Gud greb Mia, da datteren fik kræft

I 2010 står Mia og hendes mand Martin overfor en sølvbryllupsrejse til Israel, da datteren Malene får nogle symptomer, som lægen vurderer, kan være alvorligt og sender hende til undersøgelse på Rigshospitalet.

”Vi forstår ikke helt alvoren. Vi skal jo afsted om fire dage, skal lige ind på Rigshospitalet, og skal også have styr på nogle ting til rejsen. Men vi søger Gud, og han minder os om et ord i 2. Kongebog 19, 32: ”Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind, eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den.” Lige da jeg får det ord, tænker jeg: Juhu, vi skal til Israel. Så vi tager med højt humør ind på Rigshospitalet,” fortæller Mia Toldam, men noget er ikke helt, som hun forventede.

Alvorlig nyhed

Det viser sig, at Malene har fået kræft, der er risiko for spredning. ”Det er noget af et wakeup call,” siger hun. ”Vi er selvfølgelig rystede som familie. Vi har jo vores tro, og vi beder og råber til Gud om hjælp. Men vi kan ikke forstå, hvad det er, der sker.” ”Hele situationen er uvirkelig. Malene stod jo og skulle til at gå i gang med sit voksenliv. Hun havde lige fået en lejlighed,” fortæller Mia, som samtidig oplevede en form for fred fra Gud.

I den efterfølgende tid gennemgik Malene en række operationer og fik at vide, at hun var nødt til at komme i kemoterapi. ”Det er en meget hård periode, for behandlingen er meget hård. Vi har hele tiden en tro på, at Malene nok skal komme igennem det her, og vi er egentlig fortrøstningsfulde, men stadigvæk er det jo enormt hårdt at være i og se hende som hun har det,” fortæller Mia Toldam.

Drømmer om en engel

Under kemoforløbet bor Malene hjemme hos forældrene. En morgen kom hun ind og fortalte, at hun havde haft en drøm. ”Hun har fået en drøm, og hun tror, den er fra Gud. Hun fortæller om en stor engel, der har besøgt hende, og hun kan beskrive detaljeret, hvordan den ser ud, og hvad den har gjort. I drømmen er der også en lille gyseragtig pige nede i det ene hjørne bag nogle møbler, som titter frem. Men englen slår med vingerne, så den lille pige til sidst forsvinder.”

Mia er ikke i tvivl om, at drømmen er fra Gud, men er egentlig lidt målløs og kan ikke helt finde ud af, hvordan de skal tolke drømmen. Så kom sønnen Mikkel ind i stuen. ”Han fortæller, at han også har haft en drøm, hvor der var en lille gyserpige,” fortæller hun.

Gud kaster et anker

Oplevelsen med drømmen var første gang, at Mia oplevede det, som hun beskriver som, at Gud kaster et anker ud til hende og familien. ”Jeg vil beskrive det som at Gud kaster et håb. Det er noget, vi kan holde fast i, når vores tro vakler. Noget, som vi kan se hen til og sige til Gud: Jamen, du sagde jo det her til os, eller du gjorde det her. Det vil vi holde fast i,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har været meget optaget af, når man hører folk sige: Gud er med dig, eller Gud har omsorg for dig, Gud har kærlighed til dig. Men hvordan ser det ud? Og så har jeg gennem hele det her forløb fået lov til at opleve, hvordan det ser ud i mit liv og i vores liv.” ”Det her var en af tingene. Sådan så det ud i form af en drøm, hvor en Guds engel fik det skræmmende til at forsvinde. Og dette anker, vendte vi tilbage til mange gange, og det bragte håb og tro.”

Alle har brug for hjælp

Mia Toldam er overbevist om, at vi alle har brug for Guds hjælp og hans ankre til at komme gennem svære tider. ”Jeg oplever, at når man går gennem hårde forløb i ens liv, så kan man komme til at vakle i sin tro. Og der giver det fred og ro og kvalitet i vores liv, at vi har noget at holde fast i. Et fundament at stå på,” siger hun, og fortæller at hun senere i forløbet kunne se, at det ikke kun var drømmen, som var blev et anker. Det var ordene fra 2. Kongebog også.

”Mine øjne var slet ikke åbne for det, da jeg fik det. Først langt senere, begyndte jeg at forstå, at det faktisk var Gud, som i sin kærlighed gav et ord til os som et anker.”

Kræften vender tilbage

Efter et kemoforløb kom der nogle år, hvor Malene var kræftfri. Hun tog blandt andet på bibelskole i Californien, hvor hun mødte David, der er fra USA, og som blev hendes kæreste. I 2016 fortæller de, at de skal giftes i maj 2017, men midt i bryllupsforberedelserne skal Malene til kontrol på Rigshospitalet. Det er Mias mand Martin, der trofast tager med Malene på sygehuset.

