Et folkekirkeligt genmæle mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse

Et amerikansk udtryk lyder: If it ain’t broke don’t fix it. Hvis noget ikke er i stykker, skal man lade være med at reparere det. Man risikerer at gøre det hele meget værre. Dette udtryk er en udmærket sammenfatning af det budskab, som undertegnede præster og teologer har skrevet i et genmæle mod Lars Sandbecks bog Når kærligheden dømmer (2024).

Lars Sandbeck, som er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), ønsker ihærdigt at reparere på folkekirkens bekendelse og erstatte den med ”apokatastasis-tanken”, læren om alles frelse. Det, synes vi, er en dårlig idé. Sandbecks tanker vil være kendt af mange af Kristeligt Dagblads læsere. I en årrække har han i klummer og indlæg gjort sig til talsmand for læren om alles frelse, hvilket har givet anledning til flere debatter.

Nu har han så valgt at skrive en hel bog om emnet, hvis formål er at arbejde for et ”temmeligt omfattende paradigmeskifte” i folkekirken vedr. spørgsmålet om alles frelse. Han skriver om bogens formål: ”Det er mit håb, at jeg med denne bog kan bidrage til et sådant skifte, så evangeliet om Guds universelle kærlighed og alle menneskers frelse atter kan blive hørt.” Vi syv teologer har sammen læst og drøftet Sandbecks bog.

Vi repræsenterer ikke en bestemt teologisk eller kirkelig retning, men blev hurtigt enige om at skrive, hvad vi kalder ”et folkekirkeligt genmæle”. Det er naturligvis ikke muligt i en enkelt kronik at redegøre for de mange kritikpunkter, vi rejser i bogen mod Sandbecks kristendomsforståelse; men vi vil gerne redegøre for nogle af hovedtrækkene. Allerførst vil vi slå fast, at der ikke er nogen som helst grund til at ændre på folkekirkens lutherske bekendelse.

If it ain’t broke don’t fix it. Kort sagt mener vi ikke, at den lutherske bekendelse står i vejen for evangeliets udbredelse i folkekirken. Det indrømmer Sandbeck faktisk også selv, men fastholder alligevel, at bekendelsen skal ændres, for at evangeliet ”atter kan blive hørt”. Det er især artikel 17 i Den augsburgske Bekendelse, der forarger Sandbeck, fordi der bl.a. står: ”Ligeledes lærer de (menighederne), at Kristus vil komme til syne ved verdens afslutning for at dømme, og at han vil opvække alle døde.

De fromme og udvalgte vil han give evigt liv og uophørlige glæder, men de ugudelige mennesker og djævlene vil han fordømme til at pines uden ende.” Det ønsker Sandbeck at ændre, så der ikke længere skal være noget, der hverken hedder fortabelse, fortabte mennesker eller helvede. Hvis der virkelig herskede megen fortabelsesangst og generelt lød en sort og truende dommedagsforkyndelse i folkekirken, kunne der måske være grund til at diskutere nogle af formuleringerne. Men det gør der som bekendt ikke.

Præster er meget bevidste om, at det gælder om at forkynde evangeliet, det glædelige budskab om frelse for fortabte og frelse fra fortabelsen. I kirken skal man ikke forkynde fortabelse, men frelse. Men hvis man som Sandbeck vælger at påstå, at der slet ikke er nogen fortabelse, og at alle bliver frelst, uanset om de ønsker det eller ej, vil det det være at gå ud over Ny Testamentes og Jesu forkyndelse.

De første disciple stillede selv spørgsmålet til Jesus: ”Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?” Hvis Jesus havde ønsket at forkynde og overbevise dem og alle senere generationer om alle menneskers frelse, kunne han blot have svaret: ”Alle mennesker bliver frelst!” I stedet gav han dette mere dunkle svar:

”Kæmp for at komme ind gennem den snævre port …”

– Jesus i Luk. 13,24

”Kæmp for at komme ind gennem den snævre port …” (Luk 13,24). Spørgsmålet om, hvor mange eller om alle bliver frelst, besvarer Jesus slet ikke; i stedet benytter han anledningen til at understrege fortabelsens alvor for disciplene. Det samme gælder et af Bibelens mest kendte vers: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). Hvis evangelisten havde ment, at det var sandt at understrege eller forkynde troen på alles frelse, kunne der blot have stået:

