Bed i tro…

Løftet om, at Gud hører vores bøn,
er betinget af, at vi tror på, at vi får.Det er meget positivt, at kristne mødes på tværs af kirkeskel i Evangelisk Alliance og andre bede-initiativer i disse uger. Det er vigtigt, at vi forstår, at vi har samme Gud og frelser. For det er afgørende for udviklingen i Danmark, at danske kristne går sammen i bøn.Men nytter det? spørger det skeptiske sind.
Ja, siger Jesus. – Enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for. (Lukas 11, 10.) Løftet er altså klart nok.
Men andre steder gør Jesus opmærksom på, at troen spiller en rolle for, om vi får:
”Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det.” (Markus 11,24)
Også vores indstilling i sindet betyder noget for, om vores bønner når igennem, fremgår det:
”Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser.” (Markus 11,25-26)
Det er altså vigtigt, at vi har et ærligt, tilgivende sind og tror på det, vi beder om.
Hvis vi blot står og beder om noget, som vi ikke har den mindste tro på, vil ske, så er det jo meningsløst.
Skal man så kun bede om det, der er realistisk?
Nej, for Guds magt er ikke begrænset til det, der for os er realistisk og muligt. For Gud er alle ting mulige, hedder det. Men før vi kan bede i tro for det, der for os at se ikke er muligt eller særligt realistisk, må der ske noget med os:
1. Vi må forstå Guds eksistens og enorme magt.
2. Vi må forstå, at Gud vil os det godt.
3. Vi må tilbringe tid sammen med Gud i bøn og bibellæsning m.m., så Helligånden kan vise os, hvad der er hans gode vilje netop her og nu.

Når det sker, kan vi bede målrettet og i tro og forventning.

Redaktør Henri Nissen