”Jeg arbejder selv som sygeplejerske og er nødt til at økonomisere med mine kræfter og vælger i denne periode, at jeg hellere vil være mor for hende,” fortæller Mia, der faktisk forventede, at de to ville komme hjem med nyheden om, at Malene var helbredt efter fem år uden tegn på cancer. ”Men det modsatte var sket. Kræften var vendt kraftigt tilbage og der var spredning til lungerne og andre steder i kroppen. De så ikke nogen anden udvej, end at give hende kemoterapi.”

Fra troskrise til bryllup

”Vores tro blev udfordret. Jeg vil ikke sige, at min tro vaklede, men der kom et slag mod vores forståelse af, hvad er det, Gud vil? Hvorfor har du ikke grebet ind? Vi havde troet dig for helbredelse. Hvorfor sker det her nu, hvor Malene står foran at skulle giftes? Og hvad vil David sige,” fortæller Mia. David beslutter sig hurtigt for, at han vil rejse til Danmark og gifte sig med Malene. ”Som han sagde: Du har ikke brug for en kæreste i USA. Du har brug for en husbond i Danmark.”

På 14 dage var familien i gang med at arrangere bryllup med kjole, sko, mad, og logi til Davids familie. ”Det går faktisk som en leg, og vi får kræfter, som vi ikke troede, vi havde midt i den alvorlige situation. Det er et af de steder, hvor jeg bare oplever, at Gud i den grad giver os det, vi har brug for,” fortæller Mia, og husker et særligt øjeblik, da hun skulle prøve at få bryllupskagen til at lande.

”Jeg kunne ikke lige finde ud af, hvad det skulle være. Og så gik jeg ned i kælderen på vej til mit arbejde på hospitalet og spurgte Gud, hvad jeg dog skulle gøre med den kage. Da jeg så gik ind i elevatoren, stod min kollega fra en søsterafdeling med en stor konditorkage i hånden. Hun fortalte, at hendes mand er konditor, og at han også laver bryllupskager. Hun anede intet om, hvad jeg stod og var ved at planlægge. Det var et skønt øjeblik, hvor jeg mærkede Guds omsorg og kærlighed.”

Møder andres skepsis

David og Malene blev gift samtidig med, at hun gik ind i det næste kemoforløb. Mia følte en tro på, at Gud var med i det hele, selv om det var svært at snakke med andre om det. ”Tankerne meldte sig, om hun ville komme igennem det. Alligevel havde jeg en tro i hjertet, at det ville hun. Men rundt omkring mig var der rigtig mange rynkede øjenbryn, og jeg kæmpede lidt med at komme fri af de blikke, jeg fik, når jeg sagde, at jeg troede, Gud ville hjælpe Malene igennem det her. Det var nogle blikke, som sagde: Er du nu også sikker på det? Flygter hun nu ikke bare ind i sin tro og vil ikke se virkeligheden i øjnene,” fortæller Mia.

Hun følte dog ikke, at det var det, hun gjorde. ”Jeg var helt klar over alvoren i situationen. Men jeg kan ikke forklare det på anden måde, end jeg havde en tro, som jeg bare syntes at hvile i, og jeg var simpelthen så glad for at have den fred.”

Kriser kan forandre troslivet

De kommende år blev Malene opereret den ene gang efter den anden. Mia kan se, at den langstrakte krisetilstand førte til en forandring i troslivet for flere i familien. ”Jeg kan se, at troslivet kan forandre sig. Jeg har set, at mistroen er kommet snigende stille og roligt, uden at man først lige opdager det, men lige pludselig, så kan der komme en bortforklaring af de ankre, som Gud har kastet,” forklarer hun.

”Faktisk stod jeg selv sent i forløbet med en tvivl i mig, som jeg aldrig nogensinde har oplevet før. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at Gud ikke havde grebet ind, og jeg kunne ikke forstå alle de ord, billeder og drømme, som jeg havde holdt fast i. Altså det skete ligesom ikke. Jeg fik en tvivl om, om det var fra Gud.”

Få nu talt om din tvivl

I starten turde Mia ikke at sige det højt. ”Det var som om, der var en tåge omkring mig, så jeg ikke kunne se mig ud af det. Men Malene og David havde faktisk samtidig en lignende følelse, og de turde heldigvis at sige det højt, så vi fik talt om det og fik rakt ud til andre i familien og talt om det,” siger Mia, der oplevede, at det gjorde en verden til forskel. ”Jeg følte mig sådan helt skamfuld. Fordi, hvis jeg tvivler, så tror jeg jo heller ikke. Eller hvordan hænger det sammen? Hvis jeg ikke tror, kan Malene så ikke blive rask? Det var skelsættende for mig, at jeg kunne tale med mennesker om det og bede om forbøn.”

