IPSICC

Tværkirkelig bibeluddeling i Grækenland

Ortodokse og protestantiske kirkeledere i byen Volos i det centrale Grækenland samarbejder om at nå grækerne med evangeliet.

Ud fra overbevisningen om, at alle grækere har brug for evangeliet, uddelte frivillige i Volos 65.000 eksemplarer af Ny Testamente i en dør-til-dør-aktion til byens 160.000 indbyggere. Projektet opstod som følge af et særligt samarbejde mellem en protestantisk præst og en græsk-ortodoks biskop, skriver CNE.News. Den ortodokse metropolitan Ignatios og pastor Meletis Meletiadis sidder sammen ved bordet til et interview via Teams. Mens der mange steder ikke er nogen kontakt mellem den græsk-ortodokse og de små protestantiske kirker, har de to arbejdet sammen i årevis.

Biskop Ignatios er ansvarlig for Demetrias stift, som omfatter 160 sogne og cirka 200 præster og desuden formand for Det Græske Bibelselskab, hvor ortodokse, romersk-katolikker og protestanter arbejder sammen. Pastor Meletiadis er formand for bibelselskabets bestyrelse. Han er tilknyttet den reformerte græsk-evangeliske kirke i Volos, som har cirka halvfjerds medlemmer fra forskellige nationaliteter, heriblandt nogle albanske flygtninge med muslimsk baggrund.

De ankom i 1990’erne, blev budt velkommen med åbne arme, begyndte at læse Bibelen, tog imod Jesus som deres frelser og blev døbt. ”Mennesker har brug for at møde Kristus. Grækenland blev evangeliseret af apostlen Paulus for 2000 år siden. Det er et kristent land, men vi er nået til et punkt, hvor mange af vores folk, selvom de er født i ortodokse familier og døbt i ortodokse kirker, er uvidende om den kristne tro. Der er også en stor grad af synkretisme i Grækenland. Folk har brug for at blive genevangeliseret,” fastslår præsten. Han samarbejder med den ortodokse kirke blandt andet for at vise, at bibeluddelingen ikke er et forsøg på at overtale folk til at blive protestanter.