Leder af fristed for migranter på Cypern: ”Gud har altid det sidste ord”
På Cypern hjælper kristne fra flere forskellige kirker migranter, voldsramte kvinder og andre udsatte mennesker. Udfordringen har besøgt et af de to huse, som blev etableret på initiativ af en dansk præst og hans kone.
”Thanks Jesus. Thanks God”. ”Amen, halleluja”. Stemmerne løfter sig mod loftet i et hjørnelokale i centrum af byen Limassol på Cypern.
Her er fem mænd med nigeriansk baggrund, en kvinde fra Cameroun, en katolsk nonne og en katolsk præst stimlet sammen omkring Rossy Nicolau, lederen af House of Mercy, som stedet hedder. Rossy har netop fortalt de tilstedeværende en god og overraskende nyhed: House of Mercy kan blive i lokalet to måneder ind i det nye år – udlejeren har forlænget kontrakten indtil slutningen af februar.
Planen var ellers, at House of Mercy, som er et fristed for migranter, hjemløse og andre udsatte mennesker på den græske del af Cypern, skulle flytte til nye lokaler lige efter nytår. ”Myndighederne her på øen glemmer os og vil ikke vide af os, men Gud glemmer os ikke,” udbryder Inés, der kom til Cypern fra Cameroun for næsten fire år siden og har fået afslag på asyl, men har anket afgørelsen.
I mellemtiden overlever hun, så godt hun kan, ved at finde forefaldende arbejde. Alle de penge, hun kan undvære, sender hun hjem til sin 12-årige datter i Cameroun. Ofte har hun ikke penge til mad, og hun er dybt taknemlig for at kunne komme i House of Mercy, som hun netop er blevet introduceret for af en bekendt fra den lokale katolske kirke. ”Her har vi et sted, vi kan hvile ud og få noget at drikke og spise. I dag spiser jeg dog ikke, for jeg er med i en bedegruppe, som faster for at takke Gud for det år, der er gået, og bede om, at vi får det, vi behøver, i det nye år,” siger hun.
I Cameroun kom hun i forskellige kirker uden at have nogen fast kirkelig tilknytning, men for nylig besluttede hun at sige fuldt og helt ja til Jesus og lod sig optage i den katolske kirke. ”Jeg blev døbt og firmet og fik første kommunion på samme dag,” fortæller hun, mens hun lader fingrene på den ene hånd glide over den rosenkrans, hun har om halsen.
Vi skal være vores broders vogter
Rossy smiler og fortæller, at der hver aften kl. 20 er rosenkransbøn i House of Mercy for dem, der har lyst til at deltage. Stedet er åbent for alle, og der er kristne fra forskellige kirkeretninger blandt de frivillige, men de har en tilknytning til den lokale katolske kirke, og hun betegner sig selv som ’karismatisk katolik’. ”Vi er kristne brødre og søstre, og vi har et kald til at tage os af alle vores brødre og søstre, mennesker af alle slags. Når man har set et menneske i nød, forstår jeg ikke, at man kan ignorere kaldet til tjeneste. Vi skal være vores broders vogter, og det kan alle diskussionerne om asylpolitik ikke ændre på,” siger hun.
Hun har netop været henne i banken for at betale vandregningen og var indstillet på, at det var den sidste regning, hun skulle betale til den nuværende udlejer. Hun var sammen med nogle frivillige begyndt at kigge efter andre lokaler, men havde endnu ikke fundet et egnet sted, der var til at betale. Så dagens nyhed er en lettelse – og for Rossy et tydeligt tegn på, at Gud er med og giver organisationen det, der er behov for – også når det ser helt umuligt ud.
”Gud har sine planer for os, og vi skal bare lytte og stole på ham. Det er mit vidnesbyrd. Alt har et formål. Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg se, at Gud har forberedt mig til dette kald og denne tjeneste,” siger Rossy. Hun er født og opvokset i Den Dominikanske Republik og har boet en årrække i USA, på Manhattan i New York. Her var hun involveret i gadeplansarbejde blandt nogle af storbyens mest udsatte mennesker i og omkring Spanish Harlem. Hun og andre tilberedte måltider og delte ud til de hjemløse, som de også støttede med forbøn og rådgivning.
”Det var hårdt, for der var meget svære skæbner iblandt. Men det gjorde mig parat til det, der ventede mig på Cypern,” siger hun. I New York mødte hun sin mand, der har cypriotisk baggrund, og sammen besluttede de at flytte til Cypern. På Cypern lagde Rossy mærke til de mange migranter, og især da en stor lejr for asylsøgere på den nordlige, tyrkisk besatte, del af øen lukkede for omkring tre år siden, kunne hun se, at antallet af hjemløse migranter i gaderne steg.