”for at ingen skal fortabes, men alle have det evige liv”. I stedet skriver han: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31). Sandbeck underkender betydningen af troen og modtagelsen af evangeliet som en vigtig forudsætning for frelsen og påstår, lærer og forkynder i stedet, at alle bliver frelst. Det åbner en Pandoras æske med et utal af nye og vanskelige problemstillinger. Der skabes så mange problemer og skæv-vridninger, at der bliver tale om en helt anden religion, hvilket Sandbeck faktisk også åbent erkender og indrømmer.

I Et folkekirkeligt genmæle giver vi en lang række eksempler på, hvordan og i hvor høj grad der herved sker en skævvridning af kristendommen. Steen Skovsgaard peger bl.a. på, at flere af Sandbecks løsningsforslag i højere grad ligner islam end kristendom. Jesper Birkler understreger, at forestillingen og diskussionen om alles frelse langt fra er af nyere dato. Johannes Glenthøj kigger også bagud i kirkens historie og undersøger Sandbecks brug af de oldkirkelige teologer og kritiserer måden, han læser de gamle tekster på.

Kristentroen er og har altid været fyldt med spændinger og paradokser, og Flemming Baatz Kristensen efterlyser derfor en større anfægtelse hos Sandbeck. Erik Holmgaard tager fat på bibelske begreber som f.eks. Guds vrede, helvede, Djævelen og Jesu ”kommedag” og argumenterer for, at de bibelske begreber skal tages alvorligt. ”Med Sandbecks projekt vil der ikke være tale om en reformation, men tværtimod en deformation af folkekirken,” påpeger Helga Døssing Bendfeldt, ligesom Lars Hougaard Clausen, der bidrager med to digte og en salme, undrer sig over fraværet af den historiske dimension i Sandbecks eskatologi.

Sidst og ikke mindst stiller Birkler og Holmgaard en række spørgsmål til bestyrelsen for FUV, hvor Sandbeck underviser præster og kirke- og kulturmedarbejdere. De spørger bl.a., om præsters forudsætninger styrkes ved konfessionskritik. I et par afsluttende afsnit får præster fra den ortodokse og den katolske kirke i Danmark ordet for kort at fortælle, hvad de lærer og forkynder om frelse og fortabelse. Endelig bringes en række citater af Grundtvig og andre toneangivende teologer og filosoffer.

Et folkekirkeligt genmæle rundes af med to hymner af Efraim Syreren, oversat fra assyrisk af Johannes Bartholdy Glenthøj: ”Lykkelig er den, hvis harpe spiller til de salmer, David sang: om det åbenbarede, som er uudgrundeligt, og om det skjulte, som ikke kan ransages.” Det mysterium og den uudgrundelige tro håber vi, at vores bog kan være budbringer af. For der er grund til at understrege, at kristentro er andet og mere end den ”sammenhængende”, ”lysere, smukkere og behageligere” kristendomsforståelse, som Sandbeck plæderer for.

”Hvis evangelisten havde ment,
at det var sandt at understrege
eller forkynde troen på alles frelse,
kunne der blot have stået:
”for at ingen skal fortabes,
men alle have det evige liv.”
I stedet skriver han:
”Men dette er skrevet,
for at I skal tro, at Jesus er Kristus,
Guds søn, og for at I, når I tror,
skal have liv i hans navn.” ”

Fotoet på bogens forside viser hjørnestenen på Radsted kirke. Stenen er usædvanlig stor, og bemærkelsesværdigt er det, at der er en dyb revne eller et brud i stenen. På trods heraf har den holdt i århundreder og fundet sit leje som brudt. Denne hjørnesten kan være en illustration på den lutherske bekendelse, der hverken er smuk, formfuldendt eller sammenhængende, men som har holdt og gjort sin gerning i mange generationer.

Bogens budskab kan sammenfattes med et vers fra Bibelen, nemlig Herrens ord til profeten Esajas (65,8): ”Når der er saft i druen, siger man: ’Ødelæg den ikke, der er velsignelse i den.’”