”Small talk” skaber møder

Det var søndag morgen. Jeg var alene hjemme. Besluttede mig for at gå til gudstjeneste i Kolding Valgmenighed. Det skulle være min motion den dag, turen ville tage 30 minutter.

Lige udenfor vores andelsboligforening ”overhalede” jeg en mor og far med en pige på løbehjul og én i klapvogn. Kirkeklokken hørtes fra Seest Kirke. Pigen på løbehjulet spurgte ud i luften: ”Hvorfor ringer kirkeklokken?” ”Det gør den altid,” svarede hendes far. Jeg vendte mig om og sagde: ”Kirkeklokken ringer for at fortælle, at der er gudstjeneste om en halv time – og 5 minutter før lyder den igen og siger kom nu! kom nu!”

”Så ringer den nok hurtigere til den tid,” sagde moren og smilede. Faren fortsatte: ”Tak, fordi du fortalte os det.” ”Jeg er på vej til gudstjeneste et andet sted,” sluttede jeg og hastede videre. Jeg skød genvej ind over Nettos parkeringsplads, smilede til Hus Forbi-sælgeren. Gik videre – følte mig pludselig som præsten i ”den barmhjertige samaritaner” – stoppede op, gik tilbage og købte bladet. På MobilePay så jeg et udenlandsk navn. Inden jeg gik videre, sagde jeg hurtigt ”Gud velsigne dig” og ”God bless!” Jeg vidste ikke, hvilket sprog han bedst forstod.

Senere på ruten traf jeg en hurtig beslutning om ikke at gå ad Mosevej, men ad stien gennem kolonihaverne. Der traf jeg en mor, som jeg sporadisk havde set før, med sin søn, som jeg også kendte lidt. Det blev en hurtig samtale: Skal I også til gudstjeneste? Hvor? Fint! Jeg skal hen i Valgmenigheden. Ha’ det rigtig godt! Hyggeligt at møde jer! Videre … jeg skulle jo nå at komme i kirke. Ved det store lyskryds, Vonsild-hjørnet, tog det lang tid at vente på den grønne mand.

Jeg stod ved siden af et midaldrende ægtepar. ”Det tager da frygtelig lang tid,” sagde jeg. – ”Ja, når man har travlt,” sagde konen. – ”Jeg skal til gudstjeneste i Kolding Valgmenighed her ovre bag ved Føtex kl. 10.30; jeg tror, jeg kommer for sent!” – ”Men det går vel også,” sagde konen beroligende. Vi skiltes på den anden side af krydset … vist nok med et ”god søndag”. Jeg nåede at få mig sat ned i kirken lige før det obligatoriske velkomst-samtale-spørgsmål.

Det lød: ”Hvordan taler Gud til dig? Snak lidt med sidemanden om det!” Jeg fortalte om det, jeg havde oplevet på vejen. ”Gud taler gennem tilskyndelser,” sagde jeg vist. ”Ja, og gennem nærværet…”, lød gensvaret fra sidemanden. Efter kort tid var samtaletiden slut. Efter gudstjeneste og et par samtaler med henholdsvis nogle iranere, som en af menighedens ildsjæle havde inviteret til gudstjeneste, og et aktivt par om det at være i tjeneste i menigheden kunne jeg gå hjem.

På hjemvejen mødte jeg igen moren med drengen. De kom fra deres gudstjeneste, og jeg fra min. ”Jeg har oplevet en herlig gudstjeneste og en utrolig god prædiken,” sagde jeg og regnede med, at det skulle slutte der, men moren spurgte: ”Hvad sagde din præst?” – ”Øh”, sagde jeg: ”Det var noget med, at vi intet har, hvormed vi kan fortjene os til frelsen.” Hun responderede: ”Det var nærmest det samme, som min præst sagde; han understregede, at vi skal passe på ikke at lade, som om vi er Guds tjenere; da ’den fortabte søn’ gik hjem, tænkte han, at han skulle være tjener, men han fik lov at være søn igen.”

Hun sagde det ikke, men jeg tænkte: ”Husk det, Jens!” … Og husk, at møder, som ”small talk” sætter i gang, pludselig kan ændre sig til ”deep talk”. Hjemturen blev noget særligt. Jeg ved ikke, hvilket indtryk de sporadiske møder på udturen efterlod. Måske en tanke hos dem, jeg mødte: ”Der er åbenbart nogen, som prioriterer kirke en almindelig søndag.” Og det kunne måske en dag opmuntre dem selv til at komme afsted.