Tro på mirakler når du vakler

I den periode, hvor tvivlen er størst, er Mia en dag ude at shoppe op til jul. ”Da jeg står ved kassen og skal betale, så hører jeg, at der over højttaleren bliver spillet en sang fra Jesus og Josefine, hvor teksten lyder: Jesus får Josefine til at tro på mirakler, når hun vakler. Man kan måske synes, det er skørt og mærkeligt, men jeg oplevede, at det var talt meget individuelt til mig,” siger Mia Toldam og tilføjer, at det er noget af det, hun gerne vil fortælle med sin bog ”Grebet”, der netop er udkommet.

”Gud taler til os individuelt. Og jeg vil gerne formidle, hvordan det har set ud for os. For måske er der andre, der kan få øje på noget af Guds tale i deres liv. At han har givet en opmuntring eller kastet et anker ud til dem, som bringer håb og opmuntring i en meget vanskelig tid.” ”De ankre, Gud kaster til andre, kan se helt anderledes ud, end dem, han har kastet til mig. Men ankrene gør, at jeg kan bevare håbet og troen på, at det hele kan komme til at se anderledes ud på et tidspunkt.”

For måske er der andre, der kan få øje på noget
af Guds tale i deres liv. At han har givet en
opmuntring eller kastet et anker ud til dem,
som bringer håb og opmuntring i en meget vanskelig tid.”

Kemoen virker ikke mere

I 2023 fik Malene en melding fra lægerne om, at kemoen ikke længere virker, og at der ikke længere er nogen behandling for hende. ”Der er dog en enkelt mulighed tilbage. At hun får en ny type behandling, men der er ikke særlig store forhåbninger om, at det vil virke, og der vil være andre bivirkninger, end ved kemoterapi,” fortæller Mia. I starten af 2024 gik behandlingen i gang. Mia husker, at hun var til gudstjeneste i Københavns Frikirke, da hun under lovsangen pludselig så et billede for sit indre blik.

”Jeg ser Malene ligge i en seng på et hospice med David gående omkring. Jeg oplevede en stemning af noget roligt, men alvorligt. Som om det var ved at være den sidste tid for Malene. Det næste jeg så, var Malene, som rejste sig, stod ud af sengen, og vi pakkede hendes ting sammen og gik ud på parkeringspladsen og satte os i vores biler og kørte.” ”Da jeg så billedet, var jeg rædselsslagen, og jeg kunne ikke se the happy end. Det er nok ikke fra Gud, det her, tænkte jeg.”

Tumorer er på retur

I løbet af nogle måneder skulle Malene til kontrol. Og lægen kom med nyt: At det virker. Hendes tumorer er på retur. De visner og dør. ”Det var jo det, jeg havde bedt Gud om, skulle ske. Når jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle bede, har jeg fornemmet, at jeg skulle bede om, at tumorerne skulle visne og dø. Det har jeg gjort i årevis. Jeg har råbt og grædt og sukket. Og nu var det faktisk det, som skete,” fortæller Mia, der fik hjælp af det billede, hun havde set for sit indre blik få måneder forinden.

”Det var jo helt ubegribeligt for os, og så kom det billede til mig igen, som jeg havde set i kirken. Pludselig kunne jeg jo se, at det var det, som skete for Malene. At hun rejste sig fra sit dødsleje og kunne komme op og få et liv igen.” ”Sådan gik det lige så stille og roligt op for os, at den identitet, som vi havde levet under i 14 år med dødsdom over hovedet, pludselig blev til mod på livet. Malene kunne begynde at drømme og se fremad,” siger Mia Toldam.

Et liv med almindelige sorger

I dag, to år senere, kan der ikke længere måles kræft i Malenes blodprøver, men det har taget lang tid at vænne sig til den nye situation. ”Vi har det godt. Men der er stadigvæk tider, hvor jeg bliver ramt af frygt for, om det nu holder. Det har det gjort i to år nu. Og så har vi ellers et helt almindeligt liv med sorger og glæder, bekymringer og frygt og glæde igen. Det er jo det, som livet bringer. Det går op og ned,” siger Mia, som alligevel oplever, at tiden med kræftsygdom har givet et nyt perspektiv på de svære ting i livet.

”Jeg ved, at Gud er med mig, og jeg ved at hans løfter holder. Jeg ved, at jeg kan tale med ham og han svarer på den ene eller anden måde. Nogle gange bliver jeg endda grebet af at finde ud af, hvordan han taler til mig. Hvordan vil han hjælpe mig i den her situation? Og jeg øver mig i at lære ham bedre at kende.” ”Jeg tænker også over, hvordan jeg kan bede, så jeg ikke er så vaklende eller bange for at bede forkert eller tro forkert. For han griber os også, når vi har det allerværst. Det har jeg en så stålfast tro på,” siger Mia, og tilføjer:

”Jeg ved, at han vil gribe os. Og jeg ved også, at hvis det var endt sådan, at Malene ikke overlevede, men døde, så ved jeg, at det anker, som Jesus kastede til os på korset med det evige liv, også havde grebet mig der. Det havde været ubærligt at tænke på, men jeg ved, at det håb også havde grebet mig.” ”Så mit anker er kastet.”