Har du talt med din AI i dag?

For et års tid siden fik jeg et nyt våben, jeg kunne bruge i mit arbejde som missionær og journalist. Og det har vist sig at være et meget slagkraftigt et af slagsen. Det skyder hverken med krudt eller kugler, men til gengæld fyrer det ord afsted, så man kan blive helt rundtosset.

Jeg tænker naturligvis på det, vi i dag kender som kunstig intelligens – selvom det dybest set ikke har noget med intelligens at gøre. Men det, den mangler i intelligens, har den til gengæld i så rigeligt mål i evnen til at overskue og sammensætte alverdens informationer til tekster, lyde, billeder og film. Men i sidste ende er den dum som en dør. Og nej, det må man ikke sige om andre mennesker – men det er jo netop pointen.

Kunstig intelligens er ikke et menneske. Det er en ting med en funktion. Ligesom en dør. Okay, en avanceret dør, men så kan jeg heller ikke strække mig længere. Og hvad sker der så igen og igen, når jeg sidder der og skriver til en upersonlig ting? Ja, har du aldrig selv brugt AI, tror du sikkert, det er løgn. Jeg fodrer den med input, dikterer ændringer, og den retter straks ind. Og så er det, at det sker. Det helt ubegribelige! Jeg skriver det lille høflige ord tilbage: Tak!

Min mor lærte mig, at man altid skal være høflig. Men ligefrem at sidde og takke sin skrivemaskine er nok alligevel lidt mere, end hun havde forestillet sig for 40-50 år siden, da hun forsøgte at lære mig almindelig anstændighed. Enten lykkedes hun så godt, at jeg er blevet ualmindelig høflig, eller også sker der noget helt særligt, når jeg sidder og kommanderer med ChatGPT, Copilot, Midjourney eller en af de andre kunstige intelligenser.

Tråd ind i himmelen

I et afsnit af DR’s podcast Genlyd fortæller psykolog og forsker ved Aarhus Universitet Kim Mathiasen, at mennesker har svært ved ikke at tillægge chatbotterne menneskelige værdier. Mennesket er simpelthen så godt til at danne relationer til alt muligt, siger han til DR og uddyber: Når man sidder i en tekstbaseret samtale, der ser menneskelig ud, så vil vi danne relationer til et indre objekt af den anden.

Vi er altså så hamrende dygtige til at skabe relationer, at vi helt uden at tænke over det kan få et forhold til en computer. Og det burde måske ikke engang overraske os. For mit lille tak til ChatGPT er bundet til en tråd ind i himmelen. Tråden fører os helt tilbage til skabelsens morgen og til Guds identitet og hans vilje for os mennesker. Når jeg sidder og skriver tak til ChatGPT, afslører jeg faktisk kun denne ene ting om mig selv:

Jeg er skabt i Guds billede. Skabt til fællesskab med ham og med mine medmennesker. Og derfor har Gud skabt os, så vi er så hamrende dygtige til at skabe relationer, at vi kan menneskeliggøre hvad som helst – og indgå i de mest besynderlige relationer. Men jeg har nu bestemt, at jeg vil øve mig på ikke at sige tak til ChatGPT. Chatbotter, giraffer og hvaler bliver aldrig mennesker – selvom vi har en næsten uimodståelig evne til at menneskeliggøre hvad som helst.

Så næste gang jeg får lyst til at sige tak til ChatGPT, vil jeg i stedet tage en pause og sende min tak til min Skaber. Ham, der faktisk blev menneske for at genskabe relationen til os.