Især var der mange nigerianske mænd, men også enkelte kvinder fra lande som Cameroun, Congo og Nigeria. ”Vi var en gruppe kristne brødre og søstre, som var begyndt at dele tøj og mad ud til dem, og vi kunne se, at der var et behov. Vi oplevede et kald til at tjene de mennesker, men hvordan? Så fik jeg kontakt til Josef fra Danmark, som allerede for længst havde etableret House of Mercy på den nordlige del af øen, og det var, som om hans støtte åbnede alle døre,” fortæller Rossy.
Josefs kald på Cypern
Josef Kristensen fik i 2011 et kald til at hjælpe voldsramte kvinder og migrantarbejdere på den tyrkiske del af Cypern. Inden da var han præst i den multietniske kirke Copenhagen Community Church i København, hvor der også kommer mange migranter. Desuden havde han og hans hustru Elin erfaring med at støtte voldsramte kvinder, da de boede i Tyrkiet ved grænsen til Syrien og etablerede et fællesskab for udsatte kvinder.
Josef og hans kone etablerede Nation’s Embassy og herefter ”House of Mercy”, et hus for voldsramte kvinder på det nordlige Cypern. I 2022 fik huset en aflægger i Limassol med Rossy som leder og med særligt fokus på mandlige migrantarbejdere, da det var dem, der mest oplagt havde behov for støtte. ”Vi startede uden ret meget, men Josefs støtte, både åndeligt og økonomisk, har betydet alt. Når han smiler og beder for os, er det som en forsikring om, at alt bliver godt. Forbindelsen til Josef og til andre i Danmark, der støtter os, betyder utrolig meget,” siger Rossy.
Gennem de tre år, House of Mercy har eksisteret i Limassol, har stedet – inden for lokalernes begrænsede rammer – udviklet sig. Oprindeligt var det et sted, der var tænkt til, at migranter og andre udsatte kunne komme ind og få fred og hvile sig, eventuelt deltage i bøn og bibellæsning, få vejledning og få et måltid mad eller eventuelt noget tøj. Rossy fik dog en vision om, at der skulle være senge, så de mest nødlidende kunne overnatte.
”Jeg anede ikke, hvordan det skulle lade sig gøre. Men så dukkede der en kvinde op, der skulle flytte på plejehjem og ville donere nogle af sine møbler til os. Hun havde blandt andet to køjesenge med madrasser, lagner og alt til. Det var Gud, der igen viste sin overstrømmende nåde og kærlighed,” siger Rossy. Hjørnelokalet, der vender ud mod gaden, er møbleret med sofaer, som er dækket med store stykker stof.
Der står også nogle små borde, og på en væg hænger en tv-skærm og et billede af den sidste nadver. Desuden et skilt med ordene ”House of Mercy”. I et hjørne bag en skillevæg er der et tekøkken og adgang til et toilet. Rundt omkring i lokalet står kufferter, og der ligger plastikposer med tøj og tæpper. Spredt i sofaerne sidder unge nigerianske mænd, de fleste med en telefon i hånden.
Beder om en fremtid
Frank, som kom til Cypern i 2023 for at søge asyl, har fået afslag og har ingen papirer. Han er dagligt på udkig efter arbejde og finder indimellem deltidsjob for en dag eller en kort periode. Han og andre samles ofte et sted, hvor de kan være heldige at få hyre som daglejere. Ofte står de der i mange timer uden at få arbejde, og indimellem kommer frivillige fra House of Mercy forbi med et varmt måltid til dem. Ofte overnatter Frank i House of Mercy, andre gange på gaden.
”Jeg er gift og har to børn hjemme i Nigeria, som jeg skal tage mig af. Jeg vil ikke selv spise, før jeg ved, at jeg har sendt penge hjem til dem, så de kan få noget at spise,” siger han. Han er iført en tyk sort hættetrøje, grønne joggingbukser og grå kondisko. ”Jeg tror på Gud og på Bibelens ord. Vi beder sammen hver dag, og vi går i kirke. Jeg beder om, at noget må blive bedre, at Gud vil give mig en fremtid,” siger han. Han forklarer, at han ikke kan tage hjem til Nigeria.
”Der er farligt for mig, og man kan ikke stole på nogen. Vores regering er ikke god. Jeg beder hver dag om, at tingene vil blive bedre i mit land,” siger han. Fra tekøkkenet fører en smal gang ud til et lille mørkt lokale, hvor de to køjesenge er stillet op. Der ligger soveposer, tæpper og tøj på sengene, og imellem dem står nogle kasser, som gør det ud for en reol.
”Siden vi fik køjesengene, har der været 15-20 unge mænd, som har sovet her. De hjælper med at holde stedet rent, og de holder øjne og ører åbne for, om andre har behov for et sted at være i løbet af natten. De fleste er fra Nigeria, men vi har også mænd fra Sri Lanka, Indien, Sudan og Polen, og ikke alle er kristne. Vi er åbne for alle, der har behov for at hvile,” siger Rossy.
