Det er farligt at tro
Trosfrihed i Nigeria er presset internt og eksternt. Det er vigtigt, at vi ikke overser, de forfulgte kristne, men det er også vigtigt, at vi ikke overser de forfulgte muslimer. Vi skal forsvare trosfriheden uden at vælge side i en religiøs kamp, skriver ugens kronikører.
Mens verden er optaget af Ukraine og Gaza, dræbes og fordrives kristne brutalt i Afrikas folkerigeste land.
Donald Trump åbnede verdens øjne for, at millioner af kristne lever i konstant frygt for angreb og fordrivelse i det nordlige og centrale Nigeria – alene fordi de tror på noget andet end deres naboer. Den nigerianske regering benægter Trumps angreb, fordi deres ”beskidte vasketøj” ikke skal udstilles for verden. Men problemerne er massive og rettighederne i bund. Dronning Mary udtrykte det på et besøg i Nigeria tidligere på året:
”Vi er forbundet med hinanden”. Ikke for at importere andres konflikter, men for at insistere på de værdier, vi selv bygger vores samfund på: frihed, respekt og menneskelig værdighed. Midpoint var på besøg i en af de landsbyer, hvor røgen fra de nedbrændte huse endnu ikke var slukket. Her sad kun en gammel kvinde og tre drenge, der forsøgte at glemme, at mor og far var flygtet eller slået ihjel.
Nej, her var ikke et påstået tilfældigt sammenstød om landbrugsjord mellem nomade-kvægdriverstammen Fulanerne og de kristne landmænd. Det forsøger nogen at neddrosle konflikten til. Hvad vi så var et forfærdeligt og helt bevidst angreb, hvor religion blev brugt til at mobilisere og radikalisere til voldelig ekstremisme rettet mod mennesker, der tror og tænker anderledes. Og vores lokale organisation fortæller om talrige efterfølgende angreb, siden vi kom hjem fra Nigeria.
Vi er nødt til at forstå trosfrihedens indre værdi og dens ydre brug: Når trosfriheden udhules i et samfund, bliver frygt vigtigere end samvittighed. Så mister samfundet sin sjæl. Men vi må ikke forenkle virkeligheden og bruge trosfriheden som geopolitisk redskab, som vi ser eksempler på både fra danske og udenlandske politikere.
Nej, der er ikke tros-
frihed i Nigeria
Alle borgere i Nigeria har formelt ret til at tro, hvad de vil – eller lade være. Men i virkeligheden bliver kristne landsbyer systematisk angrebet af væbnede grupper, ofte identificeret som fulani-hyrder særligt i de nordcentrale delstater, hvor vi arbejder. Kirker brændes systematisk, præster dræbes og hele stammer fordrives. Trosfrihed er et menneskeligt grundvilkår. Når mennesker ikke længere tør samles til gudstjeneste eller sende deres børn i kristne (eller muslimske eller jødiske) skoler, bliver trosfriheden ikke blot en juridisk udfordring, men et spørgsmål om overlevelse.
Straffrihed og tavs tro bliver normen
Med Trump som præsident kom Nigeria på dagsordenen i Washington, og Freedom of Religion and Belief (FoRB) blev en mærkesag i kampen mod ekstremisme og som støtte til kristne mindretal i muslimske majoritetslande. Landsdækkende danske medier som Politiken og DRP1 har for nyligt fortalt, hvordan også muslimer udsættes for vold, hærværk og forfølgelse i Nigeria. Det er altså ikke alene en kristen/muslimsk skillelinje, men en voldelig ekstremisme fra radikaliserede muslimer mod moderate muslimer og kristne.
Konflikten handler også om en stat, der har mistet kontrollen med sine yderområder, om en nedbrydning af samfundets moralske struktur – et svigtende retssystem, ulighed, klimaforandringer. Midpoint Nigerias ansvarlige for FoRB, Joshua Sati, fortæller: “Vi ønsker ikke hævn – vi ønsker retfærdighed. Vores kald er at bygge broer mellem samfund, ikke mure.” Den største trussel mod religionsfrihed i Nigeria er ikke kun volden, men straffriheden.
Når gerningsmænd ikke retsforfølges, vokser en kultur, hvor vold er accepteret som et middel til dominans. ”Dræb trygt i Guds navn. Frygt ikke loven!” Det er en farlig spiral.
