IPSICC

Kirkens kultur kan opmuntre menigheden til at handle i tro og til at bede for hinanden

Som kristne kan vi samarbejde med Gud, som lægger gode gerninger til rette for os. Gerninger, hvor vi på hans ord og i hans kraft kan udføre Guds vilje. Det kan eksempelvis ske gennem forbøn for hinanden.

”I den danske kirke kan individualismen komme til udtryk ved overdreven optagethed af, hvad Gud kan gøre for mig, men helbredelse sker ofte ifølge Esajas 58, når vi selv rækker ud til vores næste,” siger Poul Henning Krog. Han ses her med sin første bog ”Kære Hr. tyv – og 39 andre indlæg fra min blog”.

 

Poul Henning Krog har arbejdet som psykiater i otte år. I de år var han primært optaget af, at Gud kan give indre lægedom af sjæl og psyke. I den seneste tid har han erfaret nye sider af Gud som helbreder. Fysiske sygdomme er blevet helt eller delvist helbredt. Han oplevede også, at Gud talte til ham i et syn om helbredelser i menigheden. Her fortæller han om sine oplevelser og erfaringer.

”For nogle kristne sker det jævnligt, at Gud åbenbarer sin vilje og sit ord gennem billeder, syn og drømme, og for nogle er det almindeligt at fortælle om sådanne syn, drømme eller billeder. Bibelen fortæller, at syn og drømme er en af de mange forskellige måder, Gud kan tale til os på. Ifølge Bibelen kan vi bedømme og vurdere, om et syn eller en drøm er fra Gud eller ej. Ikke alle syn, drømme eller billeder er nemlig givet af Gud. De kan også være inspireret af menneskets egen underbevidsthed eller af den dæmoniske verden. Selvom et syn er fra Gud, er det almindeligt, at modtageren ikke umiddelbart forstår, hvad synet betyder. Derfor vælger mange at søge Gud i samtale og bøn for at forstå budskabet i synet. Vi er mennesker, som begår fejl, og som tager fejl. Det kan også ske, selvom vi har søgt Gud.”

Joh 14.26-27: ”Men det bliver Helligånden, den nye vejleder, som Faderen vil sende jer i mit sted, som skal vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer. Jeg giver jer min fred og det er en bedre fred end den, mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse.” ”Når vi italesætter, at det er den ene del af guddommen, nemlig Helligånden, som minder os om noget, skyldes det, at Jesus blandt andet siger til sine disciple i Bibelen: ”Helligånden vil vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, som jeg har sagt til jer””.

Syn på et bedemøde

Poul Henning oplevede netop at se et syn, og at Helligånden senere mindede ham om synet. På et bedemøde så han en stor ørn, som svævede over menigheden. Han så, at ørnen landede. Han havde i synet en fornemmelse af, at Helligånden ville sige noget specifikt. Fordi han så en ørn, nærstuderede han efterfølgende alle steder i Bibelen, som omtaler ørne. Poul Hennings kone vidste intet om sin mands syn eller bibelstudie.

Hun fik et billede, som hun delte med ham. Det bekræftede Poul Hennings syn. Det sker ofte, at Helligånden på forskellig vis taler til flere personer om samme emne. Mange kristne vil beskrive dette fænomen som Helligåndens virke.

En ny trospraksis

Poul Henning og hans kone er præstepar i Frikirken på Langeland, der består af cirka 40 medlemmer. De fleste af dem er voksne. De sidste tre måneder har man til gudstjenesterne kontinuerligt afprøvet en ny åndelig praksis med fællesbøn. I forbindelse med fællesbønnen er syge blevet salvet med olie. En trospraksis, som er beskrevet i Bibelen. En af de søndage, hvor man udførte denne praksis, oplevede flere fra menigheden, at Gud gjorde noget helt fysisk og konkret.

