Om gerningsretfærdighed og nåden

Livet nu til dags er et tag-selv-bord for mange mennesker i den vestlige verden. Lige fra barns ben bliver vi konfronteret med en bunke valgmuligheder.

– Men sideløbende med disse valg bliver du også stillet overfor spørgsmål om, hvorvidt du gør det godt nok. Er du god nok til at komme ind på den uddannelse, du gerne vil have? Hvad er dit karaktergennemsnit? Er du interessant nok til, at den kvinde eller mand, du er forelsket i, vil kigge i din retning? Er du god til at opdrage dine børn?

– Er du så god en ægtefælle, at du stadig vil være gift efter 10 års ægteskab?

– Er du i stand til at nå de mål, du har sat i din tilværelse?

– Rækker dine evner til det, du gerne vil udføre?

– Er du i det hele taget god nok?

– Og gør du det hele godt nok?

Det er det spørgsmål, farisæeren stiller sig selv overfor mødet med Gud. Han kommer frem til, at han er god nok. Han gør de ting, det Gamle Testamente pålægger ham at gøre. Han betaler tiende af sin indtægt. Han faster to gange om ugen. Han røver ikke andre mennesker, og han er ikke uretfærdig. Men farisæeren har et problem. For han tror, at han bliver frelst og mere velanset i Guds øjne ved at gøre gode gerninger.

Det samme troede en anden mand, der levede omkring år 400 efter Kristus. Hans navn var Pelagius. Han var helt overbevist om, at Gud havde givet mennesket en fri vilje, for at det skulle kunne overholde de bud, der stod i Bibelen. Gud vil ikke stille større krav til mennesket, end det kan overholde. Så hvis mennesket gør sig umage, kan det godt efterkomme Guds krav. Sådan mente Pelagius omkring år 400. Knap 20 år efter blev Pelagius dømt som kætter og smidt ud af kirken!

For Pelagius havde lavet præcis samme fejltagelse som farisæeren. De troede begge, at de kunne gøre sig fortjent til frelsen gennem det, de gjorde. Tolderen derimod havde indset, at han ikke kunne gøre nogen forskel, uanset hvor meget han gjorde sig umage. Han havde forstået, at han kun havde én mulighed tilbage: At bede om tilgivelse for sine synder. Om han så var nok så perfekt i forhold til at give penge til de fattige, at faste og så videre, så ville det aldrig være nok. Der var kun den mulighed at kaste sig på knæ og bede om nåde. Men hvad er så nåde?

– Og hvordan får vi denne nåde, hvis det ikke hjælper at gøre som farisæeren eller Pelagius?

Det kan jeg illustrere med en lille historie. En mand havde levet et langt og godt liv. Han var nu død og skulle stilles til regnskab for sine synder. Han stod foran en gigantisk trone, hvor Jesus sad midt i det hele. Mest af alt mindede det om en retssal, og der var slet ingen tvivl om, hvad der skulle foregå. Manden trådte frem for tronen, og anklagerne blev lagt frem imod ham. Da alle anklagerne var blevet lagt frem, sagde manden kækt: ”Jeg har gået i kirke hver eneste søndag hele mit liv”.

”Om han så var nok så perfekt
i forhold til at give penge til de fattige,
at faste og så videre, så ville det aldrig være nok.
Der var kun den mulighed at
kaste sig på knæ og bede om nåde.”

”Jamen det var da fint,” lød det fra dommeren. ”Men det ændrer jo ikke det store ved den regning, du står til at skulle betale her. Du er jo vant til at regne i penge, der hvor du kommer fra. Så lad os sige, at du skylder for 1.000 kroner. Du har gået i kirke hver eneste søndag. Det giver dig én krones nedslag i regningen.” Hmmm… Manden tænkte sig lidt om. Han havde godt nok regnet med, at det ville give mere udbytte med al den kirkegang. Så kom det pludselig fra ham:

”Jamen, jeg har også stået fadder til et lille barn, der blev døbt. Og sidenhen fortalte jeg barnet om dig!” ”Det er rigtigt,” svarede dommeren kærligt. ”Det var virkelig godt. Jeg vil gerne give dig 5 kroners rabat for det….Så mangler du kun 994.” Manden var lamslået. Han havde virkelig gjort så mange gode ting i sit liv. Noget måtte da hjælpe! ”Hvad med de gange, jeg har givet penge til folk i nød?”

”Og alle de gange, hvor jeg har hjulpet andre mennesker, når der var problemer?” ”Tæller det slet ikke for noget?” Dommeren kiggede inderligt på ham og sagde: ”Jeg er jo en nådig dommer, så jeg vil give dig yderligere 5 kroner for de handlinger.” Manden var nærmest panisk. Han bøjede sit hoved og så ned i gulvet. ”Jeg mangler langt over 900 kroner i at have betalt, og jeg synes virkelig, jeg nævner de bedste ting i mit liv!” Han havde nærmest hvisket det for sig selv. Men alligevel svarede dommeren ham:

”Ja, du gør dig jo umage.” ”Jeg kunne jo godt hjælpe dig med at komme i tanke om de andre gode ting, du har gjort. Men hvad skulle det hjælpe?” ”Når vi lægger alle dine gode gerninger sammen, kan det give dig knap 100 kroner i rabat.” ”Hvordan kunne du så tænke dig at afdrage resten af gælden?” Manden, som nu faldt hulkende sammen på gulvet, gispede efter vejret. ”Jeg har jo ingen chance for at betale så stor en pris!” ”Det kan da ikke passe!”

”Jesus, hjælp mig!” ”Vær mig nådig!” ”Rejs dig!” sagde dommeren. ”Din gæld er betalt!” Her forlader vi så retssalsdramaet igen. Manden indså til sidst, at han ikke selv kunne betale sin gæld – uanset hvor meget han gjorde sig umage. Farisæeren tog fejl, og Tolderen har ret. Vi må også bøje hovedet og bede om tilgivelse. I Matthæusevangeliet (5,6) står der: ”Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.”

Der står ikke: ”Salige er de, som har retfærdigheden.” For det har vi ikke! Frelsen får vi af nåde, når vi tør bøje hovedet og indrømme, at vi på ingen måde kan gøre os fortjent til at få den.

Prædikentekst: Luk. 18,9-14

Lignelsen om farisæeren og tolderen

” Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.

Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.