Mange kristne familier lever nu som internt fordrevne. De mister ikke kun deres hjem og jord, men også deres stemme i det offentlige rum. Deres tro bliver tavs – ikke fordi de har opgivet den, men fordi overlevelse kræver det.
Den største trussel mod religionsfrihed
i Nigeria er ikke kun volden, men
straffriheden. Når gerningsmænd ikke
retsforfølges, vokser en kultur, hvor
vold er accepteret som et middel til dominans.
Ny erkendelse i Nigerias kirker
Trump mener trosfrihed er den nigerianske regerings opgave. Men det er vores fælles ansvar. I september 2025 deltog Midpoint Nigeria ved National Christian Leaders Freedom of Religion or Belief Conference i hovedstaden Abuja. Over 200 kirkeledere, jurister, embedsmænd og repræsentanter fra civilsamfundet var samlet med temaet “Defending Religious Freedom as a Gospel Imperative.”
Konferencen blev et vendepunkt i den interne forståelse: Trosfrihed er ikke kun et juridisk anliggende, men kirkens forpligtelse til at dokumentere overgreb, opbygge FoRB-komitéer, og styrke unges og kvinders stemme i fredsarbejdet. Kampen skal begynde lokalt – i landsbyer, skoler og relationer for at forvandle frygt til forståelse. Kirken må selv være proaktiv og gå forrest for at forsvare alle menneskers ret til at tro frit.
Statsapparatet i Nigeria vil ikke gøre noget. De mangler kapacitet, da mange af de afsatte midler ender i forkerte lommer, eller fordi de har en anden tro. Vi vil i stedet lade religion være et positivt redskab for enhed og positiv udvikling i samfundet i stedet for at opildne til ekstremisme.
En global udfordring – ikke et nationalt anliggende
FoRB er et fundamentalt menneskeligt princip – ikke blot en kristen bekymring. Når trosfrihed svigtes ét sted, svækkes den alle steder. Når du nægtes din ret til at tro frit, nægtes du samtidig retten til at være menneske. Danmark har en lang tradition for religionsfrihed. Derfor bør vi tage udviklingen alvorligt. Vi skal smøge ærmerne op – ikke gennem politiske kampagner, men gennem gensidig læring, uddannelse og støtte til lokale ledere, der tør stå fast på dialogen. Trosfrihed skal ikke kun forsvares, men forstås.
Sammen med Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde (CKU) uddanner vi i Midpoint børn og unge til rollemodeller, så de fremmer tolerance og empati på tværs af religiøse skel. Sådan fjerner vi konflikt, had og fordomme. Vi tilbyder også undervisnings- og samtaleformater, der hjælper menigheder, skoler og netværk til at forstå konflikterne bag forfølgelse, så vi ikke falder for de hurtige svar om “muslimer mod kristne”. Kendskab skaber ansvar.
”Vi beder ikke om, at verden skal redde os
– vi beder bare om, at nogen ser os.”Joshua Sati
Danmark må øge puljen til globale FoRB-initiativer og skrue op for vores stemme i internationale fora (EU, FN, OSCE), hvor tros- og religionsfrihed kan kobles til udviklingsbistand, handel og diplomati. Vi skal samle vidnesbyrd og fakta om menneskerettigheder. Som Joshua Sati siger: “Vi beder ikke om, at verden skal redde os – vi beder bare om, at nogen ser os.” Det betyder meget at vide, at man ikke er glemt.
Tro er en kraft til forsoning – ikke et våben. Vi skal forsvare trosfriheden uden at vælge side i en religiøs kamp. Vi skal vælge menneskets værdighed, så vi går imod religiøs fragmentering og uforsonlighed som blomstrer, så snart vi åbner de sociale medier.
– Vi skal støtte de lokale, der bygger fred midt i volden, og kræver retfærdighed fra dem, der tier.
– Vi skal nægte tavsheden magt og fortælle sandheden og skabe opmærksomhed om de glemte.
– Vi skal uddanne og stå sammen med de forfulgte.
– Vi skal insistere på, at trosfrihed ikke er et vestligt privilegium, men et menneskeligt ansvar.
Først dér bliver håbet stærkere end frygten. I sidste ende er spørgsmålet ikke, om vi tør tale om forfølgelse. Det er, om vi tør handle, før tavsheden bliver medskyldig.