Kaldet spreder sig
Bag i lokalet fører en dør ud til en lille gård med betongulv, hvor der står en sort spand. ”De unge mænd bader her, så godt som de nu kan. Vi ville gerne tilbyde dem et rigtigt bad, og vi håber, at det bliver muligt, når vi finder et nyt sted,” siger hun. Hun fortæller, at nogle af beboerne i ejendommen har klaget over uro og støj fra House of Mercy og over, at mændene bader i gården. Det har flere gange fået udlejer til at varsle, at han muligvis var nødt til at opsige lejemålet.
”Jeg forstår ham, for der er modstand mod migranter, og det er ikke let for ham, når der bliver klaget. Heldigvis er House of Mercy ikke bare lokalet her, men alt det, der sker – de nådefulde øjeblikke, det lille håb, der vækkes i mennesker, ordet, som vi deler. Guds måde at kalde flere til tjeneste,” siger Rossy. Hun tilføjer, at det er svært at hjælpe migranterne konkret med deres situation.
De fleste har ingen papirer eller har fået afslag på asyl eller endda på at søge om asyl. De har ikke ret til at søge arbejde, men de fleste ser heller ikke nogen mulighed for at rejse tilbage, hvor de kom fra. ”Men enkelte er rejst tilbage til Nigeria, og en af dem, som forlod os for nylig, holder kontakt med os og fortæller, at han ønsker at fortsætte House of Mercy i Nigeria. Vi beder Herren velsigne ham i hans tjeneste. Det giver mig håb, at kaldet spreder sig,” siger Rossy.
Faste og fejring
Inés fra Cameroun håber fortsat, at hendes advokat kan få de cypriotiske myndigheder til at godtage hendes ansøgning om asyl. ”Jeg kan ikke rejse tilbage til Cameroun. Det vil være farligt for mig. Men her kan jeg ikke få lov at arbejde, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde tag over hovedet,” siger hun. Rossy peger på et lille bord, hvor der er sat italiensk julekage, kiks, chokolade, ferskente og pulverkaffe frem sammen med et fad med appelsiner. ”Vil du ikke have noget?” spørger hun.
Inés forklarer, at hun faster, og Rossy indbyder i stedet to nyankomne kvinder til at tage for sig af småkager og kiks. De to kvinder er unge og har boet på Cypern 5-6 år for at studere økonomi. De bliver støttet økonomisk af familien hjemmefra og arbejder desuden ved siden af studierne, når der er arbejde at finde. De kommer jævnligt i House of Mercy, mest for at få moralsk og åndelig støtte, forklarer den ene, der stammer fra Cameroun og er katolik.
”I en periode kom jeg næsten hver dag. Jeg gik til messe i den katolske kirke kl. 18, og så vi var i nogle stykker, der kom herhen for at bede rosenkrans sammen,” fortæller hun. Nu er hun flyttet fra Limassol til en nærliggende by og kommer kun cirka en gang om ugen – ofte sammen med sin nepalesiske veninde, som har fødselsdag denne dag. De håber begge, at de efter endte studier kan finde arbejde på Cypern og sende penge hjem til deres familier. Rossy giver den nepalesiske kvinde et knus.
”Tillykke med fødselsdagen. Så har vi to ting at fejre. Vi kan fejre dig, og vi kan fejre, at House of Mercy får lov at blive her et par måneder,” siger hun. Inés smiler stort og tilføjer: ”I søndags var vi samlet til et fælles måltid, hvor vi delte Ordet og bad sammen. Vi talte om, at det var ’den sidste nadver’ her. Men sådan blev det ikke. Gud ville noget andet,” siger hun. Rossy nikker og udbryder: ”Ja, Gud har altid det sidste ord. Vi skal bare huske at lytte og give ham mulighed for at tale. Der sker hele tiden mirakler, når vi lader Gud handle frit.”
”Her har vi et sted, vi kan hvile ud og få noget at drikke og spise.
I dag spiser jeg dog ikke, for jeg er med i en bedegruppe,
som faster for at takke Gud for det år, der er gået,
og bede om, at vi får det, vi behøver, i det nye år.”Inés, Cameroun
Nations’ Embassy og House of Mercy
Nations’ Embassy er et globalt netværk og en forening, som blev stiftet af den danske frikirkepræst Josef Kristensen og hans kone Elin i 2011. Målet er at støtte kriseramte migrantarbejdere, voldsramte kvinder og andre udsatte mennesker på Cypern. Foreningen har etableret to steder, House of Mercy, et i det nordlige Cypern og et på den sydlige del af øen. I nord er målgruppen især voldsramte kvinder, i syd især migranter.
Nations’ Embassy hjælper mennesker uanset kulturelle, etniske, religiøse og sociale baggrunde – med afsæt i kristne værdier. Foreningen kan kontaktes via hjemmesiden https://nationsembassy.com/ – hvor der er info om kontaktpersoner og mulighed for at give økonomisk støtte.