Mens hele menigheden stod i rundkreds, bad og holdt hinanden i hænderne, blev Poul Henning mindet om skriftstedet: “Når en del af legemet lider, lider hele legemet.” Han udtalte skriftstedet og gik rundt i rundkredsen for at bede for dem, der ønskede det. “Det gode ved denne tilgang er, at hele menigheden er engageret i forbønnen. På den måde trænes vi alle i at være åbne for Helligåndens virke og tale,” siger Poul Henning og fortsætter:

“Traditionelt kommer der ofte få frem til forbøn hos et forbønsteam, men her bliver det en menighedskulturskabende faktor, at vi alle beder og øver os i at lytte og dele livet i Helligånden.”

En handlende tro

En person fra menigheden tog initiativ til at gå sammen med Poul Henning og bede for mennesker. En anden fik et profetisk ord til en bestemt person. Det vil sige, at vedkommende sagde noget, som Poul Henning vurderede var inspireret af Gud. Man salvede også syge med olie, en åndelig praksis, som Bibelen omtaler i Jakobs brev 5:14.

“Er nogen iblandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem.” I Frikirken Langeland kan man blive bedt for og salvet med olie enten til gudstjenesterne, i hjemmet eller på hospitalet. Det er som oftest lederne i menigheden, der gør det. Bibelen kalder menighedens ledere for ”ældste”.

Helt eller delvist helbredt

Ved gudstjenesten blev en kvinde helbredt, selvom hun hverken havde markeret ønske om forbøn, var trådt frem, blevet salvet med olie eller blevet bedt for, fortæller Poul Henning. Hun havde stærke smerter i højre hånd og fod, som spontant fuldstændig forsvandt. Hun blev så glad og overrasket over miraklet, at hun afbrød det, der var gang i for storsmilende at fortælle at de stærke smerter var totalt forsvundet.

“Jeg har siden været i dialog med hende, og hun har det stadig godt.” En mand, som de sidste 3-4 år havde haft nervebetændelse i venstre ben, der medførte kroniske smerter, blev også berørt af Gud. Da Poul Henning for nyligt fulgte op på, hvordan manden havde det, fortalte han, at han havde det langt bedre, og at smerterne næsten var helt væk. Nervebetændelsen forsvandt og har efterfølgende kun været at mærke en gang imellem. Tidligere var den at mærke flere gange hver uge.

En kvinde oplevede, at smerter i lænden forsvandt fuldstændig, da hun blev bedt for og salvet med olie. Smerterne havde været der nogle dage om ugen, men de forsvandt og kom ikke igen. Hun fortalte om miraklet den efterfølgende søndag. Der blev også med forældrenes samtykke bedt for et barn med allergi. Barnet blev også salvet med olie. ”Umiddelbart skete der noget, men helbredelsen varede ikke ved,” fortæller Poul Henning.

En fostrende kirkekultur

Poul Henning kalder denne gudstjenesteform for fostrende. Med det mener han, at formen bevirker, at menige medlemmer i kirken kan blive fortrolige med og vant til at virke sammen med Helligånden. “Når vi går i tro på Guds Ord, er vi afslappede i, at vi kan handle, som vi inspireres til i Bibelen. Ved forkyndelse, nadver, bøn, lovsang og fællesskab skaber vi et kirkemiljø som var i den første menighed. Her kan Helligånden få frit løb,” siger han. ”Planlægning og program skal befordre og ikke forstyrre Helligåndens virke.”

Poul Henning praktiserer og længes efter en kirkekultur, hvor vi glædes over, at andre i menigheden bliver helbredt. Også selvom vi måske selv har brug for helbredelse. Han håber, at vores tanker bliver noget i retning af: “Det kan være, at Gud helbreder mig næste gang, men i dag glæder jeg mig sammen med den eller dem, som lige er blevet helbredt.” Poul Henning adresserer den danske kultur som en udpræget individualistisk kultur.

Som kristne præges og påvirkes vi af denne kultur, som sætter mennesket i centrum. Det handler om mig, mig, mig. I den danske kirke kan individualismen komme til udtryk ved overdreven optagethed af, hvad Gud kan gøre for mig, men helbredelse sker ofte ifølge Esajas 58, når vi selv rækker ud til vores næste. Poul Henning mener, at jo stærkere ’vi-kultur’, kærlighed og enhed, der er i den danske kirke, jo flere helbredelser vil vi opleve. Når Jesus ophøjes, er der helbredelse under hans vinger, slutter han.