
Så måske er Hamas ikke den rette beskytter for de kristne i Gaza alligevel?