Gud opgiver ikke sine planer
Jeg sidder lige nu lunt indenfor med en kop kaffe, imens det sner og blæser op udenfor. Sidder og er spændt på, om den varslede snestorm rammer i mit område, da jeg lige om lidt skal ud at køre.
Herinde er det roligt og varmt. Alt ser nyt og anderledes ud under den hvide sne. Træerne i haven er blevet smukke sneskulpturer, og skoven, vi kan se fra vores vinduer, er klædt i hvidt. Iklædt sneen ser verden udenfor uberørt og ny ud. Hverdagen er startet op igen i et nyt år, der også står lige så uberørt som udsigten udenfor. Efter en december, hvor flere storme ramte vores vej med dertil hørende uro og bekymring, er der noget fint symbolsk i at kunne vende kalenderen til et nyt år.
Et nyt år betyder selvfølgeligt ikke, at tavlen er visket ren, og vi ikke bærer det gamle år med os, men det betyder, at noget nyt gror frem. I midten af december, hvor stormene var på det højeste hos os, gik jeg en lang tur i skoven og fik øje på nogle smukke grene med lav, der var brækket af og lå på jorden. Jeg samlede til en vase og stillede den i stuen foran brændeovnen. Da luften altid er tør ved brændeovnen, gav jeg dem lidt vand.
I dagene mellem jul og nytår var der pludseligt små lysegrønne blade på nogle af grenene. Selvom de var blevet brækket af og kastet på jorden, havde de beholdt noget livskraft, der i varmen fra brændeovnen og igennem vandet havde ført til nyt liv og vækket livskraften. De små lysegrønne blade blev et dejligt håbefuldt billede for mig at tage med ind i det nye år. At selv det, der virker dødt og meningsløst, kan i de rette betingelser føre til nyt liv.
Jeg tror på, at selv i det dybeste mørke kan Gud tænde et lys. At selv der, hvor alt virker dødt, meningsløst, og modløsheden har fået overtaget, at lige der kan en spire af håb vokse frem. I decembers storme læste jeg ofte Esajas 42 som min bøn, når jeg ikke selv kunne finde ord, her er et uddrag:
Esajas 42 vers 3: ”Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke..” og videre i vers 16: ”Jeg fører de blinde ad veje, de ikke kender, jeg leder dem ad stier, de ikke kender, jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette, det vil jeg gøre, og jeg opgiver det ikke.”
